Lærerpar fra Løgumkloster har solgt alt og er på vej til Cambodja med evangeliet

Niels og Birgitte Kousgaard arbejder begge som lærere, men om kort tid ændres deres liv markant, når de skifter den trygge tilværelse ud med titlen som missionærer i Cambodja.

Da Udfordringen besøger Niels og Birgitte i deres hjem i Løgumkloster, står alt stadig på sin plads. Men snart tømmes huset, bilen sælges, og så vil det eneste de ejer, være et sommerhus på Rømø. Det 52-årige ægtepar har oplevet et kald fra Gud om at blive missionærer og træder nu ud i det. Men beslutningen kom ikke over en nat.

Tanker om mission

”Da vi var unge og var i gang med studier, tænkte vi på, om vi måske skulle bruge vores arbejde i udlandet som missionærer,” fortæller Niels. ”Birgitte læste til lærer, og jeg var gået i gang med teologistudiet, og mens vi var i gang, overvejede vi det og snakkede om det, men det blev aldrig til mere. Undervejs skiftede jeg studie fra teologi til lærer, så vi blev lærere begge to. Derefter flyttede vi til Sønderjylland, hvor jeg blev efterskolelærer.

Da jeg så senere blev forstander på Løgumkloster Efterskole, hvor jeg også havde været lærer, startede vi et spor, som hed ”Fokuskristendom”. Et spor, som handlede om livet som kristen, Bibelen osv. Der arrangerede vi også en missionstur til Tanzania, hvor vi besøgte nogle missionærer, og eleverne fik indblik i livet som missionær. Der fik jeg tanken: Havde jeg hørt forkert? Ville Gud, at jeg skulle være missionær? Hvis jeg havde vidst, at det var sådan, det var, så havde jeg måske valgt det. Det tændte noget i mig. Det tog jeg hjem og fortalte til Birgitte.” Det var dog ikke umiddelbart en tanke, der tændte noget i Birgitte.

”Ja, han kom hjem og fortalte, at hvis der var nogen, der havde givet ham en tur til Tanzania, da han var ung, så havde hans liv nok set anderledes ud. Det pudsige var, at da vi var unge, var det mig, der var tændt på at komme til udlandet, måske Israel eller noget i den stil. Nu kom han så hjem og sagde det her med Afrika, og det sagde mig ingenting. Så jeg sagde: Det er fint med dig, men sådan har jeg det ikke.”

Fra Tanzania til Cambodja

Missionsturene med skolen fortsatte, og Niels var afsted de næste tre år med eleverne. Da der senere var udskiftning af missionærerne i Tanzania, måtte de finde andre missionærer at samarbejde med. Det blev i Cambodja i stedet for Tanzania. Det år, hvor det blev ændret, var Birgitte også blevet lærer på efterskolen, og hun underviste også på Fokuskristendom-linjen. Derfor var det naturligt for Birgitte at komme med. Tilfældigvis blev det Cambodja, hvor der var nogle missionærer, som brændte for at vise de unge landet som missionsland. Så de indgik et godt samarbejde med skolen.

Fattede kærlighed til folket

”Da vi kom derned, kunne jeg mærke, at der skete noget i mig,” siger Birgitte. ”Jeg blev meget betaget af folket, af deres kultur og det land, de var i. De havde været udsat for så mange grusomheder. Landet havde været udsat for folkemord, så rigtig mange manglede familie, fordi de havde været berørt af det. Den nød, som det her folk var i, var meget tydelig. Kulturen var, at, selv om de bar rundt på denne tunge bagage, så var det et festligt og gæstfrit folk, som gjorde, hvad de kunne for at tage godt imod os.”

”Deres religion var tydelig,” fortæller Birgitte videre. ”Det er et meget buddhistisk land, og de har meget forfædre-tro. Foran hvert eneste hus stod der et ”alter” med lys, og vi spurgte nysgerrigt ind til det. Så fortalte de, at det var en tilbedelse af deres forfædre, og at det var meget vigtigt, at man behandlede sine afdøde forfædre godt og med respekt, for hvis man ikke gjorde det, så ville de straffe en. Det betød, at hvis der skete noget dårligt, så var det, fordi de ikke havde behandlet deres forfædre med respekt. Vi fik en oplevelse af, at de var meget bundet. På trods af deres gæstfrihed og store hjerte, så var de bundet i frygt og afgudsdyrkelse. Det skabte en kærlighed til det folk i mig,” fortæller Birgitte.

Et land i vækkelse

Niels fornemmede, at her var der banet vej for vækkelse.

”Jeg tænkte, at det var vigtigt, at nogen tog til Cambodja for at prædike evangeliet,” siger han. For når de hørte evangeliet, så greb de det på trods af al modgang, de har stået i. Der var en åben dør, for de tog imod det, når de hørte det. Guds ånd virkede virkelig her. Der var en lokal kirke i byen Siem Reap, som skulle bygge til. De skulle bruge håndværkere, og da håndværkerne kom, spurgte de, hvad der skulle bygges og fik at vide, at det var en kristen kirke. De spurgte så ind til, hvad det var for noget, og så fik de evangeliet fortalt – og så tog de imod det og blev kristne. Sværere var det ikke. Der var bare en åben dør. Vi kunne hurtigt se, at her kunne vi bruges begge to.”

Fornemmede en ændring

I januar-februar 2018 var Niels og Birgitte dernede igen, og de havde begge den fornemmelse, at de ikke skulle arbejde på efterskolen for altid. Den næste tanke var, at de nok heller ikke skulle blive i Løgumkloster. Mere vidste de ikke, men de var åbne for, at det godt kunne være noget missionærarbejde. På den anden side var de ikke i en livssituation, hvor de kunne gøre det, da de havde hjemmeboende børn, som gik i skole. Men der var åbnet en dør, og de tænkte, at der måske godt kunne være noget i fremtiden.

På vej mod mission

”I 2022 kunne vi se enden på, at vi havde hjemmeboende børn. Derfor henvendte vi os til Luthersk Mission og spurgte, om de kunne bruge os, selv om vi ikke tidligere havde været missionærer,” fortæller Niels.

”Vi gik meget langsomt frem og tog ikke nogen hurtig beslutning. Men, efter at vi tog beslutningen, har vi nogle gange været utålmodige og tænkt, at det gik for langsomt. Vi har haft familien med i processen. Vi har snakket med vores børn og fortalt dem, hvad Cambodja gjorde ved os og spurgt dem, hvad de tænkte om det hele. De har været meget positive omkring det, og det er ikke kommet som noget chok for dem. De har givet deres velsignelse og glæder sig til at komme og besøge os dernede. Vores børn har hinanden og farmor og mormor og morfar, så de er ikke ladt alene tilbage.”

Niels og Birgitte oplever, at der er et åbent vindue nu, hvor tingene har lagt sig til rette, for at de kan komme afsted. ”Vores forældre og børn er et godt sted, og vi har det begge godt – vi kunne jo hurtig få skavanker, og så ville det være for sent for os. Vi synes, at det er det rigtige tidspunkt. Vi glæder os rigtig meget til at komme afsted og træde ud i det, siger de samstemmende.”

Fra erfaren til nybegynder

Parret skal bo i byen Siem Reap. Det første halve år skal de på sprogskole. ”Det er et meget vanskeligt sprog at lære,” siger Niels. ”Vi skal lære at kunne føre hverdagssamtaler, så vi kan få kontakt med folk. Vi forventer ikke at komme til at kunne læse det. Hvis jeg skal holde en prædiken eller en bibeltime, så er det ikke sikkert, at jeg vil kunne holde det på khmer (cambodiansk), så det bliver nok på engelsk med en tolk. Sådan er der flere, der arbejder.”

”Det er også derfor, LM investerer så meget tid i, at vi skal lære sproget, fordi man ved, at det er med til at åbne døre ind til folket,” supplerer Birgitte.

”Vi har mange erfaringer, og det går ret godt, fordi man bliver dygtig til det, man laver,” siger Niels. ”Nu skal vi starte helt fra 0 og være dem, der skal lære. Vi har ingen forudsætninger og skal starte som spædbørn. Det bliver spændende, men det kan også være psykisk hårdt, for lige pludselig magter man ikke noget. Man bliver frustreret over alt det, man ikke kan. Det har vi fået at vide, at vi skal arbejde med. Vi har jo bare lyst til at komme i gang. Men det kan blive frustrerende, at vi måske ikke lykkes i starten.”

Arbejdsopgaver

Mens de har sprogstudier, bor de i byen og vil få mulighed for at se, hvor de kan gå ind og hjælpe til. Niels’ opgave bliver primært at prædike og dele Guds ord, mens Birgitte endnu ikke kender sine arbejdsopgaver. ”Jeg ved, at det bliver noget diakonalt. Der er ingen tvivl om, at der er masser af muligheder. Men hvad det er, jeg skal gå ind i, ligger helt åbent. Jeg fornemmer, at det bliver arbejde med kvinder eller unge. Men nu må vi se, for det ligger åbent lige nu.”

Ikke bare let

Parret er klar over, at det hele ikke bare bliver let.

”Vi skal med god samvittighed tage hånd om os selv, for det er hårdt at lande, og det er hårdt at lære sproget. Man vil meget naturligt have en iver efter at gøre gavn, og der har vi fået at vide, at det skal vi ikke regne med at gøre det første lange stykke tid, og det skal vi ikke have dårlig samvittighed over. Det er en del af missionen, og de penge, der er givet, er givet, for at vi også kan falde til, lære sproget og blive en del af samfundet.”

Frigørelse fra det materielle

”Jeg har mødt mennesker, der har udtrykt beundring for det, vi gør, men for os er der også en kæmpe frihed,” fortæller Niels. ”Det er fantastisk frigørende at kunne sælge alt, hvad vi ejer. Bare det at gøre os fri af alle de materielle ting, som kan binde os og tage vores tid og kræfter, det er befriende. Det føles befriende.”

”Det materielle har faktisk været en hindring for at høre Guds kald i vores kald,” supplerer Birgitte. ”Da jeg tænkte på, om vi skulle kontakte LM, tænkte jeg på, hvor vi skulle gøre af alle vores ting. Jeg oplevede, at det materielle blev en byrde, en hindring i stedet for en glæde. Jeg var glad for, at vi ikke ejede et hus, som vi skulle sælge, og som vi havde knyttet os til. Nu, hvor vi er her og har fundet løsninger på det hele, så føles det befriende.”

Forventninger

Lige nu er parret i en proces, hvor de gør sig klar til deres nye tilværelse. Til det knytter der sig helt naturligt nogle forventninger.

”Min forventning er, at Gud går med, for jeg er overbevist om, at det er ham, der har kaldet os til at tage af sted og givet os modet og lysten til det. Jeg er spændt på, hvad Gud vil bruge os til. Jeg forventer også, at det bliver hårdt og at møde modgang. Der kan komme savn efter at komme hjem, eller det kan blive hårdt at være nybegynder. Jeg forventer ikke, at det bare bliver et eventyr hele vejen. Men det er også det, der kan bære, at man kan klare stormvejr, nemlig at Gud går med.”

Jesus er foran i båden

Et centralt sted i stuen hænger et stort maleri, som parret er vældig glade for. Det viser Jesus og disciplene i båden på søen – og Jesus er med forrest i båden.

”Vi kan identificere os med disciplene og deres reaktioner. Nogle bliver søsyge, andre er bange, og de frygter, at de drukner. Men Jesus er i båden – og det er nok det, jeg forventer: At Jesus er med, og det er ham, der har sagt, at vi skal gøre det, og så må han bære,” siger Birgitte. ”Jeg glæder mig også virkelig til, jeg kommer dertil, at jeg kan snakke med en cambodianer – ikke en dyb samtale, men bare det med at kunne føre en samtale.”

Et skridt ad gangen

Niels er spændt på, hvad fremtiden bringer. ”Jeg forventer, at jeg må tage et skridt ad gangen. Jeg forventer ikke at se vejen fire år frem. Jeg forventer også, at vi bliver involverede i mange forskellige ting, både små og store. Jeg tror også, vi kommer til at møde menneskelig og åndelig nød, hvor vi forhåbentlig kan gøre en forskel. Jeg glæder mig til, jeg kommer så langt, at jeg kan tale Guds ord og række dem evangeliet, så de forstår det,” siger Niels.

Den kommende tid

Niels og Birgitte stoppede på deres arbejde 1. september, og den 15. september skal de være ude af deres hus. Den 24. september rejser parret til England, hvor de skal på missionsskole. ”Vi skal være der i ti uger og forberede os på livet som missionærer,” fortæller de. ”Det er en missionsskole, som skal forberede os på at komme ud i multikulturelle samfund. Vi skal lære os selv lidt at kende i den sammenhæng, vores styrker og svagheder. Selv om Guds Ånd skal virke, så gør det jo ikke noget, at vi bliver lidt ”menneskekloge”,” siger Birgitte med et smil.

Parret kommer hjem igen i december, hvor de kan holde jul og nytår med familien. Den 5. januar er der udsendelsesfest på Løgumkloster Efterskole, og derefter rejser de til Cambodja. Niels og Birgitte har tegnet kontrakt på fire år som missionærer med Luthersk Mission, og så ser de, hvad der sker derefter.