Bliv klog på Bibelen med leksikon for børn
Børnenes Bibelleksikon er et flot værk, som kan læses derudad alfabetisk eller som enkelte opslag. Mange ord rummer oplysende børnevenlig tekst og kan derfor læses som selvstændige historier. Her er navne og steder fra Bibelen, både GT og NT, samt almindelige og abstrakte udtryk med tekst om, hvordan de også kan forstås, og hvorfor de står i Bibelen. Værket er smukt og relevant illustreret, det fremstår derfor indbydende.
Hvad er med?
Valget af ord til opslag er skønsmæssigt og kommer godt rundt i hele Bibelen, især de mere almindelige ord, men nogle gange tvetydige, er fint forklaret! Fx ”Vejen”, som er mere end blot en gade – også tro, og ordet ”Næste”! Og hvordan ord fra Bibelen går igen i hverdagstale som fx Uriaspost, men også ord med en særlig plads i Bibelen, fx due, drømme, kys, telt (Paulus var teltmager) osv. Man kan slå op i bogens alfabetiske register, hvor ordene har sidehenvisninger til alle de sider, hvor de optræder.
Det har været et stort prisværdigt arbejde at sætte en stjerne * ud for alle ord, der står skrevet et andet sted end det opslag, man læser på. Det er meget pædagogisk, at man kan blade frem eller tilbage, hvis man vil se eller gense en ordforklaring. Ikke alt er med, så nogle læsere vil måske savne enkelte bibelske personer og steder. Fx er ikke alle Bibelens forfattere nævnt.
Dommer Debora og Dronning Ester
Det kan undre mig som anmelder, at teksten til ”Ester” er forkert (s. 55), fordi den ikke handler om Ester, men om Debora. Ester var dronning (ikke dommer) og mere mærkeligt er det, at fejlen går igen (s. 165 øverst), hvor det uddybes med tekst, som atter passer på dommer Debora (men ikke Ester). Teksten for dommer Debora (s.39) er dog korrekt, men forvekslingen kan undre, da dette fine leksikon ellers holder sig i tråd med Bibelens indhold. Dronning Ester hjalp med at forpurre en plan om at udrydde jøderne, læs Esters Bog. Forhåbentlig bliver det rettet i et senere oplag.
Malene Fenger-Grøndahl:
Børnenes Bibel Leksikon (1. udg.,1. oplag)
240 sider. 280 kr. Bibelselskabets Forlag