At erkende sin fortabthed

Jesu lignelse om den fortabte søn er formodentlig en af de mest kendte lignelser selv for mennesker, som ikke har læst den direkte fra Bibelen. Der er ganske givet holdt tusindvis af prædikener over netop den tekst. Rembrandt har malet et kendt maleri ud fra teksten og den hollandske teolog og forfatter Henri Nouwen har skrevet en fantastisk bog om netop denne lignelse ved at betragte Rembrandts maleri i mange timer.

Der kan trækkes mange pointer frem om de tre hovedpersoner i lignelsen – Faderen, sønnen der blev hjemme og sønnen der gjorde oprør, forlangte sin arv og drog ud i verden for senere at erkende at hjemme var bedst.

Fortabthed og nåde

I Bibelen på Hverdags dansk er overskriften til denne lignelse: ”Sønnen, der erkendte sin fortabthed”. Han erkendte, at hjemme var bedst, men på den tid var det næsten lige så uhørt at vende hjem, som det havde været, at han tog afsted. Sønnen var klar over, at han på ingen måde havde rettigheder derhjemme på gården. Alligevel vidste han, at det var det bedste sted for ham at være uanset status. Da han kom hjem, oplevede han det, som Johannes Møllehave så smukt har beskrevet i sit digt om nåde: ”Nåde er når alt er tabt at få alt tilbage”.

Det er evangeliets kerne, som Johannes beskriver i indledningen til sit evangelium: ”Ordet kom til denne verden, han selv havde skabt. Dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn.” (Johannes evg,1: vers 10 og 12) Det er så stort, at vi aldrig med vor forstand vil forstå det, men de fleste mennesker er heller ikke i tvivl, når de i sind og ånd oplever den kærlige omfavnelse fra den treenige Gud.

Når vi tør erkende vor fortabthed og samtidig finder mod til at vende hjem. Sanne Salomonsen har skrevet en smuk tekst om det at vende hjem: ”Som et vers, der fandt sin sang, står jeg her og selvom vejen den var lang, så er jeg kommet hjem”. Hjem er, hvor trygheden er størst.

Forskellen mellem sønnerne

Forskellen på de to sønner er, at den ældste søn netop ikke erkender sin fortabthed. Men i virkeligheden var han lige så fortabt som sin bror. Han havde fulgt alle regler, traditioner, arbejdet hårdt og var måske også flere gange blevet rost for, at han udadtil var en god søn for sin far. Inderst inde havde han måske også haft lyst til at komme ud i verden og opleve andre ting end det, der skete hjemme på gården. Da lillebror så kommer hjem og med det samme bliver inkluderet i familien igen, blusser det alment menneskelige træk op, som måske kan beskrives med ordsproget om, at rønnebærrene er sure. Han havde mistet sin evne til at glæde sig over, at andre oplevede noget godt i deres liv. Han havde mistet evnen til at se på alt det, han havde at være taknemmelig for.

Modet til at finde hjem

At følge Paulus opfordring til menigheden i Filippi om altid at være glade i troen og have et venligt sind, vil for de fleste af os opleves som en udfordring på forskellige tidspunkter i livet. Men med den lidt forslidte frase, så er vi, som kalder os kristne, naboens eneste åbne bibel, og hvis vi også fortabes i negativ snak, klagen og pegen fingre, hvordan skal naboen så nogensinde få en længsel efter også at erkende sin fortabthed og få mod til at vende hjem?

I både Det Gamle og Det Nye Testamente findes der mange beretninger om, hvordan vi som mennesker kan ende i en fortabthed. Det første skridt ud af fortabtheden er erkendelsen og derefter modet til at finde hjem og opleve en åben kærlig og tilgivende favn. Tænk, hvor stort det er, når Faderen siger til os, ”Alt mit er dit”.

Søndagens tekst: Luk. 15, 11-32

Sønnen, der erkendte sin fortabthed

11 Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner.

12 En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.

13 Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14 og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede.

15 Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken.

16 Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget.

17 Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult.

18 Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud.

19 Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’

20 Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst.

21 ‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’

22Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne – 23 og slagt fedekalven, for nu skal der festes!

24 Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!

25 Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset.

26 Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik.

27 ‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’

28 Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham indtrængende om at komme med ind.

29 ‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner.

30 Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’

31 ‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit.

32 Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk