Takkebrev fra en kristen radiomand

Udfordringerne er mange i Afrika, men de kristne har fokus på at nå deres muslimske landsmænd med det kristne budskab.

Celestin Sendoya fra radioen Sawtu Jam Jamanu (”Fredens Stemme for generationer”) er taknemlig for, at der er kristne brødre og søstre i Danmark, der vil hjælpe med at holde liv i radioen.

Mulighederne er åbne for at sende kristen radio i mange afrikanske lande. Selv i den nordlige del af Cameroun og Tchad, hvor flertallet af befolkningen er muslimsk, er det muligt.

Det tekniske udstyr er ofte en udfordring, fordi det let går i stykker under de ekstreme vejrforhold. De små kristne grupper, som driver en lokal radio, har ikke råd til dyre reparationer, og de kan heller ikke let skaffe reservedele. Derfor er de så taknemlige for den hjælp, vi yder. Op imod 20 kristne radioer nyder godt af støtte fra MedieMissionen.

Jeg holder som kontaktperson løbende kontakt med radiofolkene gennem sms’er og telefonsamtaler, og vi forsøger at hjælpe med teknisk udstyr, så det vigtige arbejde ikke går i stå, men at der tværtimod kommer flere kristne radioer – så længe der er åbent. For nylig er vi også begyndt at støtte kristne radioer i nabolandene Tchad og Centralafrika.

Brev fra Banyo

I varme studier producerer medarbejderne udsendelser, som også interesserer muslimerne i området omkring Banyo, hvor der ellers har været mange voldelige sammenstød mellem muslimske nomader og fastboende kristne og animister. Da en islamist ringede ind under et direkte program og råbte et kampråb for islamistisk terror, blev radioen lukket i tre måneder af myndighederne. Men nu sender den igen. Alle fotos: MedieMissionen

Jeg har netop fået en mail fra en af radioerne, Sawtu Jam Jamanu (”Fredens Stemme for generationer”), som, jeg håber, vil give læserne et indtryk af, hvad vi arbejder med. Lederen af radioen Celestin Sendoya sender en tak for den hjælp, hans radio har modtaget fra os. ”I gav os i 2022 en FM 1000 watt sender, 30 meter koaksialkabel og en ny antenne. I dette år 2024 har vi oplevet et nedbrud siden april.

I har igen hjulpet os med forstærkerdelen og betalt for reservedele, og I har dækket alle vores udgifter til rejse, ophold og reparation af senderen. Dette er et vidnesbyrd om jeres kærlige ånd. Men I skal vide, at jeres støtte har givet os mulighed for:

1. At nå mere end 50 landsbyer og en befolkning på mere end 250.000 indbyggere, som nu lytter til evangeliet om frelse i Jesus Kristus på deres eget sprog hver dag.

2. At opbygge de kristnes selv i troen.

3. At forbedre kvaliteten, når vi producerer udsendelser med prædikener, fremme af fredelig sameksistens, sundhedsudsendelser, husdyrs- og landbrugsudsendelser osv. Dette skyldes jeres kurser i journalistik.”

Fjendtligt muslimsk miljø lytter til kristen radio

”Banyo ligger i departementet Mayo Banyo i regionen Adamaoua i det nordlige Cameroun. Befolkningen er hovedsageligt fra den muslimske fulani-stamme. Det er et miljø, der var fjendtligt over for kristendommen og var radikalt islamistisk. Men mere end 80% kan lide at lytte til den kristne radio. Evangeliet skal forkyndes intenst for at undervise, uddanne, oplyse og frelse så mange af befolkningen som muligt. Al ære til vores Gud!”

Celestin ved den FM-sender, som vi forærede radioen i 2022, efter at radioen havde ligget stille i et halvt år med en ødelagt sender. Senderne købes i Kina sammen med sendekabler og antenner og transporteres til Afrika, hvor der ofte skal betales ligeså meget i told, som senderne har kostet. Udstyr og told kan tilsammen koste ca. 50.000 kr. for hver radiostation.

Gammelt udstyr

”Radioen har gammelt udstyr, såsom mixeren, computerne og det andet udstyr. Der opstår gentagne nedbrud. Vi mangler også høretelefoner. Så vi siger tak og beder Herren sørge for, at vi får nye dele til at reparere senderen, som igen er gået ned på grund af kraftigt tordenvejr. Vi ved ikke, om vi kan få den i gang igen. Vi venter på en reservedel, som skulle komme i morgen.
Må vor Herre og mester Jesus Kristus overøse jer med alle velsignelser. Hilsen fra medarbejderne Hajji, Oumarou, Nobah, Souleymanou og Celestin Sendoya.”

Åndelige angreb

Såvidt Celestin Sanoya, en af de seje kristne radiofolk, som vi samarbejder med. Han nævner slet ikke, at han som kristen radiomand er i livsfare. Eller at de har meget lidt at leve af. For det vigtigste for ham er at forkynde – direkte og indirekte – til tusinder af muslimer og stammefolk. Celestin fortæller, at radioen har oplevet mange åndelige angreb, efter at radioen begyndte at sende til wawa-stammen, som er et unået folk, der stadig er gennemsyret af forfædrenes okkulte traditioner.

Celestin er her kravlet op i radiomasten for at montere den antenne, som han har fået af MedieMissionen sammen med det tykke sendekabel og radiosenderen.

Men det får dem ikke til at stoppe. Det viser dem blot, at der foregår en åndelig kamp, og derfor er det vigtigt med bøn. Her kan vi kristne i Danmark også være med. Har du lyst til at støtte MedieMissionen, kan du bruge MobilePay nr. 810 999. MedieMissionen er en del af Aktive Kristnes Omsorgsarbejde og kan derfor give skattefradrag for gaven.