Livet i skyggen af den amerikanske depression
I den amerikanske forfatter Ann Tatlocks roman ”Værelse på solsiden” følger vi 13-årige Virginia Eide under Den Store Depression efter børskrakket i USA.
Virginia tilhører den mere velstillede del af USA, der ikke i første omgang og ikke så direkte som andre mærker konsekvenserne af depressionen. Hendes far er læge, og familien – der består af far og mor, Virginia og hendes tre yngre søskende – bor i en villa, hvor Virginia har sit eget værelse på solsiden. Men morens søster og hendes familie er ikke så heldige. Faren i familien mister sit arbejde, og de må gå fra hus og hjem.
Efter at den hjemløse familie er flyttet ind hos familien Eide, må Virginia give sit værelse fra sig og i stedet bo hos sine to småsøstre. Det bliver første gang, hun mærker konsekvenserne af depressionen, men bestemt ikke sidste gang. Som romanen skrider frem, får man et større og større indblik i, hvilke konsekvenser depressionen fik for den almindelig amerikaner. Man bliver præsenteret for de rystelser, den forårsagede, hvordan fagforeningerne blomstrede op, og hvordan frygten for kommunismen blev rodfæstet i landet.
Mod slutningen af romanen står Virginia overfor et valg, der – lige meget, hvad hun vælger – vil få konsekvenser for andre. Hun har fået en viden, som hun ikke kan slippe for konsekvenserne af, og det bliver et vendepunkt i hendes og familiens liv. Romanen giver med andre ord et fint indblik i en tid, som har været medvirkende til at forme det USA, man kender i dag. Hele familiestrukturen, tankegangen og opdragelsesmetoderne, som fylder i bogen, er også meget ”amerikansk”.
Handlingen i romanen er medrivende. Men den kunstneriske kvalitet kommer ikke op på de samme højder som handlingen. Med andre ord ligger dens styrke altså i handlingen og ikke i sproget. Tilhører man den mere nørdede læserskare, der går efter kunstnerisk kvalitet, er det derfor begrænset, hvad man vil få ud af bogen. Læser man derimod for at blive suget ind i en spændende handling, vil bogen være et must.
Selvom det ikke fremgår af præsentationen af bogen, fremstår romanen for mig at se mest som en ungdomsroman, da Virginias og hendes venindenCharlottes teenageinteresser og -tanker fylder meget i bogen. Men der er også større dybder i den, der viser hen på et menneskes værdi, som består midt i den dybeste fattigdom og fornedrelse.
Ann Tatlock: Værelse på solsiden / Oversættelse: Anette Broberg Knudsen
400 sider. 299,95 kr. Lohse