Døden er ikke din egen

I årtier har debatten om aktiv dødshjælp (eutanasi) dukket op i Danmark med større eller mindre styrke. Typisk er det i kølvandet på en eller flere skæbner, hvor mennesker med ubærlige lidelser ikke har ønsket at leve, men heller ikke har kunnet få hjælp til at dø herhjemme. Nogle gange har de alligevel modtaget hjælp, som, fordi den ikke lovligt kan gives, medfører straf til den, der har udført, assisteret eller på anden vis muliggjort den ønskede død.

Historierne der gør indtryk

Inden for det seneste år har især to begivenheder fornyet denne debat. Først var det statsministeren, der ved Folkemødet i 2023 sagde, at hun personligt ønskede, at vi i Danmark skulle lovliggøre dette, som tilfældet er i Holland. Hendes holdning, som, hun selv proklamerede, var i modsætning til Det etiske råds fortsatte position, var til gengæld sådan, mange danskere har det, og det har hun fuldstændig ret i, da et flertal af befolkningen gerne så dette ændret. (s.95)

Dernæst var der Ebbe Preisler, der ønskede selvmordspiller til sig selv og sin hustru, hvilket han bekendtgjorde i flere landsdækkende aviser og efterfølgende i tv. I december 2023 gjorde han så alvor af det, idet han foretog et såkaldt ”kærlighedsdrab” ved at give Mariann Preisler otte metadonpiller, mens hans eget selvmordsforsøg mislykkedes. De relativt få historier om ubærlig lidelse, hvor mennesker trygler om at få lov til at dø, får således meget stor opmærksomhed.

Værdighed og autonomi

For dem, som ønsker aktiv dødshjælp, er argumenterne i al væsentlighed centreret omkring to begreber. Først værdighed og dernæst autonomi. Det er uværdigt, siges det, at mennesker ligger hen og venter på døden ude af stand til noget som helst. Disse mennesker, som hele livet igennem har kunnet sørge for sig selv, bidrage til verden og været aktive, ligger nu tilbage i lidelse og uden at kunne klare det mindste. Lad dem nu få lov til at dø, lyder det. Af og til bliver det endda sat på spidsen ved hjælp af en sammenligning med vores elskede kæledyr, som vi godt kan aflive, når vi vurderer, at deres liv ikke længere er værd at leve.

Autonomien er det andet væsentlige argument for aktiv dødshjælp. For det bliver i stigende grad vanskeligere for os at affinde os med, at døden og livet ikke er under vores kontrol. Måske netop fordi dødens eksistentielle betydning – et grundvilkår uden for den menneskelige kontrol – minder os om, at der aldrig gives sikkerhed for det grundlæggende i livet. Livet er en gave. Argumentet er imidlertid, at et menneske, som ikke ønsker at leve længere, har ret til at afslutte sit liv.

Selvfølgelig er der en række forbehold, man skal ikke kaste sig foran et tog, for det giver traumer til togføreren, man skal også sikre sig, at det vitterligt er den syges ønske og så videre. I Holland, hvor man har haft aktiv dødshjælp i flere årtier, er der fem grundprincipper, som skal opfyldes, og blandt de danske tilhængere, føler man sig tryg i at følge sådanne velafprøvede forordninger.

Det har altså vist sig,
at det er en etisk glidebane,
som ikke kan stoppes,
når først den er sat i bevægelse.
Det værdige liv svinder ind i takt med,
at flere og flere ønsker at afslutte deres liv.

Bjerge af problemer

Imidlertid viser de seks bidrag i bogen ”Døden er ikke din egen”, at der er uoverstigelige bjerge af problemer forbundet med aktiv dødshjælp. For at starte med det sidste, så er antallet af mennesker, der årligt modtager aktiv dødshjælp i Holland steget fra et par tusinde til omkring 9.000 mennesker, bl.a. fordi det er blevet en rettighed, som i øvrigt udbredes til stadig flere sygdomsgrupper, som regnes blandt dem som har ”ubærlige lidelser”.

Det har altså vist sig, at det er en etisk glidebane, som ikke kan stoppes, når først den er sat i bevægelse. Det værdige liv svinder ind i takt med, at flere og flere ønsker at afslutte deres liv. For det andet får begrebet ”værdighed” meget let en nytteetisk betydning, idet det er menneskets formåen, eller mangel på samme, der afgør, om det er værdigt eller uværdigt. Denne tankegang er i bund og grund før-kristen.

I Romerriget og det antikke Grækenland var det den målestok, der medførte, at børn blev sat ud til at dø, og ældre, syge og svagelige ligeledes kunne ombringes, uden at det blev opfattet som problematisk. Hvis vi i øvrigt leder efter sammenhænge, hvor denne tankegang har vist sig, er racerenhedsprogrammet i Nazityskland et skræmmende godt eksempel. Det kan derfor virke meget paradoksalt, at man er villig til at ofre humanismen på barmhjertighedens alter.

Værdighed er et begreb, der kræver kontekst. Vi kan ikke tale om værdighed uden at tænke relationerne med ind. Hvis det hjælpeløse spædbarn er uværdigt, fordi det ikke kan tage vare på sig selv og slet ikke bidrager med noget værdifuldt til dets omgivelser, så er det på grund at relationernes manglende omsorg for dette barn. Det er en vanvittig kynisme, når vi anskuer det i dette perspektiv, fordi vi må forvente af forældrene (relationerne), at de ikke ansætter deres barns værdi på denne skala, men efter deres kærlighed til barnet. Men hvordan forholder det sig så anderledes i den anden ende af livet?

Endeligt er det groteske iøjnefaldende, når vi ser det i forhold til selvmord i bred forstand. Her siges det ofte, at det er en permanent løsning på en situation, som ikke nødvendigvis er permanent. Og selv det er fordrejet, for problemet fjernes ikke; det, der ophører med at eksistere, er den, der har problemet. Eutanasi fjerner ikke lidelsen, men den lidende. Og som det er med alle situationer, hvor et liv tages, er der nogle efterladte og lægen, soldaten eller hvem der ellers udfører døden, som skal leve videre efter denne handling.

Dvs. den glidebane, som har fundet sted i bl.a. Holland,
hvor flere og flere modtager aktiv dødshjælp
meget vel kan medføre, at mennesker med handicap,
kronisk syge, psykisk syge eller terminalpatienter
i stigende grad vil føle et pres for at afslutte livet,
hvis dette er muligt.

På samme måde er autonomibegrebet dybt problematisk, når man anskuer det udefra og ikke blot accepterer enkeltstående historier om mennesker, der ved deres fulde fem bare ønsker sig en afslutning på livet. Mennesker, der lider, er ofte mere kede af, at de ligger andre til last, end at de lider og ikke har udsigt til helbredelse. Dvs. den glidebane, som har fundet sted i bl.a. Holland, hvor flere og flere modtager aktiv dødshjælp, meget vel kan medføre, at mennesker med handicap, kronisk syge, psykisk syge eller terminalpatienter i stigende grad vil føle et pres for at afslutte livet, hvis dette er muligt.

Dermed er autonomien forvandlet fra en fri viljes udtryk til det modsatte. Samtidig stiller det lægerne i den frygtelige situation, at mennesker har ret til at blive taget af dage, mens lægeeden skal omskrives sådan, at lægen ikke blot skal hjælpe, helbrede (hvor det er muligt) lindre smerter… men også afslutte det uværdige liv. Og sådan kan man blive ved. Det skotter bestemt ikke på gode, velovervejede argumenter, for at døden ikke er den enkeltes beslutning.

Men alligevel er det tilsyneladende lettere at overbevise danskerne om, at det er en barmhjertighedshandling at afslutte det uværdige liv, end at det er en farlig etisk glidebane, hvor livet måles på den helt forkerte skala. Derfor er det også så nødvendigt, at der er bøger som denne, til at sætte ord på, hvorfor vi skal vare os for at bevæge os ned ad denne vej.

Døden er ikke din egen – af Ole Raakjær, Ole Hartling, Leif Andersen, Ulla Morre Bidstrup, Hans Vium Mikkelsen og Henk Reitsema
120 sider. 139,95 kr.
Eksistensen