Syv personlige beretninger fra Lausanne i Seoul

Lausanne-bevægelsen, hvis målsætning om verdensmission er, at hele kirken bringer evangeliet til hele verden, holdt sin 4. verdenskongres den 22.-28. september i Seoul, Sydkorea.

Her mødtes 5.000 ledere i missionsarbejde fra hele verden under overskriften “Let the Church Declare and Display Christ Together” (Lad kirken sammen forkynde og vise Kristus).

Fra Danmark deltog 22 personer, hvoraf syv har lovet at dele nogle af de stærke indtryk fra kongressen med Udfordringens læsere.

Forfulgte kristne og bibeltime om kirkens enhed

Kasper Bergholt:
Det, der gjorde størst indtryk på mig, var mødet med den globale kirke i dens mange forskellige udtryk. Især mødet med den forfulgte kirke var stærkt. Jeg kunne rejse til Sydkorea uden så meget som at skulle søge visum, og jeg kunne vende hjem umiddelbart efter. Andre var rejst til kongressen med livet som indsats, og nogle vidste, at de ikke kunne vende hjem igen lige foreløbigt. Den slags gør indtryk og sætter ens egne bekymringer og udfordringer i perspektiv.

Jeg vil også fremhæve Anne Zakis bibeltime om enhed. Det var en stærk og robust udlægning af ApG 15 med masser af udfordringer til kirken. Enhed handler ikke om, at vi skal slå alle kirker sammen til én, men det handler om, at alle kirker skal stå sammen om én, Jesus Messias. Hvis vi mister vores indre enhed, har vi mistet vores autenticitet og relevans i en splittet verden.

Vi har brug for hinanden

Kristina Eskildsen:
”I don’t need you” er de fire farlige ord i verden, blev der sagt den første aften på scenen. Det var en sætning, der gjorde stort indtryk på mig. For det blev virkelig stort for mig, hvordan vi har brug for Gud og hinanden. Vi har brug for hinanden på tværs af kulturer, køn, generationer og professioner. Det var ikke bare tomme ord fra scenen, men det kom tydeligt til udtryk i måden man var sammen på i løbet af ugen.

Uanset om det var i madkøen, shuttlebussen eller i tabletalk-groups (den seks mands gruppe som alle var blevet tildelt, og som man sad i under møderne), så var alle utroligt nysgerrige på hinanden. Normalt kan jeg let få en tendens til at finde sammen med dem, jeg ligner, men hvor har det bare været berigende at tale om Guds mission med en ældre herre fra Indien eller om at bruge sin profession i erhvervslivet til mission med en kvinde fra Canada. Derfor er noget af det, jeg særligt tager med hjem fra Lausanne sætningen ”jeg har brug for dig”, også selvom du ikke ligner mig.

Hele Kirken er kaldet til mission

Pernille Iversen:
At deltage i Lausanne-bevægelsens fjerde verdenskongres i Seoul var en dybt inspirerende oplevelse. Tænk at stå skulder ved skulder med over 5000 kristne fra hele verden – alle unikke, med forskellige baggrunde og kulturer, men forenede i én tro. I en tid præget af krig, klimakrise og politiske spændinger blev det i sig selv et vidnesbyrd at opleve, at vi kan samles om det, der er vigtigst.

”Let the church declare and display Christ together” blev et stærkt budskab for mig og mindede mig om, at vores kald til mission er større end vores egen kirke – en sandhed, vi måske har glemt? Missionsbefalingen rækker langt ud over Danmarks grænser; vi er én global kirke, sendt af Jesus for at bringe flere mennesker til kendskab om ham. At stå blandt så mange trosfæller og stille skarpt på, hvad kirken er kaldet til, gjorde stort indtryk. Vi er kaldet til enhed, der viser sig, når vi arbejder sammen og erkender, at vi har brug for hinanden for at opfylde den mission, Jesus har givet os.

Vækkelse kræver troværdighed

Morten Hørning:
Torsdag aften udviklede sig til en uhyre stærk og hjertegribende oplevelse. På forhånd var jeg ellers skeptisk. Den sydkoreanske kirke havde fået lov til at få en hel aften til at fortælle historien om den protestantiske kirkes missionseventyr i kølvandet på den ødelæggende borgerkrig 1950-53. Jeg var skeptisk, fordi det kunne se ud til at blive en selvforherligende omgang. I løbet af få årtier voksede den sydkoreanske kirke til at nå et medlemstal på 20 procent af hele befolkningen.

Men det var i 1995. Bag facaden var der problemer. Kirken har oplevet, at mange præster er faldet i alle tænkelige grøfter fra hovmod til økonomisk bedrag til sidespring til herlighedsteologi. Hvordan ville de store megakirkepræster nu håndtere at få en sådan aften til at fortælle deres egen historie? De valgte korsets og taknemmelighedens vej! Med tak beskrev de den store missionsindsats i et land sønderbombet til stenalderen.

Med smertelig erkendelse beskrev de, hvordan kirken siden 1995 er faldet med en fjerdedel i tilslutning. Og værre endnu: Den har tabt store dele af sin troværdighed over for den koreanske befolkning. I en kultur stærkt præget af ære og stolthed må det have krævet et enormt mod at stå ved de brutale fakta fra en nylig undersøgelse: Mens 68 procent af befolkningen har tiltro til den katolske kirke og 70 procent til den buddhistiske religion er tiltroen til den protestantiske kirke faldet til 25 procent.

Det efterlod mig med et sug i maven. For historien er helt den samme hos os: I øjeblikket er der intet, der hindrer folk mere i at høre evangeliet end vores egen utroværdighed. Vi er i færd med at miste vores ret til at forkynde evangeliet. Lausanne-konferencen handlede om evangeliets udbredelse, om ”vækkelse” med et gammelt ord. Jeg tog hjem med tanken: Den næste ”vækkelse” er nødt til at begynde inde i os selv.

”Forfølgelse vil ikke dræbe kirken, men det kan et kompromitteret evangelium”

Bodil Skjøtt:
Det har været både opløftende og spændende, men også udfordrende at være med til Lausannebevægelsens 4. globale kongres. Mange oplevelser fra ugen har gjort indtryk og skal stadig bearbejdes. Skal jeg fremhæve tre indtryk bliver det: Det fysiske og meget konkrete møde med Guds globale kirke. At sidde sammen med mere end 5.000 kristne fra mere end 200 forskellige lande i verden og helt konkret høre og se, hvor forskellige vi er, men fælles om et ønske om at ære Gud og gøre ham kendt i den verden, vi trods vores forskelligheder er fælles om.

Man bliver lille, Gud bliver stor, og evangeliet grænse-sprængende. Jeg kan ikke andet end blive udfordret på de grænser og grupperinger, som vi tillader, at der er mellem os i vores lokale kontekst. Mødet med kristne missionærer/NGOer, som arbejder i Nordkorea og en lille gruppe fra Nordkorea, som det var lykkedes at flygte. De arbejder nu i syd og forsøger – på kreative måder – at række ud til kristne i Nordkorea.

Kongressen havde som tema at at forkynde og demonstrere Kristus sammen. For kristne NGOer i Nordkorea gælder det, at man kun kan demonstrere evangeliet. Det kræver både mod og stor tålmodighed. Og så er der en sætning fra tema-dagen om forfulgte kristne, som jeg vil huske: ”Forfølgelse vil ikke dræbe kirken, men det kan et kompromitteret evangelium.”

Alle kristne kan være med til at gøre andre til disciple

Erik Holmgaard:
Jesus grundlagde ikke et universitet, men gav en universel kaldelse til at gøre mennesker til disciple. Og alle kan være med til at gøre andre til disciple. Derfor en kraftig understregning af at dem, der har en tjeneste i menigheden, har den for at udruste menigheden til deres hverdags-tros-liv: Ef 4, 11-12: Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op.

Mødet med dem, der var og er forfulgt for deres kristne tros skyld, var meget inspirerende. Trods fængsel mm. var og er de frimodige. De klynker ikke, og beder om, at vi beder for dem, at de må holde ud! Vækkelse blandt iranere og i den ortodokse kirke i Etiopien var det meget opløftende at høre om. Nu har jeg igen mødt en etioper, som er blevet vakt til levende tro gennem læsning af Rom 3. Stort!

Guds Ånd knyttede 5.000 kristne fra 200 lande sammen trods alle forskelle

Søren Skovgaard Sørensen:
Lausanne-kongressen efterlod mig med så mange ”Gudsmomenter”, som det er vanskeligt at få sat ord på. Men tydeligt er det, at uanset hvor meget verden ser ud til at være ude af balance, så kommer kirken til at klare sig. Forfølgelsen kan ikke ødelægge kirken. Mødet med den lidende og forfulgte kirke efterlod mig med stærke vidnesbyrd om en ydmyg tillid til Bibelen, opmuntring til daglig omvendelse og stadfæstelse af missionsiveren til verdens ende.

Uenighederne er tydelige nok, når man samles 5000 mennesker fra mere end 200 lande. Men Guds enhed er bare en realitet på trods af vores forskellige meninger. Og det blev understreget, at det ikke er os, der kan skabe kirkens enhed. Den ligger solidt plantet i treenigheden. Og derudfra lever Guds folk, og trives trods modstand og trænger sig frem – overalt til alle vegne – selvom der er vægge, som forsøger at holde proklamationen af evangeliet om Jesus nede.

Under lovsangen (ledet af The Gettys) og de mange taler, blev vi trods forskelligheden stærkt knyttet sammen af Guds Ånd. Den treenige Gud drager folk til sig og forener kirken til den opgave, der ligger forude – at erklære og vise Kristus sammen!