”Når vi beder, træder vi ikke ind i et ukendt rum, men kommer hjem”

Da Niels Nymann Eriksen var barn, led han i en periode af angst. Især når han skulle sove, blev han overmandet af tanker om alt det, der kunne ske med ham selv eller hans nærmeste. Han forestillede sig sygdom, ulykker og død, og angsten gjorde det svært for ham at glide ind i søvnen.

”Bøn har været en del af min opvækst og er derfor en praksis, jeg har været fortrolig med hele mit liv. Men jeg tror, at jeg første gang anede betydningen af bøn og bønnens potentielle dybde, da min far satte sig ved min seng og lærte mig, at jeg kunne lægge angsten over til Gud,” fortæller Niels Nymann Eriksen, der er teolog og forfatter og er sogne- og indvandrerpræst i Apostelkirken på Vesterbro i København. Han har skrevet bøger om taknemmelighed, gæstfrihed og tålmodighed, og nu har han skrevet en bog om bøn, ”Bønnens vej”, som udkommer på Bibelselskabets Forlag den 13. september.

”Min far lærte mig at sige ’ske din vilje’. Det gentog jeg for mig selv, og jeg kunne mærke, hvordan angsten begyndte at forsvinde, og der kom en fred i mit sind. Jeg var omkring ti år og satte ikke begreber på bønnens form eller væsen. Den oplevelse var med til at give mig en bevidsthed om, at det nytter at henvende sig til Gud,” siger han. Da Niels Nymann Eriksen blev spurgt, om han ville skrive en bog om bøn, var han begejstret for ideen, for som præst har han ofte oplevet, hvor meget bøn kan betyde – også for mennesker, der ikke har et afklaret forhold til kristendommen.

Tårer og skam

”I forbindelse med begravelsessamtaler har jeg jævnligt afsluttet med at bede en bøn sammen med de efterladte. Jeg har formuleret en taksigelse for den afdøde og et håb om en god afsked til begravelsen. Folk har nærmest altid tårer i øjnene bagefter. Det har fået mig til at tænke, at bøn kan noget vigtigt. Men bønnens sprog er langt hen ad vejen blevet glemt i vores samfund,” siger han. Niels Nymann Eriksen er af den overbevisning, at langt de fleste, måske alle, mennesker har prøvet at bede – måske blot et desperat råb om hjælp, når frygt eller afmagt rammer.

”Jeg tror, at bøn ofte erfares som en spontan handling eller en spontan rækken ud, når et menneske oplever afmagt. Det kan være et første skridt, men ofte slutter vejen der, fordi bønnen måske får karakter af noget, man bagefter nærmest skammer sig over, fordi det ikke stemmer overens med ens verdensbillede, at man har behov for at bede til Gud,” siger han. I den vestlige verden vil mange mennesker også sætte lighedstegn mellem bøn eller andre praksisser, der primært har til formål at give ro i sindet, mener forfatteren. Men bøn – ikke mindst i kristen forstand – er andet og mere end det, påpeger han.

”Det særlige ved den kristne bøn har at gøre med at sige far til Gud. Bøn har at gøre med erfaringen af afmagt. Vi støder mod en mur og opdager, at det ikke er en mur, men en dør. At leve med bøn er at holde denne dør åben, og kristen bøn er at sige far i bevidsthed om, at bønnen er døren til vores hjem. Når vi beder, træder vi ikke ind i et ukendt rum, men kommer hjem.”

Nærvær i fraværet

I bogens afsnit om det særlige ved kristen bøn henviser Niels Nymann Eriksen til Bjergprædikenen, hvor Jesus giver disciplene en anvisning på, hvordan de kan bede: ”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” ”Vi skal tale til Gud, som er vores far, og som er i det skjulte. Der er intimitet og samtidig en skjulthed. Et nærvær i fraværet,” siger Niels Nymann Eriksen.

I bogen fremhæver han, at der findes masser af bønner, som andre har formuleret, både i Bibelen og i den kristne tradition. Dem kan vi gøre til vores egne, mens vi bevæger os ad den vej, som andre har betrådt før os. ”Bogens titel henviser til, at nogen har gået en strækning før os og sat sig spor, som er blevet til en sti og siden til en vej, som vi kan følge. På bønnens vej bevæger vi os derfor ikke blot ind i vores egen relation til Gud, men bliver også en del af en bevægelse, som menneskeheden har foretaget i generation efter generation,” siger han. Bogen henvender sig især til mennesker, som har bedt spontane bønner, men for hvem bønnen ikke er en integreret del af deres hverdagsliv.

”Nogle tænker måske, at de nærmest skal i gang med et træningsprogram for at lære at bede. Men jeg tror, at det i langt højere grad handler om at opdage, hvilken bevægelse der allerede er i gang i ens indre, og give plads og rum til det. Har man en længsel efter at bede, er den længsel i sig selv en bøn. I Bibelen hører vi, at disciplene siger til Jesus: Herre, lær os at bede. Det er jo allerede en bøn,” siger Niels Nymann Eriksen.

At dyrke et jordbærbed

Han mener derfor ikke, at vejen til et frodigt bønsliv er at lære en masse redskaber, men at skabe plads, for at bønnen kan udvikle sig i ens liv. ”For nogle år siden var jeg på en retræte, hvor en åndelig vejleder gav mig dette billede på bønnens plads i mit liv: Hvis jeg vil have jordbær, kan jeg gå en tur i skoven og være heldig at finde skovjordbær, som smager fantastisk. Men det er nok bedre at dyrke et stykke jord og gøre det langsomme, tålmodige arbejde med at skabe mulighed for, at jordbærplanterne kan gro og bære frugt. Det er bønnens disciplin: at rydde et område i vores liv, som bønnen kan udfylde.”

Niels Nymann Eriksen har selv en praksis med at sidde i stilhed en gang om dagen, typisk om morgenen. Desuden har han og hans hustru de fleste aftener en stund sammen, hvor de har et kærligt tilbageblik på dagen. De ser tilbage og mærker sig de ting, som har gjort indtryk, takker for dem og lægger morgendagen i Guds hånd. Desuden har Niels Nymann Eriksen i den senere tid haft meget glæde af app’en ”Pray as you go”, som hjælper lytteren til bøn med udgangspunkt i en kort bibeltekst.

Et langt kærligt blik på virkeligheden

Derudover forsøger han at blive mere opmærksom på det, han kalder påmindelser og tilskyndelser. Hvis han for eksempel vågner om natten og ser en episode fra den foregående dag i et nyt lys, og det går op for ham, at han er trådt over et andet menneskes grænse, kan det føre til en proces, hvor han bekender dette og bliver afklaret med, hvad han kan gøre for at rette op på skaden. Det kan også ske ved, at han ser et menneske eller en situation på gaden, som kalder ham ind i en bøn for et konkret menneske eller bestemte former for menneskelig lidelse.

”Dermed kommer bøn til at handle om at leve opmærksomt over for de mennesker, der er omkring én, og over for de erindringer og billeder, der dukker op i ens sind. Jeg holder meget af den katolske teolog Walter J. Burghardts beskrivelse af bøn som ’a long loving look at the real’, et langt kærligt blik på virkeligheden,” siger Niels Nymann Eriksen. Men hvad afføder dette blik, og hvad kan det udrette? Hvad er bønnens væsen så at sige? Det kommer han også ind på i bogen, hvor han advarer mod to fristelser, når man skal formulere sig om bønnens virkemåde.

”Man kan på den ene side fristes til at reducere bøn til en form for selvterapi – en måde at forholde sig til sin angst eller afmagtsfornemmelse – som egentlig ikke har nogen konsekvens for den reelle verden omkring én. På den anden side kan man forstå bøn som et middel til at forårsage konkrete forandringer i verden – i en form for direkte sammenhæng mellem årsag og virkning.” Niels Nymann Eriksen er dog kommet til en forståelse af bønnens væsen, der snarere repræsenterer en mellemvej mellem de to positioner – hjulpet af blandt andre den engelske forfatter C.S. Lewis:

”Han beskriver bønnen som en fremkaldt bøn. Bøn består ikke i, at jeg ser et problem og løser det ved at stille krav eller forslag til Gud. Det er snarere mig, der bliver mindet om et problem, og så er bønnen åndens eller Guds værk i mig,” forklarer han. ”Gud går en omvej omkring min bøn, for at noget kan ske ude i verden.”