Hotel Hebron har for 3. år i træk vundet Quality & Service Award

Hoteldirektør Peter Bech med beviset på, at Hotel Hebron for 3. år i træk har vundet Quality & Service Award fra Best Western Hotels.

Best Western Hotel Hebron i København har for 3. år i træk vundet den prestigefyldte ”Quality & Service Award” fra hotelkoncernen Best Western.

Hotel Hebron er et af Københavns ældste hoteller med 100 værelser samt kursus- og konferencefaciliteter. Hotellet er meget efterspurgt og besøges af mere end 50.000 gæster fra hele verden.

Høj kundetilfredshed

Hoteldirektør Peter Bech fortæller om prisen:

”Når vi vinder en pris fra verdens største bookingoperatør med mere end 5.500 hoteller, skyldes det først og fremmest den meget høje kundetilfredshed, hvor vi scorer helt i top. Der er næsten 30.000 værelser i Hovedstaden, så konkurrencen er hård. Når det kan ske tre gange i træk, er det indlysende, at vi har nogle fantastiske medarbejdere, som med empati og indlevelse sikrer vores kunder en rigtig god og varm hotel oplevelse i centrum af København.”

BEST WESTERN Hotel Hebron

BEST WESTERN Hotel Hebron på Vesterbro i København har et egetræ som en del af sit logo. Træet symboliserer, at hotellet er ”rodfæstet i hjertet af København, og at vi ligesom København til stadighed inspirerer til nye positive oplevelser,” oplyser Hotel Hebron.

Hotel Hebron har adressen Helgolandsgade 4 på Vesterbro i København. Det er et af Københavns ældste hoteller og har tidligere været et såkaldt missionshotel. Det indebar dels, at der blev holdt andagter, dels, at der ikke blev serveret alkohol. Det sidste klassiske missionshotel var Stella Maris i Svendborg, der lukkede i 2011. Hotel Hebron, der blev indviet i 1898, ejes af Indre Mission. Hotellet tilbyder 3-stjernet komfort med 100 rummelige værelser, syv moderne mødelokaler og ikke mindst en stor morgenbuffet.

Hotel Hebron lægger vægt på bæredygtighed og er en del af Green Key, hvilket indebærer stærke miljøkrav, fx i valget af rengøringsprodukter. Som det første hotel i Europa har Hebron fået nye 100% økologiske og bæredygtige tæpper lavet af ufarvet uld. Tæpperne er Cradle to Cradle-certificeret og er produceret udelukkende ved hjælp af vindenergi. Certificeringen sikrer desuden, at ingen ulovlige stoffer er blevet tilføjet i produktionsprocessen.