Efterårsdysterhed og tro
Af Peter Kujala
Bærer vores tro gennem alt, selv i mørke øjeblikke? Årets værste angsttur, hvor ferien sluttede, er begyndt at løsne grebet. Men nu trænger efterårsmørket frem, de lange skygger lægger sig over ængstelige hjerter. De sidste blade giver op, mister farve, bliver mat mørkebrune, et vindstød og nøgne mørke grene breder sig ildevarslende mod den mørkere himmel. Verden brænder. Putin, nye udbrud af pest, skyderier hver dag, så nabolandene forsvarer sig selv og verden undrer sig over det nye kriminelle Sverige, klimaraseri oven i købet og recession hele tiden.
Det er nok og en risiko for os alle for at blive efterårsdeprimerede, koldt puttet i de gulnende, døende blade. Men håbet siges at være den sidste ting at forlade, og tre måneder til julens lyse trøst i det glitrende stearinlys og stjernen ovenover, der bringer ord om en frelser. Men for den troende burde lyset vel skinne alle dage og årstider, stærkest når mørket tykner til rundt omkring, så alligevel i løbet af efteråret?
“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Ved ham er alt blevet til, og uden ham blev intet til, dvs. i ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket har ikke overvundet det” (Joh 1,1-5). Bibelen lærer således om Jesus, og vi troende forventes at være bærere af dette himmelske lys til trøst og vejledning for andre som os selv.
Hvorfor virker dette mørke, dette mørke så vanskeligt, især når efteråret sætter ind? Muligvis kan det være, at vi skal tilbage til kilden, der er varm og lys. Jesus, som sagde “Jeg er verdens lys”. Måske er det tv’ets falske glimmer, der blokerer i timelange aftenafsnit eller andre meningsløse erstatninger. “Hvis nogen tørster, så kom til mig og drik,” sagde Jesus også, hvilket tydeligt indikerer, at vi skal tørste efter den sande livgivende kilde og så komme til Jesus, ikke tv-apparatet eller noget andet.
Hvorfor ikke prøve den ældgamle vej, der blev brugt af det gamle folkehjem, de gamle pinsevenner og de gamle frikirkefolk. Disse, der ikke havde et utal af andre muligheder og erstatninger, intet flimrende tv midt i stuen. De havde Bibelen og to tusind år gammel kristendom, der gav fred i hytterne, ro i familierne, det trygge og varme. Altså frelseren Jesus Kristus, som vi nævnte. Så fik han lov til at regere med sit lille lys i alles hjerte og nå alle afkroge af riget.
Dengang var nyheden ikke et rædselskabinet med en afgrundsdyb liste over elendighed og lidelse. Dengang var moral, etik og ærlige håndtryk normen, ikke bandeord. Sund fornuft og etikette indlysende helt ind til børnene, ligeledes hos de ældres fine og grånende. Men vi smed Fredsfyrsten, folket og samfundet ud, men måske hjalp vi troende i den sekulariseringsbølge, der skyllede ind over kirken i årtier? Uanset hvordan og hvorfor, bør vi så ikke invitere ham tilbage, bede om tilgivelse og nåde for folket, landet, os selv? Nu, når efterårsmørket truer med at slukke den sidste svagt flimrende lysflamme, og den store sorg triller ind… Jesus, kom tilbage! Amen.
