Kina og Nordkorea samarbejder om at forfølge kristne og udsætte dem for tortur
Kina har udsat hundredvis af nordkoreanere for grusomheder siden sidste år ved at tvangslevere dem tilbage til Nordkorea. Her mener lederne, at religion, især kristendommen, er den største trussel mod landets magt, udtalte eksperter ved en høring i USA den 26. september.
Den amerikanske U.S. Commission on Religious Freedom (USCIRF) oplyste, at der venter både tortur, seksuel vold, slaveri og mord for dem, der bliver hjemsendt fra Kina til interneringscentre i Nordkorea, skriver The Christian Post.
”Enhver religiøs tro, og især kristendommen, er ud over Sydkorea de eneste udfordringer for Kim-regimets absolutte monopol på magten,” sagde Greg Scarlatoiu. Han er administrerende direktør for den ikke-statslige komité for menneskerettigheder i Nordkorea (HRNK). ”Kristendommen tilbyder en alternativ livsstil, der delegitimerer tyranni og modsætter sig undertrykkelse,” tilføjede han.
Hjemsendes trods velkendte risici
Hundredvis af nordkoreanere er siden årsskiftet blevet tvangs-hjemsendt fra Kina, selv om man kender til de risici, hjemsendelsen indebærer, sagde Hanna Song, administrerende direktør for Database Center for North Korean Human Rights, under høringen. ”Når de vender tilbage til Nordkorea, spørger myndighederne som noget af det første om, hvorvidt de har mødtes med en missionær under deres tid i Kina,” sagde Song.
”Dette spørgsmål er ikke kun en formalitet. Svaret bestemmer strengheden af den straf, de får. Hvis en person indrømmer det eller viser sig at have haft kontakt med en missionær, især en med tilknytning til kristendommen, bliver de ofte udsat for de hårdeste former for tortur og fængsling.” Når nordkoreanere bliver hjemsendt med tvang, opdager de, at eventuelle møder, de har haft med religiøse personer, mens de var i Kina, kan få negative følger for dem resten af livet. Disse møder kan ”vende en allerede alvorlig situation til en ekstrem lidelse,” fortalte Hanna Song.
”Det internationale samfund må omgående handle for at imødegå disse tvangshjemsendelser og de umenneskelige konsekvenser, der venter dem, der sendes tilbage til Nordkorea,” tilføjede hun.
Slavernes produkter eksporteres og støtter regimet
Joanna Hosaniak, der er vicegeneraldirektør for Citizens’ Alliance for North Korean Human Rights (NKHR), fortalte under høringen, at de fanger, der er mistænkt for at have haft religiøse kontakter i Kina, holdes adskilt fra andre hjemsendte. I Nordkorea tvinges de hjemsendte af myndighederne til at fremstille varer, som går til eksport. Denne form for slaveri finder sted i fængsler og lignende faciliteter, der drives af sikkerhedsstyrkerne. Og indtægten i form af udenlandsk valuta finansierer regimet og dets militære programmer, sagde Joanna Hosaniak.