Udstilling i tysk kloster sætter fokus på kirkernes holdning til nazismen

Særudstillingen ”Und vergib uns unsere Schuld?” (og forlad os vor skyld), som fremhæver forholdet mellem kristendommen og nationalsocialismen, kan ses frem til 18. maj 2025 i Dalheim Kloster syd for Bielefeld i Tyskland.

Der er udstillet er mere end 200 genstande fra museer, biblioteker og private samlinger, både fotos, dagbøger, og et ikke tidligere udgivet brev til pave Pius XII fra Vatikanets arkiver. Udstillingens store emne belyses gennem ti temaer, der hver især introduceres med et spørgsmål, som fx ”Hvordan forholdt nationalsocialisterne sig til kristendommen?”, ”Støttede det protestantiske Tyskland nationalsocialismen?” og ”Var den romersk-katolske kirke modstander eller partner af nationalsocialismen?”, skriver CNE News.

80 år efter krigens afslutning

Carolin Mischer, en af kuratorerne for særudstillingen på det tyske kloster, forklarer, hvorfor klosteret netop nu har denne udstilling: ”Kirkerne og klostrene er stadig ikke kommet over krigen. Umiddelbart efter krigen tog de afstand fra nationalsocialismen, men længe herskede den tanke, at kirkerne bare var ofre og modstandere af regimet. Først i 1960’erne indså de deres fejl. Da gik pave Johannes Paul II til Grædemuren i Jerusalem og bad Gud om tilgivelse og indrømmede, at de kristne bar en del af skylden for jødernes død.”

Carolin Mischer fortsætter: ”Næste år er det 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig, og vi var opsatte på at lave en udstilling inden da”. Udstillingen henvender sig primært til gymnasieelever og voksne. Og hun kan ikke klage over manglende interesse.

Og forlad os vor skyld?

Bønnen fra Fadervor ”Og forlad os vor skyld?”, der er udstillingens titel, slutter med et spørgsmålstegn, fordi de besøgende selv må danne sig et billede og besvare spørgsmålet. Udstillingen begynder med situationen i Tyskland før 1933. Det var Weimarrepublikken med Tysklands første parlamentariske demokrati, der startede i 1918/1919. Både Versailles-traktatens ydmygende krav til Tyskland, kollapset på aktiemarkederne i 1929, økonomisk krise og en massiv arbejdsløshed skabte den ideelle grobund for Adolf Hitlers parti, NSDAP.

Ifølge Carolin Mischer præsenterede Hitler sig selv som en religiøs frelser, og ved valget i 1932 var det især protestanter, der stemte på ham. ”De romersk-katolske havde deres eget midterparti, som de fleste forblev loyale over for,” forklarer hun.

Hitler afviste kristendommen

På udstillingen ses et postkort, hvorpå der står med gotisk skrift: ”Vi anser kristendommens kræfter som uundværlige for det tyske folks moralske genopstandelse.” Hitler erklærede udadtil i begyndelsen af sin regeringstid, at han havde brug for de troende. Han sagde, at han ville respektere kirkerne, fortæller Carolin Mischer. Men indadtil proklamerede Hitler, at han helt ville udrydde den jødisk-kristne tro i Tyskland:

”En tysk kirke, en tysk kristendom er nonsens. Man er enten kristen eller tysk. Man kan ikke være begge dele.” Og i skolen lærte børnene, at Hitler var som en Jesus, der befriede det tyske folk fra ødelæggelse. Mischer understreger, at Hitler viste sit sande ansigt offentligt under krigen. ”Da sagde han, at vi vil ødelægge kirkerne efter krigen.”

Bekendelseskirken

Inden for NSDAP var der opfordringer til at erstatte kristendommen med en germansk pseudo-religion. Mischer nævner en såkaldt ”Julleuchter”, en lysestage, som blev brugt blandt SS-familier.

”Manden i familien tændte den ved vintersolhvervsfesten for at erstatte julen. Det lykkedes i øvrigt aldrig. De kristne holdt fast i deres skikke.” Inden for de protestantiske kirker i Tyskland var der en bevægelse, som ville fremme en sammensmeltning af kristendom og nationalsocialisme. ”Det var nogle, der sagde, at Jesus ikke var en jøde, men en arisk galilæer,” siger Elinor Mischer.

Mange protestantiske præster sluttede sig til NSDAP, men der opstod også en protestantisk modbevægelse, Bekennende Kirche, som teologen Dietrich Bonhoeffer repræsenterede. Åben modstand fra begge store kristne kirker var dog næsten ikke-eksisterende. Undtagelserne var Sophie og Hans Scholl, Dietrich Bonhoeffer og præsten Maximilian Kolbe, der døde for at redde en medfange. Ved udgangen fra udstillingen ses nogle spørgsmål på en væg. Det vigtigste lyder: Hvad ville du have gjort?