Netværksdag for efterladte efter ægtefællens død
Hvor går vi hen, når vi går bort?
Dette og mange andre spørgsmål, som mennesker kan have om døden og evigheden, vil blive belyst i et foredrag lørdag den 7. september i Hammerum Missionshus. Her taler tidligere sognepræst ved Silkeborg Kirke og arresthus Leif Kristiansen om emnet ved en særlig ”netværksdag for ægtefæller efter død”. Om arrangementet skriver Indre Missions familiearbejde:
”Mange af de tanker og spørgsmål, vi gør os om tiden efter døden, vil dagens emne tage fat på. Fx: Kan vi kende hinanden i evigheden? Hvor er de hensovede i Kristus lige nu? Der bliver god tid til samtale og refleksion.”
Pris og tilmelding
Netværksdagen fra kl. 10.30 til 16.00 koster 100 kr. inkl. forplejning. Tilmelding senest den 1. september til familiearbejde.dk. Netværksdagen foregår i missionshuset på Hammerum Hovedgade 41, 7400 Herning.
Netværksgrupper
Efter det aktuelle indlæg vil deltagerne kunne tale sammen i grupper, hvor den enkelte ønsker at være med. Det kan fx være aldersbestemt eller geografisk alt efter ønske, oplyser Erik Bertelsen, der er med til at arrangere dagen. Om det særlige Netværk for ægtefæller efter død skriver Indre Missions Familiearbejde, at det henvender sig til den, der er blevet alene efter ægtefælles død, og hvor børnene er flyttet hjemmefra:
”Vi tilbyder dig et fællesskab, hvor du kan dele det, der er svært i livet, med andre, der står i samme livssituation. Der afholdes netværksdage et par gange om året for alle over 50 år. Derudover mødes en netværksgruppe i private hjem, og gruppen er selv ansvarlige for, hvad der skal ske i løbet af samlingen. Netværksgruppen er for enker og enkemænd i alderen 50-65 år. Der er pt. ingen netværksgruppe for alderen 65+, men man er velkommen til at tage kontakt til landsleder for familiearbejdet, Johanne Lund Larsen, hvis man ønsker at starte en netværksgruppe op for denne aldersgruppe,” hedder det på hjemmesiden.