Opmuntrende lille bog om bøn
Den engelske forfatter Michael Reeves har udgivet en del bøger, hvoraf nogle er oversat til dansk. Således også denne lille bog med titlen ”Bed frimodigt”. Og ja, lille det er den: Kun 42 sider.
Denne lille bog om bøn er rigtig fin, nem at læse og kan bruges, uanset om du er nykristen eller har været kristen i mange år. Bogen er skrevet ud fra forfatterens længsel og ønske om, at vi som kristne skal gribe betydningen af bøn og tage det til os. Bogen udspringer af en bekymring over manglen på bøn i den vestlige verden, hvor folk ikke mener, at de har tid til at bede. Det er ikke en bog, der slår dig i hovedet og siger, at du skal bede mere, men tværtimod en opmuntring til at finde glæden ved at bede.
Forfatteren skriver så fint, at bøn ikke kun kan foregå ved at sidde med foldede hænder, men at det handler om vores relation til Gud, og hvor vigtigt det er at have fællesskab med ham i det daglige. Som han siger, så vækkes troen i mødet med evangeliet, og at bøn burde følge naturligt med, når evangeliet går op for os. Han peger på, at bøn er en vidunderlig gave og et privilegium, vi skal glæde os over.
Personligt synes jeg, at det er en bog, der burde deles ud til alle i vores kirker som en hjælp til at komme i gang, styrke og forstærke vores bønsliv. Den udmærker sig ved at være så enkel og ved ikke at komme med en facitliste på, hvordan man skal bede, men blot at opmuntre den enkelte til at komme i gang med at bede. Jeg vil varmt anbefale bogen, også til ungdomsgrupper, bibelgrupper og andre fællesskaber, da den kan være med til at åbne op for gode samtaler om bøn.
Michael Reeves: Bed frimodigt.
42 sider. Pris: 69,95 – bemærk mængderabat ved køb af mere end 10 stk. på lohse.dk. Udgivet af Logos/Lohse