Apostelkirken – en kirke i nærmiljøet

På Vesterbro i København ligger Apostelkirken, en folkekirke med en noget anden profil end de fleste folkekirker i landet. Udfordringen har talt med én af kirkens præster, Niels Nymann Eriksen – som har været præst i kirken siden 2005 – for at få mere at vide om kirken, dens historie og nutid.

Kirken blev bygget i 1901 som en af de såkaldte kirkefondskirker i København. Projektet blev kaldt Københavns Kirkesag:

”Det startede på græsrodsplan, fordi man opdagede, at unge, der tog til byen, mistede deres tilknytning til kirken. I deres opvækst havde kirken været en naturlig del af deres liv, men nu befandt de sig pludselig i et miljø, hvor kirken ikke rigtigt passede ind. Man drøftede derfor, hvad der skulle til, for at Folkekirken kunne blive i stand til at imødegå storbyens vilkår. Man sagde, at en kirke uden menighed er et legeme uden sjæl. Tanken var at bygge kirker, der var lokalt funderede fællesskaber. Samtidig skulle det være fællesskaber, der forholdt sig til det, der var tidens udfordringer, fx de sociale. Dette udtrykkes meget præcist med Apostelkirkens beliggenhed. Fra det, vi kalder kirkens munkegang, har vi til den ene side Westend, den gamle prostitutionsgade, og til den anden side ligger Saxogade, som var én af de tættest befolkede gader i København og Danmark overhovedet, da kirken blev bygget. Apostelkirken er en baggårdskirke – det modsatte af den klassiske landsbykirke, der ligger på en høj uden for byen og signalerer, at det er et sted, hvor man tager pænt tøj på og træder ud af normaliteten og det daglige for at komme i kirke. Modsat siger Apostelkirken på en måde: Ok, det er bare et skridt, én dør blandt de mange døre i gaden.”

Hverdagskirke

Meget hurtigt flyttede Danmarks første menighedsbørnehave ind i lokalerne ved siden af kirken og blev en del af den. Her afleverede primært enlige mødre deres børn, når de gik på fabrik:

”Dermed blev kirken en del af folks hverdag. Siden har der været meget andet i kirken. Der har været misbrugsarbejde, og i den senere tid har der været arbejde med hjemløse. I vinterhalvåret har vi stadig overnatning for hjemløse her i kirkerummet, hvor vi lægger madrasser ud. ”Himmelekspressen”, der er et overnatningssted for hjemløse mænd, blev startet af en præst her fra kirken i 50’erne. Senere kom indvandrerarbejdet til at fylde rigtig meget i 80’erne og gør det stadig. Meget af vores sociale arbejde er også rettet mod flygtninge og indvandrere.”

Indvandrerarbejde

Gennem årene er mange indvandrere og flygtninge konverteret fra islam til kristendommen og er blevet døbt i kirken:

”Forleden søndag havde vi tre dåb,” fortæller Nymann Eriksen. ”Der er imidlertid længere imellem nu, end der var tidligere. Men det har været et stort kapitel i min tid her i kirken. Mange iranere og afghanere er blevet døbt her. Vi har stadig en del af menigheden, som har den baggrund, hvorfor vores gudstjenester bliver oversat til farsi og engelsk, og efter gudstjenesten er der en særlig undervisning for dem, hvor der gennemsnitlig kommer omkring ti.”

For indsatte og udsatte

På kirkens hjemmeside kan man bl.a. læse, at ”indsatte og udsatte” mødes i kirken – og et andet fokusområde er da også netop arbejdet blandt indsatte og tidligere indsatte:

”Cafe Exit, som er et arbejde med tidligere indsatte, ligger ikke så langt herfra og er tæt knyttet til kirken. Både blandt vores ansatte og frivillige har vi også adskillige, som har været inde bag tremmer. En gang om ugen har Exit et madfællesskab for indsatte og tidligere indsatte her, og en gang om måneden er der derudover kultureftermiddag, hvor der kommer op mod 100 fra forskellige fængsler på Sjælland. Her har Fangekoret spillet en vigtig rolle. Til kultureftermiddagene slutter vi med en andagt i kirken, hvor folk får mulighed for at tænde lys eller skrive en bøn, som man kan lægge i en bønnekrukke.”

Bøn gennem ugen

De bønner, der bliver lagt i bønnekrukken, tages op i løbet af ugen, og på den måde får man menigheden til at bede med på sine bønner:

”På alle hverdage er der middagsbøn i kirken, hvilket er en vigtig tradition. Det er ligesom kirkens pulsslag, selvom det ikke er så stort et tilløbsstykke. Det begyndte tilbage i 1991, hvor Claes Johansen – som er lidt af et klenodie her i kirken – startede det og egenhændigt stod for det i 15-20 år. De fleste gange var han alene men sørgede for, at der dagligt var bøn i kirken.”

Apostelkirken en del af Danmarks største sogn

Sidst i 00´erne blev syv sogne på Vesterbro sammenlagt til ét stort sogn. Blandt dem var Apostelkirken. Årsagen til sammenlægningen var bl.a., at demografien, siden kirkerne blev bygget, har ændret sig meget:

”Da Apostelkirken blev bygget, var der 12.000 i sognet, i dag er der 3.000, og kun halvdelen er medlemmer af Folkekirken. Dvs. at underlaget i sognet er et helt andet, end det var fra starten. Da jeg kom, havde de enkelte kirker på Vesterbro de samme gudstjenester hver søndag formiddag kl. 10, og der var ikke stor tilslutning til dem. Så alene af demografiske årsager var det helt indlysende, at der var behov for en omorganisering, og at en sammenlægning kunne være en god ide. Det er klart, at dengang, vi stod overfor sammenlægningen, stillede vi os spørgsmålet, om vi som mere konservativ kirke på Vesterbro ville blive kørt over. Og der ligger en sårbarhed i det, for når man er slået sammen, har den enkelte kirke ikke den samme uafhængighed i forhold til at træffe beslutninger. Men jeg må sige, at vi er blevet respekteret. Vi har ikke følt, at vi er blevet løbet over ende. Vi har fået tilført mange flere ressourcer, end vi havde før, og vi har fået lov at udvikle vores arbejde med den profil, som vi ønskede.”

Funktionskirke

Da de syv sogne blev sammenlagt til ét sogn, blev tre af dem udnævnt til højmessekirker, mens de sidste fire blev såkaldte funktionskirker. Apostelkirken er en funktionskirke. Det betyder bl.a., at man ikke er bundet af Folkekirkens højmesseforordning:

”Men vi er nu forholdsvis traditionelle. Vi følger det meste af tiden folkekirkens tekstrække. Samtidig har vi tradition for, at vi en eller to gang om året fx tager et gammeltestamentligt tema op. Vi har bl.a. haft noget om patriarkhistorien og Ruths bog. Det har vi mulighed for at gøre. Vi synger salmer fra Den danske Salmebog, men har også hver søndag en engelsk og ofte også en farsi-sang.”

Et rum for stressramte

Som funktionskirke er Apostelkirkens kerneopgaver arbejdet blandt indsatte og blandt indvandrere og flygtninge, men kirken har også aktiviteter, der er rettet mod andre grupper. Fx er der ”Stressfri”, som er et tilbud for mennesker, der lider af stress eller stressrelateret sygdom. Eva Meinel, som leder gruppen, har selv haft alvorlig stress og udbrændthed og blev bl.a. hjulpet gennem havearbejde og mindfulness – så det er også bestanddele i ”Stressfri” sammen med kristen bøn:

”Eva siger, at hun blev hjulpet meget af mindfulness, men at hun hele tiden var turist. Hun kom først hjem, da hun lærte kristen bøn og meditation af kende. Nogen har været reserveret overfor, at der er mindfulness i kirken, men hendes forståelse af mindfulness er, at det er noget, der kan hjælpe os til at blive nærværende og samle ting og tanker, men som ikke giver os livet, friheden eller freden – det gør kun Kristus.”

Kirken har også maduddeling og flere arrangementer og grupper, hvor man kan fordybe sig i Bibelen og troen sammen med andre.

Enhed i forskelligheden

En del af kirkens medlemmer har baggrund i missionsbevægelserne og frikirkerne. Mangfoldigheden i Apostelkirken gør, at der er plads til at tænke og være lidt anderledes end flertallet i menigheden, uden at man af den grund føler sig udenfor:

”Vi har fx flere, der er kommet til tro gennem frikirkerne, men nu kommer her. De har et engagement med fra frikirkerne, som vi måske ikke er så gode til i Folkekirken.”