Hvad præsten siger…
Min mand Ulrik er egentlig præst, men arbejder som leder på et værested for alkoholikere og socialt udsatte. I manges øje, og nok også deres egne, er de ikke Guds bedste børn. Der kan dog opstå små situationer af Guds humor og visdom midt i det mørke, der omgiver mange af dem.
En dag kom en af brugerne, en muslim fra Nørrebro, ind og begyndte at snakke om, at han mener, at alle religioner tilbeder den samme Gud. Han var på vej til København for at halalslagte et får med familien i anledning af den muslimske højtid Eid. Han har et arabisk navn, men “vi kalder ham Teddy”. Teddy taler meget københavnsk og argumenterede i et stigende toneleje, så min mand overvejede et øjeblik: ”Skal jeg bare lytte til ham, eller skal vi have en dialog midt i spiserummet?” Han besluttede sig for, at han havde overskud til at tage en stille og rolig dialog med manden.
Min mand svarede afdæmpet, at han mener, der er forskel på religionerne.
– Hvem mener du fx Jesus er? spugte han.
– Han er den største profet. Han er også en mere hellig profet end Muhammed, mente Teddy som argument for at jødedom, kristendom og islam tjener den samme Gud.
– Ja, der er forskellen så, at jeg mener, Jesus er Guds Søn. Det, synes jeg alligevel, er en stor forskel.
– Nej, det mener jeg ikke, svarede Teddy.
– Hvad så med treenigheden?
– Ja, Gud er selvfølgelig en, det er logisk. Noget, der er ét, kan jo ikke være tre.
Min mand overvejede et øjeblik, hvordan han kunne illustrere det. Hans køkkenhjælper havde lige rakt ham et æg til frokosten.
– Kan du se dette æg? Det består af en skal, en hvide og en blomme. Der er tre dele, men alligevel er det ét æg.
Nu fik Teddy noget at tænke over, og de andre brugere begyndte at blande sig i samtalen med tilråb.
– Det er rigtigt, det Ulrik siger. Sådan!
Ulrik blev lidt befippet over opbakningen fra brugergruppen omkring argumenter for treenigheden.
– Og så er der noget indenfor islam, som jeg ikke kan acceptere, fortsatte Ulrik roligt. – Det er jihadisme, den ideologi, der ligger bag fx Hamas. Det, mener jeg ikke, er en menneskelig måde at behandle andre på, fortsatte han.
– Du ved heller ikke, hvor mange jøderne har slået ihjel, protesterede Teddy.
– Den ene uret kan ikke retfærdiggøre den anden uret, fastslog Ulrik.
Nu begyndte stemningen i brugergruppen at stige.
– Sådan, Ulrik, det er nemlig rigtigt! Udbrød en.
– Du mener noget andet end os, og alligevel får du lov til at udtale dig her, udbrød en anden med humor i stemmen.
Selv en af de hårde drenge på bagerste række fastslog med myndig stemme, at det, præsten siger, er det helt rigtige. Tonen i alt dette er rolig og humoristisk. Så skulle Teddy nå toget til København.
– Og det var nok meget godt for alle parter, slutter min mand historien af.
“Menneskesønnen er jo netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte.” Lukasevangeliet 19,10
