Kristent forlag deltager på Danmarks største bogmesse

Else Marie og Christian Larsen fra ProRex deltager i Bogmessen i København den 1.-3. november.

I sidste uge deltog det kristne forlag ProRex på den internationale bogmesse i Frankfurt, hvor der var møder med flere kristne forlag fra USA, England og de nordiske lande.

I denne uge gøres der klar på forlaget til den store danske bogmesse, Bogforum, der løber af stablen i næste uge i Bella Centeret i København. Sidste år besøgte 39.000 gæster i alle aldre Bogforum.

”Vi glæder os til igen i år at have en stand på Bogforum, centralt placeret i den store hal C. Vi har efterhånden været med i en del år,” siger Christian Larsen, forlagets indehaver. ”Vi glæder os altid til at hilse på vores kunder og mange af de tusindvis af besøgende, der gæster messen fra hele landet. Vi bliver lidt euforiske af at opleve den gejst og energi, der opstår, når bogelskere mødes til landets store bogevent.”

Redaktør Else Marie Larsen fortæller:

”Det er en fornøjelse at være udstiller på Bogforum og møde alle de mange glade læsere og fortælle dem om vores spændende bøger. Fokus i år er på vores udgivelser af C.S. Lewis, der er kendt over hele verden – herhjemme især for ”Fælles kristendom” og ”Djævelske breve”, der sammen med hans øvrige bøger er for både læg og lærd om den kristne tro og til forsvar for troen.” ”Indtil videre har vi udgivet 12 af hans mest kendte bøger, og flere er på vej. Science fiction-elskere kan godt begynde at glæde sig. Det første bind i Lewis’ rumtrilogi udkommer i december,” slutter den travle redaktør.