Ateisten Carsten blev karismatisk kirkegænger og senere reformert pastor
Carsten har været på en rejse i sit trosliv, hvor han var ateist, indtil han var 30 år. Florence, der blev hans kone, delte evangeliet med ham, og de kom sammen i en karismatisk kirke. I dag er han pastor i Københavns Reformerte Baptistkirke.
Carsten Stampe Jørgensen var ateist, indtil han som 30-årig kom til tro. En dag var han steget af S-toget i Ishøj, hvor han boede. ”Så kommer der en høj, smuk, afrikansk kvinde løbende efter mig. Og det er jo ikke sket for mig særligt tit. Så må jeg jo hellere sætte farten lidt ned for at finde ud af, hvad det drejer sig om, ikk’?” fortæller Carsten.
Kvinden havde følt en stærk tilskyndelse til at invitere ham med i kirke næste dag, og derfor havde hun sat i løb efter ham. Hun fik et ja. Efter gudstjenesten dagen efter tænkte Carsten, at det var godt for dem, men ikke noget for ham. Men den ugandiske kvinde ved navn Florence hang ved. De mødtes som venner, hvor Florence fortalte Carsten om evangeliet. Hvad Carsten ikke lod vise på overfladen var, at han skælvede lidt indeni over at høre Florence fortælle om Bibelen og syndens konsekvenser.
Flugt fra Gud
Da Carsten skulle til HF-eksamen i religion, ville han trække på Florences viden om kristendommen. Han spurgte ikke af personlig interesse, men for at få en bedre karakter. Hjemme hos Florence var en af hendes venner på besøg og klar til også at svare på spørgsmål. ”Da jeg var gået, så bad de for mig, at Guds Ord måtte tale til mig, når jeg skulle til at læse det,” siger Carsten.
Da han skulle læse i Bjergprædikenen, mærkede han Jesu ord bore sig ind i hjertet: ”Jeg fik tårer i øjnene, og jeg fik sådan en varm fornemmelse over det hele,” erindrer Carsten. ”Men jeg elskede stadigvæk min synd og mit syndige liv højt, så i stedet for at ringe til Florence, som jeg faktisk var lige ved at gøre, så prøvede jeg at løbe den anden vej. Det er, ligesom man er blevet råbt an af en politimand som forbryder: Man flygter den anden vej,” siger Carsten.
Sammen i karismatisk kirke
Efter et halvt år kan han ikke rigtig flygte fra Gud længere: ”Jeg vågner op og må bare i kirke den dag,” siger Carsten. Florence står i lovsangsbandet og bliver rørt til tårer over at se Carsten. Hun gav ham en bibel og senere også et ægteskabsløfte. De har en søn sammen på 17 år. Carsten og Florence begyndte at gå sammen i den karismatiske kirke. I starten af sin kristne vandring troede Carsten hele tiden, at det næste gennembrud var lige rundt om hjørnet, hvad end det var økonomisk eller jobmæssig fremgang eller fysisk helbredelse.
Han abonnerede på læren fra trosbevægelsen om at tale ting ind i eksistens og på den måde skabe sin egen virkelighed. ”Man skulle virkelig passe på med, hvad man sagde med sin mund,” husker Carsten. Ved fx at sige at man er syg eller fattig, troede han på, at man så skabte den virkelighed og omvendt, hvis man bekendte sig som rig og rask, så ville det manifestere sig.
”Hvis man ikke prædiker om synd, så er man nødt til at give korset en anden betydning. Altså, betydningen af korset kan så blive, at Jesus døde, for at vi skulle have et godt liv her på jorden, mere end det var for at sone vores synder og frelse os,” siger Carsten.
Revurdering til reformert
Carsten tager gradvist sine karismatiske elementer i sin tro til revurdering, og på internettet finder han frem til den amerikanske prædikant Paul Washer fra den reformerte tradition. Dengang troede Carsten på de seneste profetier fra det kristne landskab. ”Jeg har været til en masse forskellige karismatiske møder, hvor det er lige, somom Guds ord ryger i baggrunden, og folk er mere interesserede i at høre profetiske ord, som – ja, undskyld jeg siger det – ikke rigtigt indtræffer,” siger Carsten.
Han er ikke længere tilhænger af personlige profetier ind i menneskers liv. Han er stoppet med at tale i tunger. Han tror stadig, at Gud kan helbrede, men ikke at helbredelsen er garanteret fra Gud og altid hans vilje. I perioden 2005-2006 begyndte han at revidere sit trosliv: ”På et tidspunkt så bliver jeg bare meget opmærksom på, at evangeliet handler rigtig, rigtig meget om, at Gud er hellig, og at vi er syndere, der har brudt hans lov,” siger Carsten.
Farvel til det karismatiske
Interessen for det reformerte og begejstringen for Paul Washers og andre reformerte prædikanters lære gør, at Carsten og Florence stopper i den karismatiske kirke. Florence havde gået der i ti år og Carsten i syv år. ”Det var virkelig hårdt. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Også fordi vi havde jo hele vores netværk, og vi havde venskaber og sådan noget. Og lige pludselig så er vi jo nærmest helt alene,” siger Carsten, der dog stadig har forbindelse til nogle fra den gamle kirke.
Han, Florence og deres søn tager til et møde med nogle kristne i nordjyske Strandby i sommeren 2008. Det var omkring syv timer væk med toget. Efter dette møde gik arbejdet i gang med at danne netværket ’Tilbage til Bibelen’, som Carsten og Florence blev en del af.
Bibel-lejr med Paul Washer
På netværkets Bibel-lejr i Bjerringbro i 2009 var den amerikanske prædikant Paul Washer gæst. ”Jeg glemmer aldrig, han slår virkelig i bordet eller i prædikestolen, og det, han sagde, var: ”Jeg hører, hvad I siger, at I godt vil forkynde det sande evangelium, I vil gerne evangelisere i Danmark. Men hvor er mændene, der vil plante de bibelske kirker?” husker Carsten.
Det rørte Carsten, så han kort efter sammen med andre forsøgte at få en kirke op at stå i København. Arbejdet brød sammen, og først i 2015 blev arbejdet startet igen. Et årti efter Paul Washers opfordring i Bjerringbro var Københavns Reformerte Baptistkirke en realitet, og Carsten blev indsat som pastor. Han havde ikke følt sig klar før, og familien havde i mellemtiden sluttet sig til en brødremenighed i Plymouth-regi, og Carsten havde studeret teologi online på London Reformed Baptist Seminary. Gennem årene kørte de årlige bibel-lejre med netværket ’Tilbage til Bibelen’ fortsat, hvor der ofte var talere fra USA.
Fri for præstationspres
Carsten, der i dag er 54 år, læser mere i sin Bibel nu som reformert end som karismatisk. I sin tid i det karismatiske følte han et præstationspres for at skulle bekende positive ting med sin mund. Carsten oplever en større fred siden ændringen i sin tro og hviler mere i Guds suverænitet. ”Jeg synes meget før i det karismatiske, der var man hele tiden nervøs for, hvad Satan kunne finde på. Man skulle hele tiden bekende ligesom for at komme imod det, han planlagde,” siger Carsten.
I dag er Carsten fuldtidspastor for de ti medlemmer i Københavns Reformerte Baptistkirke. Økonomien hænger sammen via støtte fra Paul Washers missionsorganisation HeartCry Missionary Society, som støtter indfødte missionærer. ”De lægger mere vægt på kvaliteten af arbejdet, end at det er store skarer,” siger Carsten. Bibellejrene i netværket ’Tilbage til Bibelen’ har ikke været arrangeret fra 2017-2021. I 2022 blev de genoptaget som en efterårskonference i stedet for en sommerkonference.
Den reformerte baptistkirke
De reformerte baptisters lære kan findes i Baptist Bekendelsen af 1689. De tilslutter sig de oldkirkelige trosbekendelser: Den Apostolske Trosbekendelse; Den Nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse og Den Athanasianske Trosbekendelse. Som baptistisk kirke pratiseres troendes dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn med fuld neddypning i vand.
(Derimod praktiseres barnedåb i de reformerte kirker, som følger reformatorerne Calvin og Zwingli.)