– Med ånd skal læses, hvad ånd har skrevet

Litteraturhistoriker, professor emeritus Erik A. Nielsen debuterede kort før sin 83-års fødselsdag som lyriker, da hans digtsamling ”Glimt” udkom. Men hvad motiverede ham til at springe ud som poet? Det har Udfordringen spurgt ham om.

Kristendom og moralisme

Selvom Erik A. Nielsen i store dele af sin tid som litteraturhistoriker har arbejdet i grænsefeltet mellem litteratur og teologi, var det ikke i barndomshjemmet, at interessen for dette blev vakt, for hjemmet var ikke udpræget troende. Han var dog KFUM-spejder som barn og blev som ung lærer i sognets søndagsskole, men understreger: ”Jeg kommer ikke fra et egentlig konfessionelt miljø. Det var en blanding af en ikke særlig præcis kristentro og en hel del borgerlig moralisme.”

Opdagelse af nåden

Så det var først, da han som universitetsstuderende i en periode studerede ved universitetet i Uppsala, at troen for alvor kom ind under huden på ham:

”Deroppe stødte jeg på en forfatter, som dengang var meget berømt, men som ikke ret mange kender i dag, nemlig Lars Ahlin. Han var på det tidspunkt lige så berømt i Sverige, som Martin A. Hansen var i Danmark. Ahlin var meget optaget dels af socialisme og dels af Luther og Paulus. Hans bøger handler om at forstå Luther og Paulus. Det vigtigste og det, som betød mest for mig, var hans fokus på det, jeg senere – nærmest uden at vide det – gav Peter Bastian som bogtitel, nemlig ”Altid allerede elsket”. Hovedtemaet hos Lars Ahlin var, at man ikke behøver at gøre noget for at blive elsket af Gud, man er altid allerede elsket. Det er en kæmpe byrde, der falder af en, når man ikke selv skal gøre det, men at nåden er mild og gratis. Det tog mig lang tid at tilegne mig det, for jeg var meget anspændt, da min far havde været lidt grov overfor mig.”

Studenterkredsen

Dermed var spiren til den dobbelte interesse for litteratur og teologi plantet, og troen havde fæstet rod hos ham:

”Jeg boede dengang på Borks kollegie, hvor jeg mødte en ung dame, som jeg er gift med i dag – Margrethe Auken. Hun kom i Studenterkredsen i Vartov, og jeg gik selvfølgelig med. Her holdt jeg mit første foredrag og kom ind i den fascinerende debat om teologi, som foregik der. I virkeligheden mener jeg, at det sted, jeg først og fremmest har studeret, er i studenterkredsen. Dér så jeg, at man også lærer ved at udfordre hinanden, snakke og diskutere og tage emner op af alle mulige slags. På den ene side talte vi om centralteologiske spørgsmål, men vi kom også ind på, hvordan man kunne tænke alle mulige sociale problemer ind i kristendommen og inddrog derudover andet i teologien, så som poesi, musik og billedkunst.”

Som skrevet af Helligånden

Erik A. Nielsen sad i Kirkeministeriets liturgikommission i 14 år fra 1972, og her blev han bevidst om vigtigheden af at læse Bibelen som en Helligåndsinspireret tekst. Hans nyligt udkomne digtsamling ”Glimt” er indirekte en understregning af dette og er – som han udtrykker det – ”en vredes-inspiration mod den måde, som en række af bibelfortolkerne læser Bibelen på. De læser de bibelske tekster, som om de er historiske dokumenter. Og det er jo ikke sådan, de skal læses. De skal læses, som skrevet af Helligånden – en titel, jeg gav en bog, jeg skrev for mange år siden.

Så efter min mening er vanskeligheden ved Det Teologiske Fakultet, at de ikke læser Bibelens skrifter som hellige skrifter eller som åndelige skrifter, men som historisk-kritiske skrifter. Det er det, jeg i et af de første digte i min digtsamling formulerer på denne måde:

”Med ånd skal læses, hvad ånd har skrevet” – en fortolkningsmæssig hovedsætning i bogen. Man må forestille sig, at Helligånden bor i Bibelen og også kan vågne i den, der læser Bibelen – en samtale af ånd imellem skrifterne, der er ældgamle og samtidig højaktuelle, og en selv, som er ny og bliver indfanget af den ånd. Det er grunden til, at jeg har prøvet at skrive bogen ’Glimt’.”

”Jeg plejer at sige, at Jesus mellem sin død
og opstandelse er nede ved templets rødder
og skære dem over dybt dernede.
Og så indvier han et nyt tempel,
som ikke er på et sted, men i et ord.
Det er Helligåndens tempel,
og det er den, jeg har prøvet at indkredse.”

De to templer

I flere af digtene i ”Glimt” sammenstiller Erik A. Nielsen beretninger fra GT med begivenheder i NT:

”Det er en ældgammel måde at læse Bibelen på, der kaldes typologi. I Det Gamle Testamente er der igennem billeder foregrebet noget, som skal fuldbyrdes i Det Nye Testamente. Jeg kan komme med et eksempel: Jonas-bogen er en nøglebog i min egen teologi. Men så slog det mig, hvad jeg ikke havde tænkt på tidligere, at der er to store bygningsværker i den fortælling: Det ene er Jerusalemtemplet, det andet er hvalen. Og pludselig tænkte jeg, at hvalen er havbundens tempel. Jonas ligger på havets bund og synger en salme, fordi han er stukket af fra templet. Jeg ser derfor hvalen som et dæmonisk tempel – Livitan er jo havets uhyre. Han blev altså slugt af det dæmoniske tempel.”

Det nye tempel

”Sådan åbnede en række af digtene for nogle krydsbetydninger, som jeg ikke havde tænkt på. Men jo mere, jeg arbejdede med det, jo mere blev det klart, at templet er nøgle-symbolet i det Nye Testamente, og at det helt afgørende er, at Jesus blev korsfæstet. For han siger, at han vil rive templet ned og genopbygge det på tre dage. Det betyder jo i virkeligheden – så vidt som jeg kan forstå det – at den hellighed, som knytter sig til templet, ved Jesu død og opstandelse er flyttet fra tempelbygningen til kirken – til Helligånden, som Gud indstifter sin menighed i. Jeg plejer at sige, at Jesus mellem sin død og opstandelse er nede ved templets rødder og skærer dem over dybt dernede. Og så indvier han et nyt tempel, som ikke er på et sted, men i et ord. Det er Helligåndens tempel, og det er den, jeg har prøvet at indkredse.”

Hvorfor digtsamlingen hedder ”Glimt – Bibelsk perlekæde” Erik A. Nielsen henviser til Ingemanns salme ’I østen stiger solen op’ som inspirationskilde til bogens titel. Her synger Ingemann: ’for hvert et glimt fra lysets hjem, / og fra dit Paradis’:

”Dette lille vidunderlige vers siger jo, at Lyset først skabes i skabelsesberetningen, og det bryder til sidst frem i Johannes Åbenbaring, men Jesus er solens sol – ’du soles sol fra Betlehem’.
Dvs. at påskemorgen er lysets fordobling. Det er derfor digtsamlingen kom til at hedde ”Glimt”, for det er et glimt, der går tilbage til skabelsen og går frem til det evige lys, og Jesus er den, der befinder sig imellem de to punkter. Når det som undertitel hedder ”Bibelsk perlekæde” udtrykker det, at jeg forsøger at sætte digtene sammen under en eller anden form for synspunkt.”

Gennemsigtig

Digtsamlingen begynder med skabelsen, gennemgår hele Bibelen og mod slutningen af digtsamlingen bevæger Erik A. Nielsen sig ind i Johannes Åbenbaring:

”Nøgleordet i slutningen af bogen er ordet ’Gennemsigtigt’: ’Jeg var uigennemsigtig, hvor end jeg gik’, som jeg skriver i digtet ’Solopgang’. Men så kommer det, som jeg synes er et af verdens største digte, nemlig forestillingen om Det Himmelske Jerusalem, der kommer ned og lejrer sig på jorden, som det beskrives i Johannes Åbenbaringen. Og hvordan ser det så ud? I mit digt ’Jerusalem’ formulerer jeg det således: ’Festligt tindrende som et palads / står Guds by på sin jordiske plads. / Den er sol gennem sol, / genskin fra nådens stol. / Alt er guld, gennemsigtigt som glas’. Det er et billede, der kan få mig til at græde hver gang. Det er så smukt, at guldet er gennemsigtigt som glas. Er det ikke mysteriebilledet, om man kunne ønske sig noget overhovedet? Det er kun en stor digter, der kan finde på det, og det har Johannes skrevet. Beskrivelsen af Det Himmelske Jerusalem, som tager plads blandt menneskene, er jo unægtelig et glimt fra lysets hjem.”