Emil Bønnelycke – fra lovprist forfatter til udefrysning

Er man stødt på den danske forfatter Emil Bønnelycke i sin gymnasietid, aner man sandsynligvis intet om, at han blev en bekendende kristen, der ikke lagde skjul på sin tro i sine bøger. Det samme gælder, hvis man går til forskellige danske litteraturhistorier, hvor man får ham præsenteret som en ekspressionistisk digter, der skriver om storbyen. Ja, man kan endda i bogen ”Litteratur-historier” fra 1994 læse følgende sætning: ”men her i Bønnelyckes digt er der ingen himmel eller skaber, som digtets lovsang kan stige op til”.

Dermed lades læseren tilbage med det indtryk, at Emil Bønnelycke var en digter uden tro på Gud, hvilket han vel også var i sine unge år. Så her slutter historien om Bønnelycke i de højere litterære kredse – men historien er ikke slut.

Frosset ude af ”Det gode selskab”

Fortsættelsen er ikke bare historien om, hvordan Bønnelycke når frem til en klar bekendende tro, men det er også historien om, hvordan temaerne i hans bøger derefter tager en hel ny drejning – begyndende med hans omvendelseshistorie i ”Ny ungdom” fra 1925 – og hvordan det udelukker ham af ”Det gode selskab”.

Skæbnefællesskab

Her deler Emil Bønnelycke skæbne med sin ældre forfatterkollega, Johannes Jørgensen, der gik fra at være en lovprist forfatter til at ende ude i kulden, da han blev en bekendende kristen og konverterede til Den Katolske Kirke. Hans sang om dette, ”Imellem nattens stjerner”, er kendt og elsket af kristne fra alle kirkesamfund, men i de litterære kredse blev han stødt ud i kulden.
Det er ikke let at blive anerkendt på det litterære parnas, hvis man er bekendende kristen, noget som Bønnelycke tematiserer i sin roman ”Angreb”.

Bogen blev desuden selv et bevis på den lukkede dør indtil det litterære selskab. I første omgang kunne han således ikke få bogen udgivet i det Danmark, der tidligere havde lovprist ham. Så romanen udkom først på svensk, hvorefter det lykkedes at få den ud på dansk på Lohses Forlag.

Romanen ”Angreb”

Bogens hovedtema er imidlertid ikke problemet med at blive anerkendt som kristen forfatter, men den kendsgerning, at den ikke-troende er levende død. Romanen kunne således lige så godt have heddet ”Liv og Død”. Det hedder da også den bog, som én af romanens hovedpersoner, forfatteren Harald Sørensen, har skrevet, og som bliver omdrejningspunkt i fortællingen. Harald har mødt forfatter og komtesse Ulrikke von Bernsteen i Bakkehuset på Frederiksberg, et samlingssted for forfattere, og de er blevet glade for hinanden, meget imod Ulrikkes forældres – og særligt moderen, baronesse Alice von Bernsteens – vilje, da bekendtskabet med ham har vakt Ulrikke åndeligt.

Hovedscenen i romanen er på familien Bernsteens gods, Steensgaard, hvor der i anledningen af, at sønnen Anders er blevet doc. med., er inviteret til fest. Ulrikke har inviteret Harald, og som svar på det har hendes mor inviteret Doktor Ehlert Henning, en ateistisk litteraturanmelder, som hun håber kan overtale Ulrikke til at bryde med Harald og opgive sin åndelige vej.

Levende død

Inden alle gæsterne ankommer, følger vi dem imidlertid på deres vej til godset. Det gælder bl.a. baron Mogens Erik Bernsteen – Ulrikkes far – som er på vej hjem fra Sverige. På vejen punkterer bilen uden for den lokale præstegård, hvor den unge nidkære præst, Skovgård, tager imod den noget beduggede baron og hans chauffør. Efter at have sagt baronen nogle sandheder på en meget direkte måde, smider han ham på porten.

Dette bliver den spæde start på en opvågning for baronen, hvor han begynder at se sin egen syndigheds dyb i øjnene. Omkvædet i hans åndelige kamp er ”jeg er død”, for han erkender, at hans tomme ydre liv dækker over en åndelig død. Men baron Bernsteen kan ikke tro, og derfor ser han døden ved egen hånd som den eneste mulighed for soning for den altoverskyggende syndighed, som han ser ind i.

Fra død til liv

Mod slutningen erkender han imidlertid, at ”Den død, han havde dømt sig selv til, var noget meget større og virkeligere, end at han kunne naa den ved egen Haand.” Endelig vender baronen sig til Gud i bøn: ”Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal bede. Jeg véd det ikke. Jeg har ikke Begreb om det. Jeg er hjælpeløs. […] Hvis den, som forsegler os i Døden, paa den forunderlige Maade, der forsegler et Menneske i dets sidste Stund, er en Herre og Hersker, så lad mig kende Dig, Herre.

Gør Dig levende for mig i mit Liv og i min Bøn. Giv den, der ingen Tro har, en Tro, og gør mig til et sandt og ydmygt Menneske i denne Tro. […] Lær mig Gud at bede om denne Tro, saa jeg hver Dag kan vide, at Ubønhørligheden i mit døde, selvsikre og hovmodige Menneskeliv mere og mere viger for Glæden ved den bønhørte Bøn”. Ved at dø fra sit gamle jeg, dør baronen til livet i Gud.

Det umulige i kristen litteratur

”Angreb” er altså først og fremmest en stærk omvendelseshistorie. Men som jeg skrev i indledningen, tematiserer romanen også det problematiske ved at skrive kristne romaner. Fra begyndelsen italesætter baronesse Alice von Bernsteen sin frygt for, at datteren, hvis hun bliver kristen, vil få problemer som forfatter: ”Dette faktum kunde være faretruende for hendes Karriére som Forfatterinde, der var saa heldigt startet”.

Senere har Harald en diskussion med litteraturanmelderen Ehlert Henning om, hvordan han forstår sit kald om forfatter. Efter at have kritiseret Haralds første kristne romaner, indrømmer Henning, at Haralds bog ”Liv og Død” igen har slået hans navn fast i de litterære kredse. Det er imidlertid ikke Haralds hensigt. Hensigten er i stedet, som han siger, ”at slaa Guds Navn fast. […] Jeg har kun ét Formaal som Forfatter nu: Efter bedste Evne at meddele Mennesker, der ikke tror, hvorledes Gud rækker én Nøglen til Troens Sandhed og Virkelighed”. – Mon man ikke heri kan hører Bønnelyckes egen bekendelse klinge med?

Mod slutningen af romanen tages emnet op endnu engang. Nu taler Henning om den kristne litteratur som ”noget umyndigt Møg! […] Generelt set er det et Faktum, at Kristendommen ingen betydning har for Litteraturen. Det skyldes simpelt hen, at den ikke rummer noget kunstnerisk Problem”, siger han. Han medgiver dog, at troen kan have en rolle i lyrikken, men ikke i romanen.
Harald kan til dels følge Henning i hans sidste argument, men ud fra en anden vinkel.

Stillet overfor den bog, som er grundlaget for den kristne forfatters kristne litteratur – nemlig Bibelen – vil enhver kristen roman blegne. Som han formulerer det: ”Derfor, min Herre, er den kristne Litteratur det tynde Øl, der kommer efter den solide Bryg, derfor er al kristen Skønlitteratur kun en Afglans af Biblens Glorie”.

Hvorfor ”Angreb”

Men hvorfor hedder romanen ”Angreb”. Det svarer den selv på – først i Guds tale med ordene: ”Jeg vækker Dig, uden du véd af det, enten Du vil eller ej. Jeg angriber Dig, når jeg vil. Og mit Angreb skal vække Dig.” Senere må baronen sande, at Guds kald netop er kommet til ham som et angreb: ”Nå, sådan føles det altså, når man angribes af Gud!” Selve romanen er også et angreb ind i læserens liv. Man lades ikke uberørt af læsningen.