”Hvad ville Jesus have sagt til krigen i Gaza?”

”Hvad ville Jesus have sagt til krigen i Gaza?” Det er et vigtigt moralsk spørgsmål, som ”Himmel og Jord” teltet på Folkemødet i Allinge dannede ramme om fredag d. 14. juni.

Resam, forum for Religion og Samfund, og DMR, Dansk Missionsråd, stillede spørgsmålet i en paneldebat til tre teologer. I panelet med moderator, journalist Paula Larrain, var tidligere biskop, Peter Fischer-Møller, sekretær for Betlehems venner, pastor emeritus Rose Marie Tillisch og jeg, Christina Elisabeth Leinum, medlem af Association Board ”Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem” og sognepræst i Hvide Sande, Haurvig og Lyngvig kirker.

Deltagelsen i paneldebatten har for mit vedkommende i forberedelsen og efterfølgende refleksion sat nogle vigtige bibelske og kirkehistoriske perspektiver på plads, som jeg tror er brugbare pejlemærker for, hvordan vi forholder os til enhver moralsk dom.

Fjendekærlighed er ikke lig med relativisme

I bjergprædiken i Matthæus 5, 43 løfter Jesus loven til nye højder ved at sige: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode, og lader der regne over retfærdige og uretfærdige.”

Hvordan skal vi forholde os til krig, når Jesus siger, at vi skal elske vores fjender og bede for dem? Er Jesus hermed relativist eller humanist? Nej, Jesus er hverken relativist eller humanist, men Jesus elsker mennesker, og han vil, at vores hjerter også elsker mennesker, og at vi beder for dem, for at vores hjerter kan blive bevaret i kærligheden. Hvorfor skal vi elske og bede for vores fjender? Ultimativt, fordi Jesus elskede os, mens vi var hans fjender, og han bad for os, mens vi stod imod ham. Derfor skal vi elske og bede for vores fjender.

Det betyder ikke, at vi dermed accepterer, hvad vores fjender står for som værende godt. Det betyder ikke, at vi som efterfølgere af Jesus ikke skelner mellem godt og ondt, sandt og forkert. Paulus forklarer os hvorfor i Efeserbrevet 6, 12. Kampen mellem godt og ondt er ikke en kamp mod mennesker, men mod den åndsmagt og ideologi, der står bag. Kampen ”står ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskere i dette mørke, mod ondskabens åndemagter”, som vi også hver søndag i den lutherske kirke forsager: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.”

Det er altså ikke mennesket, vi står imod, men den åndsmagt og den ideologi, der står bag. Der er en kamp mellem godt og ondt. Vi skal som kristne være klar over, at vi står i den judæisk-kristne arv og ånd. Den ånd står imod den ånd, der råder i radikal Islam, som kommer til udtryk i Hamas’ holdninger og handlinger imod det jødiske folk og imod Israel. Derfor skal vi bede for, at åndsmagten bag Hamas må brydes ned, og en vækkelse må bryde igennem blandt muslimer.

Luthers 2-regimentelære

Ifølge den protestantiske kirkefader Luther er øvrigheden indsat af Gud i det verdslige regimente. Lov og ret skal herske i det verdslige regimente, hvis tjeneste er for medmennesket for at forhindre vold og brutalitet. Det verdslige regimente står til ansvar overfor Gud, om de har handlet med ret og rimelighed. Som myndighed og øvrighed i landet Israel har landet ret til selvforsvar og pligt til ikke at lade anarki og lovløshed råde.

Luther var realistisk, når han lærte, at en rå og brutal verden ikke alene kan styres ved evangeliet og kærlighed. Her må skarpere midler til. Det er kun i det åndelige regimente, at evangeliet og kærligheden er centrum for alt. Derfor kan fx en indsat i et fængsel være tilgivet af Gud.

Pacifisme

Vi kan alle være enige om, at krig er modbydeligt og skal, om muligt, undgås. Men pacifismens holdning kan kun lade sig gøre i et land, hvor soldater er klar til at give deres liv for friheden til at være pacifist. Det 20. århundredes mest indflydelsesrige teolog Dietrich Bonhoeffer lærte teologisk, at krig ikke er vejen frem. Men han tog selv et anderledes valg, et samvittighedsvalg. Han tog det ikke på vegne af alle præster, som han ledte på Finkenwalde Præsteseminarium, ej heller på vegne af Bekendelseskirken, som han sammen med andre toneangivende teologer som Karl Barth grundlagde som modsvar til den nazifiserede kirke.

Han tog et samvittighedsvalg på egne vegne ved at gå med i konspirationen mod Hitler for at slå ham ihjel. For Bonhoeffer var Hitlers ideologi af et større onde end at begå mord. På samme måde siger den kendte forfatter C. S. Lewis, som var soldat i 1. Verdenskrig og sendte sine studerende fra Oxford Universitet ud som soldater i 2. Verdenskrig, at krig ikke altid er det største onde.
C.S. Lewis’s argumentation lyder således: ”En lavere religions eller kulturs undertrykkelse af en højere religion eller kultur er et langt større onde.”

Hvis ikke canadiske, britiske og amerikanske soldater havde forstået, at nazismen som ideologi var af et større onde end 2. Verdenskrig, ville de 100.000 soldater, der døde på D-dagen og i de efterfølgende dage, have givet deres liv forgæves. Men det var ikke forgæves. Vi ærer dem, fordi de var villige til at give deres liv for et højere gode: at Europa blev sat fri fra nazismens tyranni. På samme måde, som de allierede havde ret til at forsvare sig mod nazismen, har Israel ret til selvforsvar overfor radikal Islam. De har ret til at forsvare sig mod en ideologi, der ønsker deres udslettelse.

Hvordan vurderer vi krigen i Gaza?

C.S. Lewis opererer med fire forskellige kriterier, der skal til i enhver moralsk dom. Det er kendsgerninger, sand intuition, logik, og forholdet til autoriteter. For det første skal vi kende kendsgerningerne. Det er svært i en konflikt, hvor Israel har bevidst, at dødstallene på Gaza ikke har været korrekt opgivet. Det er svært i en konflikt, hvor selv UNWRA som FN’s udsendinge i Gaza, er infiltreret af Hamas. Det er svært i en konflikt, hvor medierne, der formidler kendsgerningerne, ikke er uvildige.

Derfor skal vi gå til troværdige kilder, og gerne til forskellige kilder, for at få bedst mulig oplysning om kendsgerningerne. Dernæst skal vi bruge vores intuition. En sand intuition er kendetegnet ved, at intet menneske nogensinde, uanset kultur eller religion, har draget den i tvivl. At kærlighed er godt og had er dårligt, er en sand intuition. Gazas skolebøger lærer børn at hade det jødiske folk og opfordrer til krig mod Israel. I Israel undervises børn ikke til at hade arabere eller palæstinensere.

For det tredje, siger Lewis, skal vi bruge vores logik. Logisk set giver det ikke mening, at Israel bliver behandlet med en dobbelt standard i forhold til andre nationer. Vi ser fx ingen pro-russiske demonstrationer, hvor undertrykkelsen af de russiske minoriteter i Ukraine bliver påberåbt. Eller stop-flygtninge-demonstrationer, hvor vreden over de 75 millioner flygtninge på verdensplan, inklusiv 100.000 nord-israelere, bliver italesat.

Det fjerde kriterie er forholdet til autoriteter. Ydmyghed overfor autoriteter er den sidste overvejelse i en moralsk dom. Den manglende respekt for de danske myndigheder og vores folkevalgte politikere, der er blevet afbrudt under deres taler, afslører en respektløshed overfor autoriteter fra de propalæstinensiske demonstranter, som taler Hamas’ sag. Lewis lærer os, at vi skal tage alle disse fire kriterier med: kendsgerninger, sand intuition, logik og forholdet til autoriteter, som udgangspunkt for hvordan vi afgør en moralsk dom.

Mit svar på spørgsmålet, ”Hvad ville Jesus have sagt til krigen i Gaza”, er derfor følgende: At elske og bede for mennesker uanset religion. Som Paulus underviser: at kunne bedømme ånderne og stå imod den åndsmagt og ideologi, der ligger bag. At kende Luthers 2-regimentelære som forståelsesramme for det verdslige og det åndelige regimente og Lewis’ fire kriterier, der skal overvejes, før en moralsk dom afgives, det er mit svar på det vigtige spørgsmål, vi diskuterede i paneldebatten på folkemødet.