Mange fravælger folkekirken, fordi de er i tvivl om, hvad den kan rumme
Signe Klitgaard, der til daglig rådgiver og uddanner begravelsesrådgivere, har skrevet en roman om processerne omkring død og begravelse. Mange er bange for den døde krop, og det vil jeg gerne ændre på, siger hun.
Kan man se sin afdøde mand, hvis han er død ved at trafikuheld? Kan man give sin afdøde mor hendes yndlingskjole på i kisten? Og skal kisten nødvendigvis være hvid?
Der er mange spørgsmål omkring et dødsfald, og mange af de processer, der foregår før, under og efter en begravelse, er ukendte for mange. Men i en ny roman af Signe Klitgaard kan læserne komme helt tæt på processerne. Romanens hovedperson, Astrid, er begravelsesrådgiver – eller bededame – og hun er ikke en helt sædvanlig en af slagsen. Hendes rustvogn er hvid, og hendes måde at håndtere de døde på vækker opsigt hos sygehuspersonale, kapelpersonale og pårørende.
”Jeg ville gerne skabe en hovedperson, der repræsenterer et helt almindeligt menneske med en hverdag fuld af de udfordringer, som kvinder og mødre har. Hun skal køre sit barn i institution om morgenen og hente det om eftermiddagen og smøre madpakker og lave mad, og hun har sine egne sorger og traumer at bære på.
Alt det har hun med sig, når hun arbejder med de processer omkring døden, som de færreste af os kender til,” siger Signe Klitgaard.
Hun er uddannet inden for læring og didaktik og har arbejdet med familieterapi, inden hun blev ansat i en virksomhed, hvor hun uddanner begravelsesrådgivere og er med til at udvikle nye måder at tage afsked på. Hun har blandt andet lavet en ceremonilederuddannelse, hvor hun uddanner personer, der kan tilbyde ceremonier omkring dødsfald, som ikke nødvendigvis omfatter kirke eller tro.
Den døde krop er tabuiseret
”Askeland”, som hendes roman hedder, er inspireret af hendes møde med begravelsesrådgivere og andre, der er med til at skabe rammer omkring afsked med de døde. ”Jeg har skrevet tekst for mig selv længe, og på et tidspunkt begyndte de her små tekster om Astrid at dukke op, og jeg fandt ud af, at jeg havde en masse på hjerte, som jeg tror egner sig bedre til at formidle via skønlitteratur end via faglig formidling. Det er min oplevelse, at især den døde krop er meget tabuiseret i Danmark, og det håber jeg at ændre på med min bog,” siger hun.
”Askeland” opdelt i korte fortællinger, hvor der er fokus på de sorgramte og på alle dem, der indgår i processerne omkring de afdøde, og et gennemgående tema er, at man kan omgås både døden og de døde på mange måder – og at det er vigtigt at vælge sin måde med omhu. ”Astrid repræsenterer en person inden for sit fag, der gerne vil gå nye veje og gøre tingene anderledes. Det bliver bemærket, og det har også omkostninger for hende. Det er en vigtig pointe for mig,” siger Signe Klitgaard.
”Alle kan kalde sig bedemand, der er intet krav om, at man tager et branchekursus. Der er reelt ingen kvalitetssikring, og det er helt i modsætning til, hvilke krav vi stiller, når vi skal tage imod et nyt menneske, der kommer ind i verden. Jeg synes, at vi bør gøre os lige så meget umage, når et menneske forlader verden, og vi skal tage afsked,” siger hun. Signe Klitgaard oplever, at flere og flere danskere fravælger folkekirken til ceremonien omkring en begravelse, men hun tror ikke, at det handler om manglende tro.
”Jeg tror, at mange har et ret snævert billede af, hvad der kan lade sig gøre i kirken. De har ofte et billede af, at en begravelse er noget med en hvid kiste med hvide liljer eller røde roser på, og at præsten holder en tale, og der bliver sunget ”Altid frejdig når du går”. Mange synes nok, at det virker kedeligt og trist, og så søger de andre muligheder,” siger hun.
Signe Klitgaard oplever, at flere og flere danskere
fravælger folkekirken til ceremonien omkring
en begravelse, men hun tror ikke,
at det handler om manglende tro.
Kirkens dramaturgi er virkningsfuld
En del vælger at afholde ceremonien i et kapel, hvor rammerne for, hvad man kan gøre, er friere. Der kan man synge og spille den musik, man ønsker, holde mange taler osv. ”Meget af dette kan også lade sig gøre i folkekirken, men det afhænger af præstens holdninger. Kan man åbne kisten før ceremonien, så de pårørende kan se den afdøde? Kan man spille Kim Larsen i kirken? Det varierer fra sted til sted, så der er en usikkerhed forbundet med det,” siger hun.
Hun tilføjer, at mange mennesker lægger stor vægt på jordpåkastelsen som et vigtigt ritual. I det hele taget har kirken en tradition, som for mange er gode at læne sig ind i, tro eller ej, mener hun. ”Kirkens dramaturgi omkring en begravelse er utrolig virkningsfuld, og derfor ser man også, at de borgerlige ceremonier læner sig meget op ad den. De faste ritualer fungerer godt til at hjælpe mennesker igennem den emotionelle proces i en afskedssituation. Kirken har en stor styrke i en tradition,” siger hun.
”Men samtidig mener jeg, at ceremonien bør kunne være lige så personlig og individuel som andre vigtige begivenheder i livet, fx bryllup og fødsel. Mange bryllupper afspejler jo i høj grad parrets særlige interesser og værdier, og også ved fødsler ser vi, at flere og flere tager nogle bevidste valg omkring fx hjemmefødsel, sanserum, musik og meget andet, som ikke kun handler om det sundheds- og sikkerhedsmæssige, men også hvordan man skaber den bedst mulige oplevelse af at føde og blive født,” uddyber Signe Klitgaard.
Et mere sanseligt farvel
Personligt tror forfatteren på, at der findes et efterliv, hvor sjælen eller ånden lever videre. Men hun mener ikke, at det er hendes opgave at tale for denne overbevisning i forbindelse med sit arbejde. ”Min erfaring er, at tro ikke fylder så meget. Det er relationerne og kærligheden og ønsket om at gøre det rigtige omkring lige præcist det menneske, man har mistet, der fylder mest,” siger hun.
Hendes erfaring er, at hos de fleste efterladte fylder relationen til den afdøde mere end relationen til Gud. Dog med undtagelse af begravelser i frikirkelige miljøer, eller når det drejer sig om andre religioner som hinduisme eller islam. ”Især i andre religioner er der typisk et mindre tabuiseret forhold til døden og især den døde krop, og det kunne jeg godt ønske mig, at vi også kunne få i Danmark, uden at jeg selvfølgelig vil påtvinge nogen noget,” siger hun.
Men samtidig mener jeg, at ceremonien
bør kunne være lige så personlig
og individuel som andre vigtige begivenheder i livet,
fx bryllup og fødsel.”
Hendes opfattelse er, at det at være konfronteret med den døde krop kan være en vigtig del af et mere sanseligt farvel. ”At kunne holde den døde i hånden og mærke, at den døde er død, eller at se den døde med tøj på kan hjælpe ens krop til bedre at mærke, at der er sket et dødsfald. Døden kan virke abstrakt, men den er også konkret. Det forsøger jeg at beskrive på en nænsom, men præcis måde i min bog,” siger hun.
Hun tilføjer, at hun aldrig har mødt mennesker, som efter grundig overvejelse har valgt at se deres afdøde pårørende, har fortrudt det. Det handler om at give de pårørende et reelt valg og forberede dem. ”Nogle døde ser ud, som om de sover; hos andre er der farveændringer i huden. I nogle tilfælde, hvis der er tale om en ulykke, fx et færdselsuheld, kan man anbefale at lade et klæde ligge over hovedet, men at den pårørende holder den afdøde i hånden. Nogle kan sidde i lang tid og holde den hånd, som de kan genkende, og det kan have stor betydning,” siger Signe Klitgaard.