Darlene Zschechs eget vidnesbyrd
Darlene Zschech er nok mest kendt som kvinden bag ”Shout to the Lord”, som stadig synges i kirker over hele verden. Hun har udgivet flere albums sammen med Hillsong og som solist. Nu er hun aktuel med et nyt album ”Testament”.
Dette album er Darlenes eget vidnesbyrd om en trofast Gud, som har hjulpet gennem hele livet. Albummet indeholder både nyskrevne og kendte lovsange. De kendte sange er lavet i nye versioner – F.eks. er ”Shout to the Lord” med i en version, hvor Darlenes datter Zoe er solist. En meget flot version faktisk.
Albummet indeholder 10 skønne lovsange – og der er lovsang til en hel time. Det er smukt, enkelt og tilbedende, hvilket jeg personligt elsker, fordi Gud virkelig er i centrum. Sangene ”Emmanuel” og ”Spirit of the Living God” (Duet med Dustin Smith) rører mig meget i deres enkelthed og stærke tekster. Darlenes version af den kendte sang ”My Jesus I Love Thee” er også virkelig smuk. Det er nemt at synge med på sangene, for teksterne er enkle, og hvis man som jeg er lovsanger, kan man ikke lade være med at synge med.
Titelsangen ”Testament” er virkelig god, men desværre er musikken ikke særlig god. Den overdøver hendes stemme, og det bliver lidt for meget. Det er virkelig synd, for det er en super god sang. Den kunne musikalsk godt være arrangeret bedre. Det er et problem på nogle af sangene, at musikken overdøver sangstemmerne, men det er også det eneste minus ved denne udgivelse.
Alt i alt er dette virkelig et dejligt lovsangsalbum, som fortjener opmærksomhed.
Kunstner: Darlene Zschech
Titel: Testament
Genre: Lovsang
Tilgængelighed: Alle streamingtjenester