Nu kan lokalt hospital bekæmpe malaria i isoleret område

Det er tidlig morgen. Nattens fugtige kulde sniger sig under t-shirten, mens taske, computer og kamera bliver skannet ved check-in til lufthavnen, hvor MAF Madagascar har base og kontor. Ikke et øje er dukket op endnu, men en efter en møder de 23 medarbejdere op i MAF’s hangar klar til at arbejde med logistik, vedligeholdelse, kommunikation og planlagte operationer.

MAF er forkortelsen for Mission Aviation Fellowship, der er verdens største humanitære flyselskab med 116 små fly på vingerne i 24 udviklingslande. Og vi er med i et af de tre fly i MAF Madagascars hangar. Det tidlige tidspunkt, kl. 06.00 om morgenen, er valgt, fordi vejret er uforudsigeligt, og den schweiziske pilot Patrick Keller må slå til, når der bogstaveligt talt viser sig en åbning, ved at skydækket og dermed tågen letter. I dag skal det store 12-personers Cessna Caravan-fly lande på den korte landingsbane i Marolambo sydvest for Madagascars hovedstad Antananarivo, som flyet letter fra.

Medicin- og sygetransport

Klokken 10 er vi klar, fordi skyerne da er forduftet, så der er nogenlunde udsyn til landingsbanen, når vi ankommer til Marolambo. Her skal det lokale hospital snart modtage en ladning malariamedicin fra hjælpeorganisationen USAid, fløjet dertil af MAF, som er den eneste fysiske kontakt, Marolambos befolkning har med omverdenen. Det tager normalt 2-3 dage at komme frem til landsbyen ad grusveje og stier, gennem forsvindende regnskov, mellem græsklædte bjerge, over brusende floder, indtil man må gå til fods de sidste 15 kilometer hen til landsbyen.

”MAF er vores eneste transportmulighed til og fra Antananarivo. Gennem MAF får vi forsyninger, og kan sende syge eller tilskadekomne til det store hospital i hovedstaden,” forklarer dr. Friolin, der skal ledsage medicinleveringen.

Klinik ligger 100 km væk

Dr. Friolin er overlæge på hospitalet i Marolambo, der med fire læger og op mod 100 sygeplejersker betjener hospital og 37 klinikker i en radius på 100 kilometer. Motorcyklen er det hurtigste transportmiddel ud til de små klinikker, men det kan alligevel tage op til to dage at nå frem til den fjerneste klinik. ”Hospitalet bruger MAF, fordi det er den eneste sikre og hurtigste transportmulighed. Det er farligt med bil, og så tager det op til tre dage at komme hertil. Og der kan ske ulykker og overfald på vejen. Med MAF sparer vi desuden tid,” fortæller overlægen og tilføjer, at medicin og udstyr som regel heller ikke kan tåle heden og de mange bump på vejen.

Dr. Frivoli glæder sig over medicinforsyningen, der ud over malaria også modvirker forskellige infektioner fra bakterier og parasitter.

Afhængige af fly for at hjælpe befolkningen

Han fortæller, at hospitalet også benytter MAF som ambulance:

”De fleste gange må vi sende patienter afsted, som har været ude for en ulykke. Vi har ikke mulighed for at skanne og foretage større og komplicerede operationer, så derfor må vi sende flere patienterne med fly til det store hospital i Antananarivo. Vi har virkelig brug for MAF. Uden MAF kan vi slet ikke hjælpe befolkningen her i Marolambo-området. Hospitalet dækker et område med omkring 200.000 indbyggere. Adgang til medicin og mulighed for sygetransport er vores største problem her på hospitalet,” sukker han. Derudover hærger malariaen, forskellige infektionssygdomme og lungelidelser.

Fly kan laste op til 1 ton

MAF-pilot Patrick Keller oplyser efterfølgende, at MAF flyver med mandskab, medicin og udstyr til hospitalet i Marolambo mindst en gang om måneden, nogle gange hver uge. Det er som regel det store 12-sæders Cessna Caravan-fly, der foretager flyvningen. ”Det er en meget stabil maskine, der kan løfte op til 1 ton last. Den har et stort lastrum, og derfor bruger vi som regel det fly, når vi skal ud til hospitalet med et læs medicin, vaccinationer og medicinsk udstyr,” forklarer Patrick Keller.

Men der er også en anden årsag, tilføjer han. ”Landingsbanen ligger på en høj udenfor Maralambo. Det betyder, at den er ret kort – 450 meter – og at flyet skal landes op ad bakke og bagefter lette ned ad bakke. Derfor er der brug for en stabil maskine.”

Adrenalinet pumper

Landingsbanen blev anlagt af MAF i 2009 og har siden fået et lag asfalt, så den er rimeligt jævn. ”Men man skal lande præcis på det punkt, hvor banens hældning stiger. For man kan ikke pludselig ombestemme sig og cirkulere endnu en omgang. Derfor kan jeg mærke adrenalinet pumpe lige nu,” smiler Patrick Keller. Han har fundet et hul i skydækket og begynder at dykke, men hurtigt overmandes flyet af tætte skyer, så piloten må flyve udelukkende på instrumenter.

Vi havde ellers ventet med afgangen i tre timer for at skyen og dermed tågen kunne nå at lette, men her stod vi foran en ny udfordring. De mange instrumenter på panelet førte dog flyet sikkert igennem skyerne og snart skimtede vi landingsbanen på bjerget. Hurtigt slog flyet dækkene mod asfalten, og inden vi fik set os om, havde piloten bremset flyet foran nogle interimistiske hytter som ventesale.

Unge bærer medicinkasser på hovedet

Omkring 100 madagaskere ventede og styrtede hurtigt frem til flyet for at aflæsse den dyrebare medicin. Patrick Keller åbner lastrum og den del af flyet, som normalt er forbeholdt passagerer, men som nu til dels er fyldt op af store, hvide papkasser med medicin. Hurtigt får Patrick Keller læsset af fra flyet, mens den ene efter den anden af de lokale tager kasserne på ryggen eller hovedet og stiller dem i en stor bunke foran overlægen, som registrerer kasserne, stempler papirer og en efter en giver kasserne fri, for at unge mænd og kvinder kan tage hver en kasse på hovedet og bære den hen til hospitalet. Det tager en halv time, betror overlægen mig. De skal først ned ad bjerget, så over en flod i kano og siden op til hospitalet.

Storslået natur trods svindende regnskov

Det er tid til at vende flyets snude hjemad, og Patrick Keller kører flyet op til enden af landingsbanen øverst oppe på bjerget, inden han vender det og sætter farten op. Kort efter letter flyet og efterlader det isolerede Marolambo bag sig. På vejen tilbage til Antananarivo nyder vi den storslåede natur med de bløde græsklædte bjerge, og Patrick flyver lavt hen over det, der er tilbage af regnskoven, der på grund af ulovlig træfældning kun udgør en stribe langs vestkysten af Madagaskar.

Madagaskar er verdens fjerdestørste ø og et af verdens fattigste lande. Flertallet af befolkningen lever for under 2 dollars om dagen. Det mangelfulde vejnet gør fremkommeligheden svær, og mange samfund mangler derfor adgang til sundhed og rent drikkevand. I regntiden er isolationen mange steder total. Øen er desuden udsat i forhold til naturkatastrofer, cykloner og oversvømmelser.

Svend Løbner besøgte Madagaskar i juni 2024 med støtte fra bl.a. Danida gennem CISU (Civilsamfund i Udvikling).