SE OP!
Gik en lang tur alene i skoven. Halsen var snøret sammen. Øjnene brændte efter mange tårer, og benene var tunge efter en nat uden søvn. Én, jeg holdt af og havde kendt over flere år, havde valgt at tage sit eget liv dagen før. Ladt tilbage var alle spørgsmålene, tankerne, frustrationerne, smerten og sorgen.
Jeg vandrer i alle livets årstider, når fødderne svæver og hjertet er let og som nu, hvor benene er trætte, hjertet tungt og knuden i maven tynger. Jeg elsker at vandre. Skridt for skridt. Jeg går, indtil fødderne bevæger sig selv og finder et tempo og en lyd, der smelter sammen med naturen om mig. Jeg går til tankerne slipper. Vejen var smal og kuperet, flere steder var der væltede træer, og jeg gik langsomt og forsigtigt frem, imens jeg kiggede ned på vejen foran mig.
Pludseligt fik jeg et chok. Lige foran mig på stien, da jeg kiggede op, stod et rådyr. Den var mindre end 50 meter væk. Med sine smukke brune øjne stod den helt roligt og kiggede på mig. Den viste ingen frygt, men kiggede nysgerrigt og afventende på mig. Jeg gav et forskrækket gisp, og den sprang i lette hop ind i skovbrynet, hvor den fortsat betragtede mig, og jeg stod stille og betragtede den.
Da jeg stod der, blev jeg mindet om versene fra Esajas’ Bog kap. 41,10:”Frygt ikke for jeg er med dig, fortvivl ikke for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast.” Jeg fastholder ofte min frygt, når jeg ser ned. Jeg leder ofte desperat efter fodfæste, forsøger at balancere og være i kontrol. Indimellem er min vej også smal og kuperet. Det føles, som om jeg skal bruge al min energi på at holde balancen. Jeg glemmer ofte at stoppe op og løfte mit blik.
Da Peter løftede sit blik, fik han lov at vandre med Jesus på søen, som der står beskrevet i Matthæusevangeliet. Lad det være en invitation. Når jeg i sorg og smerte løfter mit blik og ser på ham, får jeg kraft til at gå, et skridt ad gangen også ind i sorgen og frygten. Jeg går ikke alene, Gud er med i sorg og glæde, også i alt det, jeg ikke forstår.
