Kan én mand ændre et lands historie?

Gennem de seneste 20 år har min kone Tove og jeg årligt haft ferie i Bulgarien, som er et land med et rigt kirkeligt, folkeligt og kulturelt liv. Her kan man nyde varme sommerdage på Sortehavets sandstrand sammen med mange andre glade turister og bulgarere. Om aftenen er der masser af folklore, musikliv mv. af høj standard rundt om på gader og i landets mange kulturinstitutioner.

Søndage er vi naturligvis i en lokal kirke. Vi startede i Evangelical Pentecostal Church i Varna, hvor vi nød både sange, forkyndelse og fællesskabet. Efter et par år fortalte vi den daværende præst, at vi kom fra Danmark. Pludselig åbnede han en helt ny kirkehistorie for os. Den efterfølgende søndag, hvor jeg skulle give en hilsen i kirken, spurgte præsten, Nick Kokonchev, mig: ”Kender du Johnny Noer?” Jeg svarede undvigende, men fandt senere ud af, hvorfor jeg fik dette spørgsmål.

Bulgarien er et land med ca. samme indbyggertal som Danmark (knap 7 millioner), men landet er ca. 2,5 gange så stort. 85 % af indbyggerne tilhører Den Bulgarsk Ortodokse Kirke. En autonom kirke, som har patriarken i Konstantinopel som åndeligt overhoved. Bulgarien er med sin beliggenhed, syd for Rumænien, vest for Sortehavet og nord for Tyrkiet, mødested for Østens mystik, Islam, Kristendom og Vestens pulserende liv. Det, som for mange bulgarere har været det faste ståsted igennem omskiftelige forhold, har været kirkens liv.

Trods flere hundrede års tyrkisk herredømme, hvor kirker er blevet brændt og klostre ødelagt, har den kristne tro, været det enkelte menneskes livsnerve. I Plovdiv mener nogle kirkehistorikere, at Apostlen Paulus gik rundt i gaderne, havde dåb i floden osv. Så rødderne er lange for Bulgarien og Kristendom. Samtidig med de forskellige styreformer, som landet har været underlagt, var det i den Ortodokse Kirke spørgsmålet om dåb og Helligånden, der resulterede i, at der opstod små, frie kirkelige forsamlinger spredt rundt i Bulgarien.

Bulgarien havde ingen Martin Luther, men mange andre reformatorer, som fik lov at virke indenfor kirkens mure og i klostrene. I og ud fra klostrene deltog man også i frihedskampen mod tyrkerne i 1875-1878. I den frihedskamp deltog også russere og mennesker fra de nordiske og andre europæiske lande.

I 1920´erne kom bulgarskfødte missionærer fra USA til landet med forkyndelse om Helligånden. Disse missionærer slog sig ned i Burgas-området, men budskabet spredtes hurtigt til hele Sortehavskysten. I starten ønskede disse missionærer ligesom de kristne ved denne vækkelses start i Los Angeles – og i samme årti også i Danmark – at vækkelsen ville rummes i de eksisterende kirker. Men desværre var det heller ikke det, der skete i Bulgarien. Derfor opstod der, som i mange andre lande, en Pentecostal kirkebevægelse.

En af de mest kendte præster, der prøvede at organisere kirkerne i Bulgarien, var Nichola Nikoloff, der var uddannet fra Elim Instituttet i New York. Han kom til Burgas i oktober 1926. Som det er de fleste bekendt, blev Bulgarien efter Anden Verdenskrig en del af Det Russiske Imperium. Dvs. alt kirkeligt liv blev forbudt og forfulgt. Her kommer Danmark ind i billedet igen bl.a. ved, at hustruen til præsten i Aarhus Pinsemenighed, Anna Rosenvinge, hjalp svensk-fødte og bulgarsk gifte Ruth Popov til Sverige.

Derigennem kom også Ruth Popovs mand, Harald Popov, ud af fængslet i Plovdiv. En kendt dansk personlighed i den periode var bl.a. Bibelsmugleren H.K Neerskov. Denne periode kunne der skrives, og er der skrevet, mange bøger om. I slutningen af 1980-erne oplevede Bulgarien varemangel og mangel på mad – som i de fleste lande, der var styret af kommunisterne. Der havde været oprør i landet før dette, men hver gang blev oprøret slået ned med hård hånd ved hjælp af russisk militær.

Nu skete der imidlertid noget nyt. I Polen etablerede Leck Walesa frie fagforeninger i 1983, og det lykkedes dermed at knække kommunisternes magt i dette land. Lech Walesa havde rygdækning i Den Katolske Kirke, men hans succes skabte uro i alle Østbloklandene, som de kaldtes. Denne uro nåede også Bulgarien. I 1989 sendte en dansker, Johnny Noer, et ønske til Evangelical Pentecostal Church i Varna, om han, sammen med sin karavane, kunne komme på besøg i påsken, april 1989 (et halvt år før Murens Fald i Berlin, der markerede sammenbruddet i Østeuropa).

Den daværende præst i Varna, Nick Kokonchev, åbnede døren for Johnny Noer. Han kom, holdt fem dages møder i påsken 1989 i en interimistisk kirke lidt udenfor Varna. Overskriften for denne uges møder var: ”Let my people go”. Et øjenvidne fortæller:

”Jeg var der sammen med 1.000 andre. Kirken lå uden for storbyen Varna og var en interimistisk bygning. Alt summede af liv og begejstring. Så rejste Johnny Noer sig, gik op på en forhøjning og talte med høj, klar, malmfuldt røst om Guds frihed. Det var som at tænde en ild i en tør skov, intet kunne standse de tilstedeværende mennesker i at vidne om Guds Frihed.” En anden fortæller: ”Jeg var der, jeg glemmer det aldrig, det løber koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på det nu 35 år efter, at det skete.”

Resultatet var ifølge undersøgelser fra bl.a. Sofia Universitet, at få år efter (1995) fandtes der 300.000 pentecostale kristne i Bulgarien. Et andet resultat var, at da landet et halvt år efter skiftede styreform, skete det ved en fredelig overgang. Gennem årene havde resultatet af Johnny Noers møder i Varna været store friluftsmøder afviklet i god ro og orden på gader, stræder og torve med op til 250.000 deltagere. Der er tusindvis af vidnesbyrd om mirakuløse helbredelser, men også om tidligere kommunistiske funktionærers omvendelse.

Den sidste kommunistiske leder, Petar Mladenov, blev tvunget til afgang ved en fredelig demonstration, der begyndte i Sofia d. 14. december 1989. Kan en mand ændre et lands historie? Ja, i nyere tid skete det i Bulgarien, da danskeren Johnny Noer kom hertil og var rette mand på rette sted med det rette budskab. Er det ikke lovligt store ord, spørger du måske? Måske er det det, men Johnny Noer forsøgte også at komme ind i Rumænien på samme tid. I dette land turde dog hverken myndigheder eller kirker at tage imod ham. Resultatet af dette i Rumænien var en blodig revolution. I Bulgarien tog man imod budskabet og fik en fredelig revolution, hvor netop en fredelige demonstration i Sofia var med til at ændre styreformen.

Hvor står vi i dag? Efter 1990 kom missionærer fra USA og fra England og arbejdede videre i kirkerne, og Bulgarien har i dag over 500 pentecostale kirker (pinsekirker, PAOB) med over 500 menigheder og over 100.000 medlemmer. De er en del af Assemblies of God (AoG) i USA og derudover findes en del mindre pentecostale kirkeretninger. Så der totalt er ca. 200.000 medlemmer i pinsekirker i Bulgarien.

Dvs. at man har fulgt udviklingen i landets befolkningstal, idet en tredjedel af befolkningen har forladt landet til fordel for arbejde m.v. i Vesten. Hvorfor er denne vækst så stoppet i midten af 1990´erne? Det hører en anden artikel til, men minder mig om en sætning, jeg hørte på Fuller University i Pasadena USA i forbindelse med studier af vækkelseshistorie: ”Gud sender vækkelse, vi mennesker har ansvaret for vækkelsens forløb.”

Kilder:

1. Plamen Ganchev, Analysis of the Revival in Bulgaria 1989-1993, Sofia 1995.
2. Bl.a. Wikipedea om Bulgariens styreform.