Fællesskab på Tværs i det sønderjyske
Der var høj sensommer sol over Folkehjem i Aabenraa lørdag d. 21. september, hvor der var indbudt til arrangement “Fællesskab på Tværs”. En bred skare på ca. 240 børn og voksne, havde sat hinanden stævne i det historiske hus, hvor H.P Hansen i 1918 banede vej for en genforening af de sønderjyske egne.
Provst Kirsten Sønderby bød velkommen og mindede deltagere om formålet med dagen: at skabe rum for samtaler på tværs af forskellige holdninger og aktuelle samfundstemaer.
Inspirerende foredrag
Eftermiddagen bød på en række inspirerende foredrag af folkeoplysende karakter. Direktør Mattias Stølen Due fra Center for familieudvikling talte med udgangspunkt i sin bog “Pas på parforholdet” om betydningen af trivsel i parforholdet og familierne. Samme tråd gik igennem i fagkonsulent Merete Dalsgaards foredrag, om hvordan nærheden i familierne bevares i en tid, hvor teknologien forandrer vores tilværelse.
Tidligere sygehuspræst og forfatter til bogen Arvegods Preben Kok talte med både lune og humor, om hvordan det moderne menneske ender med at blive syg og stresset af det moderne livs mange krav og forsøg på at styre alle dele af tilværelsen.
Tro og klimaforandringer
Samme optimisme kendetegnede ikke meteorolog Michael Jarvigs foredrag, i en tæt pakket sal om klimaforandringer. Han beskrev, hvordan han som ung metrolog ikke så en sammenhæng mellem hans tro og videnskabelige vejrstudier, men at den aktuelle klimakrise har udfordret ham til at forene disse to. Jarnvig forklarede, at klimaforandringerne motiverer ham til at sætte fokus på nødhjælp. Det handler om at gøre en forskel for verdens fattigeste, der rammes hårdest af klimaforandringerne.
Dagen bød desuden på et program med underholdning for børnene, selvom de fleste af dagens deltagere var i det modne segment. Deltagere kom fra nær og fjern, hvor hovedparten var vant til kirkelige arrangementer.
Charlotte Rørth: Tal om tro
Efter en udsøgt aftenbuffet stod aftenen på sang og musik fra Højskolesangbogen. Journalist og forfatter Charlotte Rørth leverede et personligt foredrag om hendes trosgennembrud og møde med Jesus, som beskrevet i bogen “Jeg mødte Jesus”. Hun informerede også om den aktuelle nationale kampagne “Lad os tale om tro”. “Vi må bare ikke holde mund med at tale om tro” var hendes afsluttede salut. Herefter blev deltagerne bedt om at dele deres syn på tro med hinanden hen over kaffen.
På gensyn i 2025?
Den lokale ankermand fra initiativgruppen, Michael Sangild, der dagen igennem havde stået i spidsen for en yderst engageret ledergruppe, sluttede dagen med at takke de medvirkende og deltagerne. Han åbnede også for muligheden for en gentagelse af arrangementet næste år, for igen at forene mennesker på tværs til samtale om aktuelle temaer.