De fortabte sønner
De fortabte sønner. Det er titlen på en bog, jeg netop har læst. Muligvis har du hørt om den, da forfatterne Andreas og Sune Gylling Æbelø har medvirket i interviews og debat, siden bogen udkom.
De er brødre, homoseksuelle og vokset op i et kirkeligt miljø, hvor de har kæmpet med at stå ved deres seksualitet, og bogen handler i høj grad om den følelse af skam og tavshed, som især tidligere har omgærdet seksuelle minoriteter. Jeg læste bogen på en aften. Både fordi den er let læst og godt skrevet som en biografi, hvor den voksne forstår sit liv gennem erfaringer fra barndommen og ungdommen. Det er ikke en fagbog eller en teologisk bog, men en bog, som er god at læse som en personlig beretning om, hvordan tro og kristne miljøer – også – kan opleves.
Gennem mange år som præst har jeg ved vielser læst de samme gamle beretninger fra Bibelen, om at mennesket er skabt som mand og kvinde, og de to skal blive ét kød. Det har jeg det godt med. På den måde tager vores vielsesritual kirkens eget grundlag i Bibelen alvorligt, og jeg føler mig forpligtet af den til at fastholde det traditionelle syn på ægteskabet. Som præst tilhører jeg nok et mindretal i Danmark og opfattes af nogle som gammeldags. Det lever jeg fint med. Men netop derfor er Andreas og Sunes historie vigtig at lytte til.
Alle os, der hører hjemme i mere konservative kirker og foreninger, skal slå ørerne ud. Vi skal arbejde med, hvordan homoseksuelle kan føle sig velkomne i kirken og vores fællesskaber. At give plads til at være anderledes end flertallet, også når det udfordrer os andre. Homoseksulle og andre minoriteter har gennem historien været udsat for social kontrol, chikane og forfølgelse. Det er dybt tragisk, og den historie skylder vi hinanden at fortælle, se i øjnene og stå ved.
Det er helt forståeligt, at de har kæmpet for borgerrettigheder og anerkendelse i frie samfund. Og fortsat kæmper, for at stater ikke skal blande sig i borgernes kærlighedsliv rundt omkring på kloden. I kampen for personlige frihedsrettigheder skal vi som kirke bakke op. Desværre sker det, at minoriteter, der selv har kæmpet for anerkendelse og frihed, ender med at ville fratage andre deres anerkendelse og frihed.
LGBT+ Danmark vil i deres identitetspolitiske kamp lægge pres på mennesker med andre holdninger til ægteskab og familieliv end deres egen. Dermed bliver de – paradoksalt nok – årsag til, at et andet mindretal kommer under pres for deres lovsikrede ret til at følge egen samvittighed. Det er et af bogens mest interessante kapitler, da Sune fortæller om at opleve social kontrol og diskrimination i netop LGBT-miljøet.
Jeg vil gerne lytte til Sune, Andreas og andre, der har haft lignende oplevelser. Jeg vil gerne kæmpe for, at de må være her og leve deres liv, som de vil. Spørgsmålet er, om Sune og Andreas også vil kæmpe for min ret til at have mit syn på køn og kærlighed? Min ret til at følge mit præsteløfte, sådan som min samvittighed påbyder mig? Det står ikke klart efter at have læst deres bog, og det er dens største svaghed. På trods af dette er det en vigtig historie, de fortæller.
