Profetisk ord vendte krisen i Apostolsk Kirke

I år markerer Apostolsk Kirke, at det er 100 år siden, at bevægelsen startede i Danmark. På årets sommercamp i Kolding kunne man fejre, at kirken i dag står et stærkt sted med tilgang af medlemmer, nye kirkeplantninger og en ung generation af præster fra egne rækker, der er klar til at byde ind. Men der var også plads til en ærlig snak om, at det hele kunne være faldet fra hinanden for ca. 20 år siden.

”Som enhver anden bevægelse oplevede Apostolsk Kirke op- og nedture gennem de 100 år. Men vi nåede også til et punkt, hvor kirken umiskendeligt så ud til at dø,” fortæller Johannes Hansen, der er præst i Apostolsk Kirke i Viborg og dengang stod i spidsen for bevægelsens landledelse, Tjenesterådet. ”Der er mange tegn på det, men det aktualiseres ved, at vi har en generation, som faktisk ikke er helt sikker på, at de har lyst til at tage over. Og det er måske krisetegnet for os mere end noget andet.”

Konflikter i bagagen

I bogen ”Altid Trofast”, som Apostolsk Kirke udgav i juli måned, fortælles der om de udfordringer, kirken havde med i bagagen i starten af det nye årtusinde. Siden 1970’erne skete der en højere grad af decentralisering i samfundet. Det smittede også af på Apostolsk Kirke, hvor en traditionel hierarkisk ledelsesstil kom under pres fra flere lokale menigheder, som ønskede mere selvbestemmelse.

De efterfølgende tiltag, som skulle imødekomme ønsket om mere decentral frihed, blev af nogle præster oplevet som et skifte, hvor lønninger, der før kom fra centralt hold, uden varsel blev til deltidsansættelser eller forsvandt helt, fordi de skulle finansieres af den lokale kirke. Omkring 1990 kom trosbevægelsen ind i billedet, og det medførte svære teologiske diskussioner og uenigheder, der truede med at splitte det hele ad. Flertallet i to lokale kirker og deres præster forlod Apostolsk Kirke og startede egne kirker. Både på ledelsesniveau og blandt medlemmer skabte det stor uro. Og Tjenesterådet havde svært ved at løse konflikten, da der også her var interne uoverensstemmelser.

Et wakeup call

Det var forhistorien, da Johannes Hansen og Tjenesterådet i 2006 forsøgte at række ud til tre præster fra den næste generation for at invitere dem med ind i ledelsen. For ham var det nedslående, at de uafhængigt af hinanden svarede: ”Vi er ikke sikre på, at vi tror på projektet.” ”Det var et wakeup call,” siger Johannes Hansen, ”hvis ikke næste generation troede på projektet, var løbet jo kørt.”

Essensen af profetien var, at fjenden var i gang
med at ødelægge relationerne, så dem,
der burde være som brødre,
nu fravalgte hinanden på grund af sår og bitterhed.

Profeti kalder til forsoning

I september samme år var der en samling for præster og ledere, hvor Troels Munk, der var anerkendt som en, der bar på en profetisk tjeneste, var inviteret med for at dele et profetisk budskab, han havde fået på hjerte. Essensen af profetien var, at fjenden var i gang med at ødelægge relationerne, så de, der burde være som brødre, nu fravalgte hinanden på grund af sår og bitterhed. Der lød et kald til at komme tilbage til Kristi kors, give afkald på sin ret, omvende sig og modtage tilgivelse og genoprettelse fra Jesus.

Og så var der et ord til ”fædrene og sønnerne”. Fædrene var dem, der havde siddet i ledelse og været involveret i de konflikter, der havde ødelagt relationer og forårsaget smerte og utilgivelighed. Sønnerne var den nye generation af præster. Budskabet gik på, at fædrene skulle forsone sig med hinanden, og at de skulle lade sønnerne lede den proces, som fællesskabet var nødt til at gå ind i for at genoprette og læge de brudte relationer.

Og så fulgte der et løfte med fra Malakias 3,24: At Herren ville ”bøje sønnernes og fædrenes hjerte mod hinanden” og gennem denne proces forløse dem til det, som Gud havde for dem i fremtiden.

Lægger sig fladt ned

Johannes Hansen valgte at sætte præstesamlingen på pause og gik i tænkeboks sammen med resten af Tjenesterådet. ”Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at det var et ord fra Gud,” siger han. ”Jeg kunne mærke, det var noget, vi skulle handle på. Men jeg havde ingen ide om, hvilke implikationer der lå i det, eller hvordan processen skulle se ud.” Efter en tid vendte Tjenesterådet tilbage og fortalte, at man anerkendte det profetiske budskab, og at man var villig til at gå ind i den forsoningsproces, som profetien opfordrede til.

Ikke så ligetil

En af de tre unge, som kirkens ledelse forgæves havde henvendt sig til, var Jacob Viftrup. Han var på det tidspunkt leder af en menighedsplantning i Valby og syntes ikke, at det hele var så ligetil.
”Faktisk var jeg ret frustreret og vred den dag – over alt det uopgjorte i relationerne blandt fædrene,” husker Jacob Viftrup. ”Det gjorde dog indtryk på mig, at Johannes Hansen lagde sig fladt ned og erkendte det og sagde højt på det daværende Tjenesteråds vegne: ”Vi vil gøre what ever it takes”.”

Jacob Viftrup var ikke interesseret i at gå ind i processen, men på en tur til Malaysia modtog han et profetisk ord, der handlede om den forestående proces. Så da Johannes kontaktede ham, om han ville være med til at lede forsoningsprocessen, sagde han ja. ”Jeg sagde ja ud af ren lydighed til ordet, jeg havde fået i Malaysia, uden at ane, hvad jeg sagde ja til. På vej i bilen til det første møde mellem fædre og sønner i Kolding gav Gud mig en dyb kærlighed til Apostolsk Kirke og tjenestefællesskabet, og jeg græd hele vejen i bilen,” fortæller Jacob Viftrup, der ikke bare blev en af tre unge præster, der var med til at lede forsoningsprocessen. Han blev senere valgt som leder for kirkens nye Tjenesteteam, hvilket han også er i dag.

En vandring med forsoning

De unge præster havde ikke været en del af de gamle konflikter, men nu fik de lov til at være med til samtaler mellem kirkens ledelse og nogle af dem, som i de forgangne år var blevet ramt eller følte sig såret af beslutninger fra ledelsens side. ”Vi var med til mange af de her forsoningssamtaler, og jeg husker, at vi egentlig bare var der. Vi hørte smerten og forsoningen,” fortæller Jacob Viftrup.

Han mener, at der var noget virkelig stærkt ved, at den nye generation fik lov til at komme tæt på de uopgjorte konflikter og se dem blive taget alvorligt og komme nærmere forsoning.
”Gud afslører jo, når der ikke er enhed,” fortæller Jacob Viftrup. ”Så alene på sommercamp i år har jeg haft flere personlige samtaler med behov for forsoning. Malakias-processen lever stadigvæk, og folk pejler sig imod enheden. Fx kan det være noget af den undervisning, der var på sommercampen, som får dem til at føle, at de står på sidelinjen og ikke er helt med. Jeg har også haft en samtale med nogle, som blev såret over noget for 13 år siden. Det var noget af det, jeg lærte at være i.”

Førte til en ny struktur

”Fra de forsoningssamtaler kom energien til, at vi også var med til at lede den efterfølgende samtale om struktur,” fortæller Jacob Viftrup. Parallelt med forsoningssamtalerne henvendte han sig sammen med Jesper Kure og Niels-Peter Hedegaard til det gamle Tjenesteråd og spurgte om at få lov til at gå foran med at finde en ny struktur, der kunne skabe en ny enhed mellem menighederne i Apostolsk Kirke.

”En del af prisen var også tanken om,
hvad der ville komme til at dø.
At den næste generation af ledere kunne tænke, at noget ikke var så vigtigt, som vi syntes.”

– Johannes Hansen

”Det var ikke bare med til at facilitere det. Vi var med til at skrive på, hvordan vi skulle operere fremover. Hvordan vi kunne lave noget, der virkelig understøttede lokale menigheder og tjenester og vores fællesskab. Det var helt vildt at få lov til at være medskriver på,” siger Jacob Viftrup og fremhæver, hvor stor betydning det har haft for den yngre generation.
”Det var med til at give et kæmpe ejerskab for vores generation, at vi fik lov at være med.”

En pris at betale

For Johannes Hansen var der klart en følelse af, at de skulle betale en pris, når han sammen med Tjenesteteamet udtrykte, at det måtte koste, hvad det koste ville. ”Allerede fra starten af var der en klar tanke om, at når denne proces var overstået, så skulle Tjenesterådet træde tilbage,” fortæller Johannes Hansen. ”En del af prisen var også tanken om, hvad der ville komme til at dø. At den næste generation af ledere kunne tænke, at noget ikke var så vigtigt, som vi syntes.

Følelsen af at skulle lægge noget ned blev helt konkret, da de tre unge præster spurgte om at få lov til at lede den nye strukturproces. Først tænker man: OK, nu tager de det bare ud af mine hænder. Men jeg var også committet på, at jeg havde sagt ”what ever it takes”, og så kunne jeg se, at de faktisk var dygtigere end mig. De er mere procesmennesker, end jeg nogensinde bliver,” fortæller Johannes Hansen.

I dag tænker han over, hvad der ville være sket, hvis han ikke havde givet dem lov. ”Hvis jeg havde holdt fast i min forfængelighed der, kunne jeg have været med til at gøre, at de mistede noget ejerskab i det, eller at det ikke fik den nødvendige kvalitet.”

Starter med blankt papir

De tre unge præster inviterede nu alle præster til at udforme grundlaget for den nye version af Apostolsk Kirke. ”Første spørgsmål ved første samling var: ”Skal der overhovedet være en Apostolsk Kirke i Danmark fremadrettet?” Med andre ord, har vi en berettigelse som kirkesamfund, eller kunne vi lige så godt give alle fri til at blive selvstændige eller tilslutte sig andre kirkelige netværk?” fortæller Johannes Hansen.

Lige så angstprovokerende spørgsmålet kunne være for nogle præster, så lukkede det op for en ligeværdig samtale og proces om kirkens fremtid. ”Da der midt på det blanke stykke papir på bordet blev tegnet en lokal kirke, var der enighed om hele vejen rundt, at det, der skulle være i centrum for alt, vi herefter besluttede, skulle være Apostolsk Kirke,” fortæller Johannes Hansen.

Skulle vælge fællesskabet til

Processen mundede ud i en beskrivelse af kirkens teologi, tjeneste- og ledelsessyn, hvor Apostolsk Kirke gik fra at være en landskirke til ”et netværk af menigheder og et fællesskab af tjenester”. Som en umiddelbar konsekvens blev der indført et demokratisk valg af landsleder, samt at der kom en ny struktur for tilsyn med menigheder, hvor menigheden i stedet for at tilhøre en regional leder kunne vælge en supervisor ud fra relation.

Det nye grunddokument kom til at hedde ”Tiltrædelseserklæringen”. Og op til den første nationalrådssamling i 2008 blev alle lokale kirker stillet over for valget, om de fortsat ville være en del af Apostolsk Kirke. Hvis de ønskede det, skulle den lokale kirkes ledelse skrive under på Tiltrædelseserklæringen. I modsat fald ville menigheden få overdraget deres bygning, så de kunne fortsætte som selvstændige eller i andet regi. Kun en enkelt kirke valgte at træde ud, da de havde tættere bånd til et andet kirkesamfund.

En gevinst for fremtiden

Med udgivelsen af bogen ”Altid Trofast”, der beskriver bevægelsens historie de seneste 20 år og giver et billede af, hvor kirken er nu, ser den tidligere og den nuværende leder tilbage på, hvad Malakias-processen har gjort ved Apostolsk Kirke, både hvad angår forsoning og ny struktur. ”Jeg ser jo det, vi drømte om,” siger Johannes Hansen. ”Det er en bevægelse, som er blevet revitaliseret. Der er et konstant flow af unge, der træder ind og tjener i kølvandet på dem, der allerede tjener. Den her naturlige proces af, at generationer følger generationer.”

”Vi valgte hinanden til, da vi tiltrådte. Og den enhed bemærker man altså også, når folk kommer ind udefra. Under Sommercamp var der en gæstetaler, som bemærkede: Man kan jo bare mærke, I hepper på hinanden på tværs af generationer, kirker og præster,” supplerer Jacob Viftrup.

Enhed kommer først

Han er klar over, at det ikke bare er noget, der er kommet med hans personlige indsats som leder. ”Det tager jeg ikke æren for. Med Malakias-processen fik vi lov til at arve en platform at bygge på, hvor der var ryddet op. Det høster vi nu med næste generation, hvor de hepper på hinanden.” Johannes Hansen mener også, man kan gå galt i byen, hvis man blot sætter sig ned og forsøger at lave en ny struktur for et kirkesamfund ved at vende hver sten.

”Der var jo rigtig mange ting, vi lavede om på i strukturen, men det primære havde at gøre med enhed. Hvis ikke det er på plads, så går det ikke. Man kan sige, at Malakias-processen gav os den rigtige rækkefølge,” siger Johannes Hansen, og Jacob Viftrup tilføjer: ”Ja, det er derfor, vi kan tage beslutninger. Modige beslutninger. Fordi vi er ét.”