Der er kun én storhed, vi må rose os af

Hug din hånd af og riv dit øje ud! Det forekommer os at være en helt uproportional reaktion, Jesus møder disciplenes diskussion om at være størst med.

Mest fordi vi alle sammen selv har været der. Har råbt op som små drenge, hvem der var den største, den stærkeste, og hvis far var klogest, indtil klasselæreren kom ind og med sin anerkendende pædagogik fortalte os, at vi da alle sammen var nogle vældige karle. Den tilgang valgte Jesus ikke. For ham var dette ikke bare et spørgsmål om nogle ligegyldige drengestreger, om en uheldig tilbøjelighed, som disciplene burde aflægge sig, men her er der spørgsmål om vores indgang i Guds rige og disciplenes brugbarhed i missionens opgave.

Når vi vil være store…

For hvor uskyldigt det end synes, så er ingen synd større end den at ville være stor. Det er heraf al anden synd udspringer. For når vi udnytter vor næste og suger milliarder ud af statskasser verden over, så er det, fordi vi ikke mener næsten er nær så meget værd som os selv, og at vi derfor umiddelbart kan tillade os det. Ja, mere endnu. For når vi således bliver store over for hinanden, så har det som den uhyggelige sidegevinst, at vi også bliver store over for Gud.

Så selvmodsigende det lyder, at vi små skulle blive store over for Gud. Og så er det dog en fristelse og en fare som få andre. Så bliver vi sløve til at høre, hvad Gud faktisk siger, så begynder vi at diskutere med Guds ord, så kommer vore ord til at stå for os som Guds eget ord. Og hvem skal da forkynde os det frelsende Guds ord?

Den bundløse gæld

Men når dette sker, så er det, fordi vi glemmer den bundløse gæld, vi står i, hvor meget vi skylder Gud, så er det, fordi vi glemmer, hvor dybt Jesus nedbøjede sig for at redde os op af dødens slam og dynd, hvor meget han betalte for os. Det er så let at sige: ”Så, nu er jeg blevet døbt, nu er jeg blevet en kristen, har fået syndernes forladelse, hvad kommer så?” Vi vil videre i teksten. Men Gud give os, at vi aldrig i evighed kommer videre end til dette: dine synder forlades dig.

For det var ikke, fordi disciplene stadig manglede omvendelse, at de endnu ikke var kommet til tro, men de faldt i den dybe fristelse. Og det samme gør vi, om vi ikke hver dag tager nåden til os som det daglige brød, hver dag beder med fadervor: forlad os vor skyld. Sådan kom da heller ikke kirkens store reformator, Martin Luther, længere med sit store og imponerende liv end til, at hans sidste ord i denne verden var de berømte:

Vi er tiggere. Men hvilken herlig status at være tigger ved Guds dør. For her er der en storhed, som vi aldrig nogensinde ville kunne gøre os selv fortjente til, ja som aldrig vil kunne ydes noget menneske, hvor meget det end besidder og er blevet overgivet af magt.

Guds storhed

For der er en storhed, der kommer til os i al vor ringhed, den storhed, Jesus slutter evangeliet med: Som en hyrde forlader de nioghalvfems for at oplede det ene, det fortabte. Det var sandelig ikke, fordi dét får var bedre end alle de andre og havde klaret sig til UG, kryds og slange. Men det var, mens det lå i sit fald, i sin fortabte tilværelse, han søgte efter det og fandt det. Med én eneste begrundelse, at det var et af hyrdens får. Et af dem, Gud ikke kan glemme, fordi hans kærlighed først er faldet på det.

Og dette er den storhed, vi må rose os af: At vi var det får, Gud regnede værdig til at lede efter, ikke fordi vi selv er nogle vældige karle, men fordi Gud elskede og forbarmede sig. Men hvilken storhed at blive samlet op i Guds skød og båret hjem. Det er bedre end at blive kørt i guldkaret!

Ugens prædiken er fra
Udfordringen u. 46, 2020

Søndagens tekst: Matt. 18, 1-14

Den største er den, som vil tjene

1 Kort efter kom disciplene med et spørgsmål til Jesus: „Hvem er den største i Guds rige?” 2 Jesus kaldte da på et lille barn og stillede det midt i kredsen. 3 Så sagde han: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I ændrer jeres måde at tænke på og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som barnet her, er den største i Guds rige. 5 Og den, der tager imod et sådant lille barn, fordi det hører mig til, tager i virkeligheden imod mig.

6 Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen. 7Ak, hvilken elendig verden, som får mennesker til at miste troen! Fristelser er ganske vist uundgåelige, men ve det menneske, der forårsager, at et andet menneske falder fra troen. 8Hvis din hånd eller fod er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af og kast den fra dig.

Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd eller fod end at kastes i den evige ild med arme og ben i behold. 9Hvis dit øje er skyld i, at du falder fra troen, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre at gå enøjet ind til det evige liv end at blive kastet i Helvedes ild med begge øjne i behold. 10Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.

12 Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet? 13Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild? 14Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk