Flere af dette års atleter i OL og PL taler frimodigt om deres kristne tro
Det er opsigtsvækkende og glædeligt, mener generalsekretæren i Kristen Idrettskontakt.
De 33. olympiske sommerlege er netop overstået, men OL-byen Paris oversvømmes på ny af idrætsfolk og publikum, når De Paralympiske Lege går af stabelen for 17. gang fra den 28. august.
Ved dette års OL er der mange udøvere, som har talt om deres tro – fra den amerikanske gymnastikdronning Simone Biles, som er katolik, til svømmeren Andrew Peaty fra Storbritannien, som tog et offentligt opgør med alkoholmisbrug, efter at han blev kristen. Også den norske bryder Grace Jacob Bullen, som vandt bronze i Paris, og langdistanceløber Narve Gilje Nordås har været åbne om deres kristne tro.
Alt kredser om troen
Også ved de paralympiske lege deltager mange udøvere, som ikke skjuler troen. Det gælder fx den britiske PL-atlet Karé Adenegan, en kørestolsracer, som flere gange har talt offentligt om sin gudstro. ”Det er en del af troen at vide, at Gud er god, og at det er godt at stole på Guds vilje. Jeg tror, sport er et område, hvor Gud siger: ”Her kan du finde noget af min hensigt med dit liv,” udtalte hun i sommer til Premier Christianity Magazine. I Paris kan Adenegan møde den norsk-congolesiske sprinter Salum Kashafali.
Den 30-årige sprinter er meget svagtseende – og verdens hurtigste paralympiske friidrætsudøver med en personlig rekord på 10,37 sekunder på 100 meter. Kashafali fortalte åbent om sin kristne tro blandt andet i et interview i 2021.
”Troen på Gud betyder rigtigt meget for mig. Jeg er opvokset i en familie, hvor vi alle er kristne. Jeg kommer fra et liv i Congo, hvor der var krig, og vi levede tæt på døden. Jeg har boet i flygtningelejr i mange år. Det at gå fra at have ingenting til at opleve, at man har mad på bordet hver dag – det er bare Gud, som kan gøre et sådant mirakel. Gud er den, som styrker mig, når ting ikke går godt, og Gud er den, jeg glæder mig sammen med, når det går godt. Han er min nærmeste ven,” sagde Kashafali til organisationen Kristent Arbeid Blant Blinde og svaksynte, Kaba.
Giver Gud æren
I medierne, deriblandt den venstreorienterede britiske avis The Guardian, peges der på, at åbenhed om gudstro er en trend, som de seneste år har gennemsyret meget af idrætsverdenen. ”Atleter føler ikke længere, at de er nødt til at tie om den rolle, religionen spiller i sporten,” skriver avisen den 3. august. Her nævnes den britiske dykker Andrea Spendolini-Sirieix, som, da hun tog OL-bronze udbrød: ”Jeg gi’r æren til Gud!”
Da den sydafrikanske svømmer Tatjana Smith tog OL-guld, optrådte hun i en T-shirt med taksigelser til ”Gud, Jesus og Den hellige Ånd”. Flere andre atleter viser sig med korssmykker, gør korsets tegn eller peger mod himlen, når de opnår succes.
Efter surf-konkurrencen takkede Gabriel Medina Gud for sejren med bibelhenvisningen: ”Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft”.
Opsigtsvækkende
Vegard Husby, som er generalsekretær i Kristen Idrettskontakt i Norge (Krik) og desuden idrætspræst, har bemærket den samme trend. ”Der er opsigtsvækkende mange kristne udøvere i Paris-OL, som har brugt arenaen til frimodigt at formidle deres kristne tro,” siger Husby til Kristelig Pressekontor. Han oplever udviklingen som meget spændende og glædelig.
”Det virker som en reaktion på den vestlige holdning om, at tro skal være noget privat, som ikke hører hjemme hverken i offentligheden eller i top-idrætssammenhæng. Der er nu en ny frimodighed at spore blandt profilerede udøvere så vel som i den unge generation,” siger generalsekretæren, som, da KPK ringer, er i fuldt sving på lejr for Krik-ledere på bibelskolen i Grimstad. ”Vi har brug for forbilleder, som står op for deres tro og taler åbent om det vigtigste i livet. Krik ønsker at stå sammen med kristne topidrætsudøvere og støtte dem i deres karriere, men først og fremmest som disciple af Jesus,” siger Husby.
”Det virker som en reaktion
på den vestlige holdning om,
at tro skal være noget privat,
som ikke hører hjemme hverken
i offentligheden eller i topidrætssammenhæng.
Der er nu en ny frimodighed
at spore blandt profilerede udøvere
så vel som i den unge generation.”
For få OL-bibler
Også udenfor idrætsarenaerne og avisspalterne fører udøvernes tro til samtaler. Det franske bibelselskab, Alliance Biblique Française, har været nødt til at trykke ekstra oplag af de nytestamenter, de har fremstillet til en kampagne under de olympiske og paralympiske lege. Foruden Det nye Testamente indeholder bøgerne 15 kristne atleters personlige troshistorier. Bibelselskabet har uddelt 200.000 nytestamenter under OL, heraf 140.000 eksemplarer på fransk, og omkring 60.000 på engelsk. Det er 60.000 flere end planlagt, ifølge netsiden Evangelical Focus.
Det franske bibelselskab vil fortsætte uddelingen under Paralympics, som starter den 28. august og varer til 8. september.