Flygtninge i Østafrika kommer til tro på Jesus
Ronald Gabrielsen er søn af pinseprædikanten Jan Ernst Gabrielsen, der også er kendt som forretningsmand i Norge. Han var en af Aril Edvardsens første medarbejdere i Sarons Dal i Norge. Fra 1973-79 var han missionær i Øst-Afrika, og Ronald har boet i Kenya under noget af sin opvækst.
Jan Ernst Garbielsen startede i sin tid Sudans første pinsemenighed, og sønnen driver nu et større arbejde i Østafrika. Han har flere gange de seneste år besøgt denne urolige region for at udruste nationale missionærer, som kan udføre det arbejde, de vestlige udsendinge ikke længere er i stand til. Krig, sult og flugt har skabt en gigantisk humanitær krise, som gør, at vestlige missionærer og nødhjælpsarbejdere flere steder har trukket sig ud.
Norsk støtte
Men norske missionsvenner bidrager alligevel til arbejdet som givere og forbedere, og de muliggør det arbejde, som Ronald Gabrielsen og hans netværk udfører. ”Fra Sydsudan rejser en håndfuld norskstøttede afrikanske missionærer nordover til mere eller mindre isolerede landsbyer i Sudan,” fortæller han til Kristelig Pressekontor. Sydsudan blev en selvstændig stat, da landet rev sig løs fra Sudan efter en folkeafstemning i 2011. I Sydsudan er omkring halvdelen af de 11 millioner indbyggere kristne, mens hele 97 procent af befolkningen i Sudan er muslimer.
Sudan er derfor målet for flere norskstøttede udsendinge fra Sydsudan, som vil fortælle om Jesus. Den norske støtte betyder meget. Den gør udsendingene i stand til at nå ind til folk i et land, som i halvandet år har været hærget af en brutal borgerkrig og en efterfølgende stor flygtningestrøm. Situationen påvirker utallige mennesker. Nu i september er der 10,4 millioner flygtninge som følge af konflikten.
Otte millioner af dem er internt fordrevne, resten er rejst til et af nabolandene, som allerede var tungt bebyrdede med store flygtninglejre. Der er brug for masser af medicin og lægehjælp, samt mad, vand og telte – foruden hjælp til at dække de åndelige behov. ”Forkynderne oplever virkelig svære tider,” siger Ronald Gabrielsen. Madprisene er skyhøje, og ifølge FN er 25 millioner i fare for at blive ramt af hungersnød. 800.000 befinder sig allerede i en livsfarlig sultsituation. Heller ikke lokale pastorer er undtaget fra statistikken, så Gabrielsen har denne sommer indsamlet penge for at hindre, at de kommer til at sulte.
Glemt krise
Selv om der er enkelte tegn på ændringer, mener Ronald Gabrielsen, at krisen i Sudan længe er druknet i nyhedsbilledet. Det er flere enige i. Øystein Bjarne Skjærvik, der er logistikleder for Læger Uden Grænser i Darfur-området i det vestlige Sudan, skrev i juli på NRK Ytring, at krisen i området ”udspiller sig i øredøvende stilhed”. Han peger på, at 25,6 millioner mennesker i området mangler mad. Det udgør fem gange Norges befolkning – eller 12 gange flere end dem, som bor i Gaza og hvis krise beskrives dagligt i medierne.
Sudan-krisen får meget mindre opmærksomhed. Verden er kun langsomt i færd med at forstå, hvad der er ved at ske i Afrika. Magasinet The Economist skriver for eksempel, at Sudan-krisen er hele verdens problem. De mener, at stormagterne må holde op med at ignorere det, som sker der.
Barn af Jesus Revolutionen
For Ronald Gabrielsen bidrog både opvæksten i et prædikanthjem og mødet med Jesus Revolution i 1990’erne til det kald og den tjeneste, han nu står i. Ronald, hustruen Kasia og deres to børn er bosat i Lublin i Polen, hvor han er missionær og menighedsplanter. Kasia er polsk og har arbejdet som lærer ud over arbejdet i menigheden.
”For at gøre en lang historie kort, så mistede min far lidt af kontakten med de lokale pastorer i Sudan i nogle år på grund af situationen der,” siger Ronald. Men i 2020 blev kontakten genoptaget, og nu støtter netværket et par pastorer i Sydsudan, tre-fire i Kenya, en i Uganda og en familie i Tchad. I tillæg hjælper de lokale ledere i Sudans hovedstad, Khartoum.
Jesus-film fører til tro
Sudan er ifølge Open Doors (Åbne Døre) verdens ottende farligste land for kristne, og de forkyndere, Gabrielsen støtter, har et svært liv. De kommer frem til fods, på cykel eller motorcykel til landsbyer uden grundlæggende sanitære forhold. Ofte rejser de med fare for liv og helbred. Gabrielsen henviser til tal fra The Joshua Project, en kristen forskningsgruppe fra USA, som har fundet, at 169 af verdens 7.215 unåede folkeslag er at finde i Sudan.
”Dette giver store muligheder for kristen mission,” mener han og fortæller om pastorer, som er blevet tilbage i Sudan midt under krisen for at fortsætte med at dele evangeliet og drive menigheder.
I muslimske landsbyer er det ifølge Gabrielsen mindre kontroversielt at starte en generator og vise en film, end det er at tale om Jesus. Man viser den Jesus-film, som er baseret på Lukasevangeliet fra 1979. Den bliver ofte godt modtaget, og der opstår ofte vækkelse. ”Folk er glade for at høre noget nyt, og mange kommer til tro,” fortæller Ronald Gabrielsen.
Edvardsen-discipel
En af Gabrielsens kontakter er pastor Fermo Ogilla, som KPK får kontakt med på videolink fra Juba i Sydsudan. Ogilla blev som barn døbt af katolske missionærer, som gav ham hans italienske navn. Men det var et brevkursus fra Aril Edvardsen i Sarons Dal, som førte ham frem til en bevidst tro. Pastor Ogilla ved, hvad det vil sige at blive forfulgt.
”Forfølgelse er meget krævende. Når du føler, at nogen er efter dig og jagter dig, er det et stort psykisk pres. Men det har gjort, at vi søger nærmere Gud i bøn. Vi har set mange mirakler, og nu er situationen anderledes, med fuld frihed til at starte kirker,” siger Ogilla.
”Vi er meget glade for både Ronald og hans far,” skriver en anden pastor til KPK på Messenger fra Uganda. Isaac Badai støttes også fra Norge og er med til at lede kristne fællesskaber blandt syd-sudanere i Bidibidi-lejren i det nordlige Uganda. Her har Badais familie taget syv forældreløse børn til sig for i det mindste at hjælpe nogle. Så der er udbredt glæde over den vestlige hjælp.
”Vi klarer os ikke alene,” siger Isac Badai, som er bekymret for voldsudsatte kristne kvinder i lejren. Han fortsætter med at hjælpe dem, der har behov for det i samarbejde med lejrens 24 menigheder.