Mine venner har svigtet efter en tid med sygdom og skilsmisse
Kære Poul Henning.
Jeg har et problem, der nager mig, og som jeg håber, du kan hjælpe mig med. Jeg synes ikke, jeg bliver set og hørt, hverken af min familie eller mine venner, og er heller ikke blevet en del af fællesskabet i en kirke. Jeg er 50 år, og for nogle år siden var jeg igennem et alvorligt sygdomsforløb, som medførte skilsmisse, og som også gjorde, at jeg senere blev tildelt en førtidspension. Efter denne periode, som jeg synes, jeg er kommet nogenlunde igennem, er interessen for mig fra mine venners og familiens side svundet ind.
Der er ingen, der synes at være interesseret i at være sammen med mig. Jeg udelukker ikke, at jeg i starten af min krisetid var lidt for klynkende. Jeg har inviteret flere til at besøge mig, men de har ikke kunnet de dage, jeg har foreslået. Til gengæld har nogle af dem lovet at ringe tilbage og give mig nogle ledige datoer. Men det har ingen af dem gjort. Jeg er skuffet over dem. Og rigtig ked af det. Jeg savner, at nogen ser mig og lytter til mig. Jeg savner krammere.
For tre måneder siden vendte jeg hjem fra USA (Michigan), hvor jeg var rejst rundt i fjorten dage som turist og derefter arbejdede i ti dage som ulønnet medhjælper i en kristen børnehave. Det var et spændende, sjovt og meningsfuldt job. Men: Da jeg kom hjem, var der ingen, der tilsyneladende bemærkede det – bortset fra en enkelt veninde. Hun spurgte, hvordan jeg havde haft det og ville også gerne høre mere om mine mange oplevelser. Resten har hverken ringet, mailet eller besøgt mig og spurgt til mit besøg i staterne. Det er, som om jeg bare er blevet luft for mine søskende og for mine gamle venner.
Har du mon et godt råd? Skal jeg skippe mine venner? Eller skal jeg forsøge aktivt at genoprette mit forhold til dem? Eller skal jeg måske gøre noget helt tredje?
Jeg håber, du kan hjælpe mig.
Kærlig hilsen
Kære ven
Tak for dit ærlige skriv og initiativ. Ubehageligt voldsomt med både et alvorligt sygdomsforløb, en skilsmisse og aktuelt oplevelsen af at blive svigtet af venner. Du har formentlig også som single mistet en del af de vennepar, du og din hustru tidligere havde. Jeg kan forstå, at du har været i enkelte kirker, men ikke rigtigt fundet dit åndelige hjem. Det er imponerende og glædesfyldt, at du trods alt er på vej videre. Jeg føler med dig og vil bede til Gud om et nyt livskapitel også i dit hjerte, tanker og planer.
Hvem skal lytte på hvad?
Vi har naturligvis brug for at tale, at blive lyttet på, accepteret og forstået. Mængden af blytungt stof og alene timer har været unaturlig stor. Vi taler alle, om det vi er optaget af, og din verden har været overbelæsset med kriser, så klynk har været naturligt. Fylder fortiden fortsat for meget, kan du overveje et nyt psykologforløb. Overbelastning af vores nærmeste er nemlig en dårlig løsning. Både verbalt og nonverbalt kan vi let i store kriser blive for meget for familie og venner. Her er der brug for at lade de professionelle tage sig af det tunge, så de nære relationer ikke slides ned.
Mønsteret kan blive en ond cirkel, hvor man belemrer en familie- og vennegruppe, som langsomt svinder ind. Når du nu oplever at være alene, kan det derfor meget vel skyldes, at din familie og venner har fået dannet en ’tung’ overskrift om dig i deres sind. Den overskrift sidder ofte fast, også selvom du bevæger dig ind i nye og lettere livsfaser. Vi danner desværre let forenklede fortællinger om hinanden. Der er ikke sikkert, at de kan se dig i et nyt lys, hvilket kan være et godt argument for at flytte til en anden by og få en ny begyndelse.
Skal andre redde os?
Du har virkelig haft brug for støtte og hjælp i kriserne for nogle år siden, det har du også langt hen fået fra familie, venner og det offentlige system. Men nu er du i en anden fase, hvor dine egne ben kan klare mere. Initiativet hertil viser du f.eks. ved din tre måneders tur til USA som frivillig hjælper i en kristen børnehave. Med ordene ’spændende, sjovt og meningsfyldt’ læser jeg, at du her havde det godt.
Du beskriver til gengæld et vakuum, da du kommer hjem. Her falder du ind i et mønster af for lidt dagligt indhold samt et stort og også naturligt behov for kontakt. Det er lige her, at jeg tænker, at du skal bruge dit gå på mod på en ny måde til at bygge et stabilt fundament for fremtiden.
Et nyt hjem og fundament
Kærlighedsfrugt og venskab kommer naturligt over tid. Et træ plantes, men bærer ikke frugt med det samme. Venskaber dannes over tid med gensidighed og hjælpsomhed. Det er en frugt lige til at spise, at en vil lytte på ens historie, men det er ikke en selvfølge. Jeg synes, at du skal bede til Gud om at finde hjem, og her tænker jeg på en kirke. Jeg hører nogle gange udtrykket ved folks indgang i en kirke: ’Jeg fandt hjem’.
Du har brug for både Gud, kirke, familie og venner. Dit åndelig hjem – en kirke – er mere stabilt end tilfældige og skiftende venner og udenlandsoplevelser. Her kan du bygges op til gudstjenester, i hjemmegrupper og i et tjenestefællesskab. Måske kirken også har dynamisgrupper, hvor to af samme køn på ugentlig basis betror sig til hinanden, beder sammen og læser Guds ord. I kirken vil du naturligt få nye venner og medvandrere, idet rammerne skaber en smuk basis for et levende fællesskab med både Gud og mennesker.
At bygge med de grundpiller danner basis for et stærkt og langtidsholdbart livsfundament. I Apg.2.42 står der: ’De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.’ Det er således dit ansvar, og lige her er det let at falde i den grøft, at andre skal redde dig. Vi skal nemlig bære vores egen byrde, hinandens byrder og heldigvis bærer Gud alles byrder. Du må altså ikke sende dit liv og fremtid ud til tilfældige omstændigheder og relationer; det går galt og medfører ensomhed.
Du må træde i karakter som en bygmester i dit eget liv. Du har været klynkende, men er det ikke mere, hvilket er guld værd. Ingen orker kun at høre på klynk, for vi må alle give og få. Der er plads til i store kriser at klynke, men livet med Gud handler om at finde hjem og bygge sundt og sandt. I en dynamisgruppe kan du opleve en stor styrke i at være to, akkurat som vi kan læse om David og Jonathan i Bibelen.
Du er en gave til ethvert fællesskab
Du har som førtidspensionist trods lidelser og handicap dog mere tid til kirke end personen med fuldtidsarbejde, transport og tre små børn. Meget af kirkens indre liv bæres i dag også af folk, der ikke er på arbejde hver dag. Når du finder dit åndelige hjem, kan du fortælle om dit liv, dine evner, gaver og behov. De naturlige gaver, du før brugte på dit arbejde, er en stor gave til ethvert kirkeligt fællesskab og her også tjenestefællesskabet. I kirken vil du også modtage åndelige gaver, så du udrustes til at fuldføre netop dit kald i Kristi legeme.
Højskole kan være en kickstarter til et nyt livskapitel
En ny by og nye relationer kan komme, men måske vil en kristen højskole være den rigtige beslutning lige nu. Her vil du nu naturligt få nye venner og måske endda en kommende hustru. Du vil få nogle af de gode gamle relationer tilbage i tilgift, når de ser dig i en ny version. ’for I er kaldet til at arve velsignelse.’(1 Pet.3.9b)
Kærlig hilsen
Poul Henning