Helmi har været missionær i 40 år: ”Kærligheden er min drivkraft”

For 40 år siden rejste Helmi Lundin de Castro til Peru for at blive missionær. Det blev starten på en livslang rejse, et ægteskab med Felipe og en kærlighed til et folk, som var meget anderledes end det, Helmi ellers kendte til.

Som ung oplevede Helmi, at Gud kaldte hende til at blive missionær. ”Jeg var på ferie i Peru og besøgte nogle missionærer og så behovene,” fortæller hun. ”Da jeg kom hjem var alt forandret, og jeg vidste, at jeg skulle til Peru. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne dække alle de behov, som der var i Peru, men jeg oplevede, at Gud sagde ”Du kan elske” – og det er der ingen undskyldning for ikke at gøre,” siger Helmi.

Helmi tog kontakt til lederskabet i pinsekirken i Mariager, hvor hun hørte til, og de kunne bekræfte hendes kald og sendte hende ud som missionær. Hun tog i første omgang afsted i et år – men det skulle vise sig at blive et helt liv.

Sprogforvirring

I Peru er spansk det officielle sprog. For at lære det, inden hun tog afsted, sad Helmi med et kassettebånd og øvede sig. Men hun fandt hurtigt ud af, at det bestemt ikke var nok. ”Jeg fik det lært på den barske måde,” siger hun. ”Der, hvor jeg var, var der mange, der heller ikke kunne spansk. Så jeg fik lært meget dårligt spansk,” siger hun. ”Jeg taler det rimelig godt i dag, men laver stadig fejl – men jeg tror også, folk elsker mig, fordi jeg ikke er fejlfri,” siger Helmi med et smil.

Fandt kærligheden i Peru

Helmi arbejdede først i junglen i Peru. Efter en tur hjem til Danmark blev hun kaldet til det nordlige Peru. Her mødte hun Felipe, som også arbejdede i menigheden. ”Da jeg lærte Felipe at kende, var jeg usikker på, om han var den, jeg skulle giftes med,” siger hun. ”Men vi blev gift, og som tiden gik, kunne jeg se Guds vilje i, at jeg fik Felipe, for han har lært mig en masse og været mig en kæmpe hjælp i min tjeneste.”

Vished om kaldet

”Peru er et katolsk land. Peruanerne blev påtvunget katolicismen, da spanierne kom, og de blandede det med deres egen måde at tro på. Så de behøver også evangeliet i Peru. De har brug for at høre, at Jesus er deres frelser,” fortæller Helmi. ”Jeg ved, at Gud kaldte mig til Peru, og at han kaldte os til at tage os af præstefamilier – og når Gud kalder, så virker han med,” fortsætter hun. ”På den måde er det lykkedes os at samle præstefamilier fra de mest konservative til de mest yderliggående pinsekirker og få dem til at kunne lide hinanden. Det er kun Gud, der kan gøre det.”

Hjerte for børn

De, som kender Helmi, ved, at hun er et kærligt og givende menneske. For hende er kærligheden til mennesker drivkraften, og det lyser ud af hende. ”Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker og især børn,” siger Helmi. ”Jeg elsker, når jeg kan nå ind til et traumatiseret barn og komme dertil, at jeg kan give det barn et knus. Jeg elsker at få dem til at le, og den største titel, jeg har fået, er fra nogle børn, som sagde: Der er hende den morsomme. Jeg vil gerne være hende den morsomme for børn og mødre,” siger hun med et smil.

Guds ledelse

Helmi og Felipe har oplevet, hvordan Gud har guidet dem og ledt dem i de mange år, de har tjent.

”Vi har oplevet, at Gud har sendt os til steder, hvor der var mennesker, som havde brug for hjælp, og som næsten sad og ventede på os. Vi har oplevet Gud frelse, forny og helbrede mennesker, og det har været stort. Vi har arbejdet med unge fra præstefamilier, som har forladt kirken og Gud, fordi de var vrede på kirken, deres familier og Gud. Vi har holdt møder med dem, hvor rigtig mange af dem er kommet tilbage til Gud og tjener i kirken i dag. Det er noget af det, jeg er mest glad for – at se mennesker, som vi har arbejdet med, som har mødt Jesus og siden er blevet voksne og tjener Jesus i dag.”

Legetøj

Naturkatastrofer har der været mange af, men også her har Gud vist en vej til hjælp, og Helmi og Felipe har oplevet at kunne give håb, der hvor der var håbløshed.

”Vi har altid været til stede, når der har været oversvømmelser eller jordskælv. Gud talte på en speciel måde om, at vi skulle sørge for legetøj til børn. For hvis man har mistet alt, hvad man har, så er det forfærdeligt – især for børn. Folk syntes, det var skørt, at vi satsede på legetøj til børn. Men det, at et barn har en dukke at snakke med eller en bil at lege med, betyder en masse. Mange steder i Peru har børn ikke noget ”børneliv”. Så det, at de kunne få et stykke legetøj sammen med Guds ord, det har været kraftfuldt. Så vi har prøvet at være, hvor vi kunne med hjælp. Gud har altid sørget for, at nogen har givet, når der var behov. Med hjælp fra Danmark har vi kunnet gøre store ting. Man kan gøre meget for mindre penge i Peru.”

Håb i håbløshed

Helmi har også oplevet at træde ud i tro for at hjælpe mennesker. ”Der var en oversvømmelse, hvor folk var meget traumatiserede bagefter,” fortæller Helmi.

”Så jeg fik på hjerte, at vi skulle holde en lejr for præstefamilier i det område tre uger senere. Vi inviterede 150 mennesker på lejr, men vi havde ingen penge. Så jeg gik ind på et hotel og spurgte, om vi kunne holde lejren der. De sagde ja og krævede ingen penge for det, da jeg fortalte om min idé. Da lejren begyndte, havde jeg fået penge nok til at dække kost og deres udgifter til transport for at komme til lejren. Folk havde jo ikke penge til selv at betale rejsen. De to dage, vi var sammen, føltes som en evighed på den gode måde. Alle følte Guds nærhed og velsignelse. Det var, som om dagene blev ved, så der var tid til, at alle fik den trøst, de havde behov for. Det var et mirakel.”

Behøver Jesus

”Rigtigt mange folk er så sårede, og de har bare brug for trøst og knus. De har ofte oplevet forfærdelige ting, og det er så vigtigt at give dem trøst,” siger Helmi. ”Her virker Gud også på en fantastisk måde med lægedom, for når de kommer, er de ofte meget sårede og kede af det. Når de så har været i Guds nærvær, er de glade igen. Det kan godt være, at deres omstændigheder ikke er ændrede, men de har fået nye kræfter i mødet med Gud.”

Hjælp til præstefamilier

Arbejdet med præstefamilierne har for Helmi og Felipe bestået i at arrangere lejre for dem overalt i landet. ”Vi har holdt det lokalt rundt omkring,” fortæller hun.

”Tjenesten har bestået i at give dem et møde med Jesus, så de har fået nye kræfter til at tage hjem og tjene Jesus der, hvor de bor. Man har ikke ferie i Peru, og de fleste har ingen penge. Selv om de måske bor tæt på stranden, har de måske aldrig været der, fordi de ikke har penge til at komme dertil. Gud kaldte os til at forkæle præstefamilierne og hjælpe dem. Så på den måde arbejder vi i hele landet. Vi prøver på at give dem hjælp til skolestart og til jul, så de kan købe en gave til deres børn. Vi giver også universitetshjælp og har bl.a. en, som netop er blevet færdig som læge, og hjælpen kommer bl.a. fra Danmark og private personer og fonde. Når man giver dem nyt håb, så når det ud til menigheder og samfundet.

Pension – ikke her

Helmi har været i Peru i 40 år, men har ikke tænkt sig at stoppe. ”Selvom jeg har været der i så mange år, så har jeg stadig kræfter, som om jeg var 15 år gammel,” siger hun glad. ”Når Gud giver kræfter og talenter, så skal de bruges. Gud han inspirerer os til, hvad vi skal gøre – og det gør jeg i Jesu navn. ”Pension” er et statsligt princip, det er ikke et bibelsk princip. Verden behøver stadig langtidsmissionærer, som forstår kulturen og har bygget en tillid op og kan nå dem, og der bliver man aldrig pensioneret,” siger Helmi glad.

Arbejder fra Danmark

Tiden i Peru er slut, og planen er, at Danmark nu skal være Helmi og Felipes base fremadrettet. Da Felipe er peruaner, har han ikke dansk statsborgerskab, men har nu fået opholdstilladelse i Danmark, og det har ændret deres tjeneste. Det har betydet, at de ikke længere kan opholde sig i Peru hele tiden, da han kun må rejse til udlandet 3-4 måneder om året. ”Nu arbejder vi fra Danmark og tager afsted til Peru engang om året i den tid, vi må,” siger Helmi.

Kontakt via nettet

”Vi fortsætter vores arbejde fra Danmark ved hjælp af midler fra fonde og andre, som støtter. Vi har kontakt med folk i Peru via nettet, hvor vi holder daglige andagter. Vi laver videoer, som vi lægger op til dem. Vi har også meget sjælesorg. I de familier, vi har kontakt med, er der mange ting, de ikke kan fortælle til andre. Så, når Peru vågner op omkring kl. 12 dansk tid, begynder folk at skrive. Så deler de deres liv, selv om vi er her. Så vi kan arbejde, selv om vi er langt væk. Men vi kan ikke give knus, og det er svært at føre en rigtig samtale. Derfor er det også stadig vigtigt, at vi kommer til Peru en gang om året. Det har været svært for folk fra Peru, alle dem, vi arbejder sammen med, at vi ikke længere er der hele tiden. De føler sig alene og hjælpeløse. Gud gav os et særligt kald til at hjælpe pastorfamilier, og dem prøver vi stadig at hjælpe herfra, når vi ikke kan være i Peru.”

Trætte, men lykkelige

Når parret er i Peru, er de ikke kun et fast sted. ”Vi rejser rundt i hele Peru,” fortæller Helmi. ”Nogle gange har vi fem møder på en weekend, og møderne varer ofte 3-4 timer, fordi folk ikke har lyst til at gå, når Guds ånd virker. Så det er et krævende arbejde, og vi bliver trætte, men vi bliver også lykkelige.”

Hjertet er i Peru

Helmi har nu arbejdet i Peru i 40 år, og hun ved godt, hvor hendes hjerte er. ”Hvis man skal arbejde et helt liv som missionær, skal man have et kald,” siger Helmi.

”For så har Gud skabt dig til at passe ind lige der, hvor han sender dig hen. Jeg har altid følt mig godt tilpas og hjemme i Peru. Fordi Gud kaldte mig til Peru, er det der, mit hjerte er, og der jeg gerne vil være. Men jeg ser også behov i Danmark. Så, hvor jeg er, der er jeg. Men hvis du spørger, så vil jeg nok helst være i Peru,” siger Helmi. Hun understreger dog, at passion og kærlighed er det vigtigste, uanset hvor man er.

Passion og kærlighed

”Det har været fantastisk at tjene Gud i Peru. Han giver passionen, han giver kærligheden, og så gør han undere. Gud gør undere i dag ved sin helligånd og at blive ledt af Gud til at gøre ting for ham – det er stort. At se mennesker, som kommer og er totalt triste og sårede, blive frie og glade; det er det største, man kan bruge et liv til,” siger Helmi.

”Se på mit liv: Gud har været trofast, og hvis jeg skulle vælge i dag, så ville jeg gøre det samme igen. Det mest fede er at få lov til at gøre det, som Gud vil. Jeg vil opmuntre menigheder til at bakke op omkring kald og tjenester, så alle kan opleve Guds velsignelse i det liv, han har kaldet til. Det er fantastisk at tjene Gud, og jeg tror på, at mission ikke er slut. Vi skal gå ud, inden Jesus kommer igen. Tiden er kort, og der er brug for alle, som vil tjene. Gud er arbejdsgiveren. Det er ham, der kalder, og vi går”, slutter Helmi.