Street Care møder de udsatte, hvor de er

Baggrunden for det kristne sociale hjælpearbejde ’Street Care’ kan findes i Allan Frederiksens egen historie. Allan Frederiksen, der er leder af Street Care, kommer fra et hjem, hvor man ikke rigtig talte om tro. Forældrene blev skilt, da han kun var 1 år gammel. Alligevel havde han en fin opvækst.

Han forklarer dog, at han voksede op uden et mandligt forbillede, hvilket nok medførte en vis usikkerhed, hvilket sikkert har været baggrunden for, at han senere fik angst. Men det med angsten skyldes helt sikkert også en usund livsstil med fester, alkohol og hash, fortæller han. I midten af 90’erne, hvor angsten var værst, blev Allan åndeligt søgende og fik nogle stærke åndelige oplevelser:

”Jeg oplevede pludselig, at Helligånden kom over mig som en flod, hvilket gjorde, at mit liv blev forvandlet, og jeg kom ud af min angst og klaustrofobi. Det var inden, jeg overhovedet begyndte at gå i kirke. Men jeg var søgende og var begyndt at høre kristen radio, se KKR-tv og læse i Det Nye Testamente.” I 1998 fulgte Allan så et Alpha-kursus i Kirken i Kulturcenteret på Drejervej på Nørrebro i København og begyndte at komme i kirken dér.

Mødet med kristent socialt arbejde

Allan er oprindelig uddannet grafisk trykker, men tog senere en bachelor i Medie Produktion og Ledelse fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole: ”Senere kom det sociale indover. Jeg havde allerede, da jeg begyndte at søge Gud, fået på hjerte, at jeg ville være noget for andre mennesker,” fortæller Allan. I 2007, lige da han var blevet færdig med sin uddannelse, blev hans mandegruppe i kirken enige om at starte et socialt projekt:

”Vi lavede et projekt, hvor vi uddelte julehjælp til fattige børnefamilier. Jeg tog så stafetten og tænkte, at det skulle vi køre videre med og lave en forening. Det fik vi gjort og fik skabt en bestyrelse, fik en god relation til Københavns Kommunes børnefamilieteams og fik gode sponsorer. Igennem seks år lavede vi juleshows, hvor vi også havde socialministeren og skuespillere inde. Der var flere hundrede børnefamilier, som mødte op til nogle af de sidste juleshows.”

Street Care bliver til

”Johannes Fuchs, som havde Kontaktcenter Klippen på indre Vesterbro i København, sad i bestyrelsen dengang. Han skulle pensioneres fra Klippen og spurgte, om jeg ikke ville overtage ledelsen dér. Så i 2012 sagde jeg ja tak til det og startede i første omgang som frivillig. Fra starten tænkte jeg, om det ikke var farligt at skulle arbejde med ”narkomanerne” på Vesterbro. Men jeg blev fuldtidsansat fra august 2012 og arbejdede der frem til august 2019. Jeg oplevede imidlertid, at der var en masse behov på gaden, som jeg ikke syntes, vi tog os helt så meget af, som jeg gerne ville – folk, som ikke var i stand til at komme i behandling lige fra første dag. Så mit hjerte har nok altid været at vise omsorg og barmhjertighed – og ikke alene tænke på resultatet – men nærmere se mennesker i det daglige og hjælpe med andre basale udfordringer, de går og kæmper med. For der er mange både danskere og grønlændere, som er så ødelagte, at de ikke rigtig kan finde motivation eller overskud til at træffe alle de gode og sunde beslutninger. Det var en af grundene til, at jeg stoppede i Klippen og startede Street Care den 3. september 2020 efter et halvt til et helt års planlægning. Det er så dér, jeg er i dag, og jeg tror, at jeg pga. min baggrund bl.a. med angst, usikkerhed og et manglende mandligt forbillede har lettere ved at sætte mig ind i og forstå folks udfordringer og vanskeligheder på flere forskellige planer, og det vil jeg mene er en styrke.”

”Det er jo netop målet med vores arbejde,
at vi kan være en forlænget arm for Guds kærlighed
til mennesker, der kæmper med livet.”

Allan Frederiksen

Et tværkirkeligt arbejde

”Arbejdet er ikke tilknyttet en bestemt menighed. Vi har adresse på Drejervej, men vi er et tværkirkeligt arbejde og har frivillige fra forskellige kirker og også frivillige, som ikke er troende, men som respekterer, hvad vi står for. Vi låner også nogle skønne lokaler i Evangeliekirken på Frederiksberg, hvor vi bl.a. har et værested. De første gange, vi havde åben i værestedet, kom der blot 2-3 personer og hilste på os i løbet af de tre timer, vi havde åbent. Men så begyndte det at udvikle sig, så i dag har vi gennemsnitligt 25 gæster per åbningsaften. Tidligere har der været åben alle onsdage fra 18 til 21, men vi har desværre været nødt til at skære ned, så vi kun har åben den første og sidste onsdag hver måned. Det har vi gjort, fordi vi mistede et vigtigt tilskud. Derfor har vi måttet prioritere og ændre lidt i vort arbejde.”

”Der er mange både danskere og grønlændere,
som er så ødelagte, at de ikke rigtig
kan finde motivation eller overskud
til at træffe alle de gode og sunde beslutninger.”

Udover Allan, som er fuldtidsansat i arbejdet, har Street Care en projektmedarbejder, Matti, som arbejder 15 timer om ugen. Ellers er arbejdet baseret på frivillighed. Penge til arbejdet kommer først og fremmest fra private fonde. Derudover støtter Københavns Kommune med et mindre beløb. Resten kommer fra frivillige gaver fra privatpersoner.

Gadeplansarbejdet

Udover værestedet tager Street Care – som en primær del af arbejdet – på gaden hver uge for at mødes med og støtte de socialt udsatte:

”Vi kommer bl.a. på Hulgårds Plads, Enghave Plads, Christianshavns Torv, Sydhavnen, Sundholm og Vanløse Torv. Nogle gange sidder der tre, nogle gange halvtreds. Det er meget forskelligt alt afhængigt af vejret og tiden på måneden. Vi har altid kaffe, kakao og kage og nogle gange også sandwich, pizza, tøj og gaver med til vores venner. Når vi er ude, har vi altid jakke og kasket på, hvor der står ”Street Care” og vores motto: ”Fordi vores venner er noget ganske særligt”. Det er, hvad vi gerne vil vise udadtil, at vi synes, at de er noget særligt, er værdifulde og også har en værdi i vores fællesskab og samfund.”

Hjælp fra Alterna

Tre perioder om året får Street Care hjælp af otte-ti elever fra Efterskolen Alterna: ”De smører sandwich og laver kaffe og kakao og tager med os på gaden og oplever, hvad det vil sige at lave socialt arbejde, og hvad det vil sige at være hjemløs og udsat. De får undervejs mange gode snakke, men lærer også, at man selvfølgelig bør og sagtens kan tale med hjemløse og andre udsatte i bybilledet, når man møder dem i hverdagen.”

At være der i dagligdagen

Udover værestedet og gadeplansarbejdet anser Street Care det for utrolig vigtigt at tilbyde mentor- og bisidder støtte, hvilket betyder, at de i det daglige arbejde støtter og hjælper deres udsatte venner på mange forskellige planer. Allan kommer med flere eksempler på, hvad denne praktiske hjælp kan indebære:

”For lidt tid siden var jeg ude og handle en masse mad sammen med et grønlandsk par, som har haft det svært gennem flere år. De har længe været hjemløse og har ventet på hjælp fra kommunen i forhold til at få stillet en bolig til rådighed til deres handicappede barn. De havde i en periode lånt en lejlighed af en ven, men blev senere nødt til at flytte ud, da personen selv skulle bruge lejligheden. Dem har vi faktisk støttet gennem flere år. I sidste uge fik de så endelig en lejlighed. Vi hjalp dem denne gang ved at købe nye møbler til dem og ikke mindst at få det hele fragtet hjem til deres lejlighed. Hvilken glæde det skabte hos dem.”

En kvinde og hendes søn

”Vi har også gennem en periode støttet en grønlandsk kvinde og hendes søn, der pludselig stod på gaden som hjemløse efter nogle svære oplevelser og uden en krone på lommen. En sen fredag eftermiddag ringede kvinden grådkvalt til mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe dem. Jeg mødtes kort tid efter med hende og hendes søn og kørte dem og deres ejendele over til et sted, hvor de dog kun kunne være i weekenden. Hjælpen fortsatte nogle få dage senere ved at få dem på et tog mod Fyn, få dem indlogeret på et hotel i tre dage og i det hele taget hjælpe med deres økonomi. Undervejs i forløbet hjalp Det Grønlandske Hus vores venner med at finde nogle mere permanente løsninger. For nogle uger siden kørte jeg deres sidste personlige ejendele fra København til Fyn. Jeg fik således igen mulighed for at hjælpe godt på vej. Efter at have kørt omkring og sat sønnen af, fik jeg en god snak med moderen i bilen, som på et tidspunkt ønskede at sige tak for vores støtte og hjælp:

”Jeg vil gerne sige tak, men jeg har ingen ord på dansk til at beskrive min taknemlighed.”

Guds forlængede arm

”Kort tid efter brød hun nærmest sammen i bilen og tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun var dybt berørt og kunne ikke længere tale. Jeg sagde selv tak og sagde, at det blot var en stor ære for os at få lov til at hjælpe dem. Lidt efter sagde hun tak til Gud, for at han havde hjulpet hende. Hun fortsatte med følgende ord – stadig med tårerne løbende og med en bævende stemme:

“Jeg oplever og mærker, at Gud hjælper mig gennem dig!” – Puha, den sætning ramte mig. Det er jo netop målet med vores arbejde, at vi kan være en forlænget arm for Guds kærlighed til mennesker, der kæmper med livet. Så det er mange forskellige måder, vi prøver at hjælpe på – bare ved at være der i hverdagen. En grønlandsk kvinde kalder os ligefrem for ’gadens engle’. Når vi er på gaden, prøver vi at se de behov, der er. Nogle gange bliver vi nødt til at handle med det samme. Andre gange laver vi aftaler. For mig er det vigtigste ikke at komme ud og møde en masse mennesker, men at hjælpe den enkelte.”

”Vores menneskesyn er,
at vi vil se dem som ligeværdige mennesker,
vi gerne vil være ved siden af,
uanset hvilken retning de er på vej i.”

Filosofien bag Street Care

”Min opstartsfilosofi har været, at det ikke kun handler om at få folk i behandling, men at vi vil støtte og ikke stille et krav om, at der absolut behøver at ske en bedring,” understreger Allan. ”Men vi kæmper selvfølgelig også for at få folk ud af miljøet, ligesom vi arbejder på at blive bedre udrustede til det i forhold til de frivillige, så de ved, hvordan de skal håndtere det, når de møder folk, der har det svært. Vi vil gerne se dem komme ud af misbrug og hjemløshed, men vi har sagt, at det ikke kun er det, der skal være i fokus. Der skal også være fokus på alle de små, udfordrende dagligdagsting, for det, synes jeg, er vigtigt. Vi prøver undervejs at skabe relationer. Jeg har blandt andet inviteret nogle venner hjem til middag, og vi tager på ture og arrangerer aktiviteter, hvor vi også skaber relationer.”

Som Allan siger, er det sværeste ikke at komme i behandling, men at komme ud og hjem igen og klare livet efterfølgende: ”I øvrigt bør vi som kristne ikke kun se mennesker som projekter, som vi ønsker bevæger sig i en bestemt retning. Jeg vil hellere se dem som ligeværdige mennesker, og så må de selv skabe rejsen. Vi vil gerne hjælpe dem på denne rejse, og jeg vil også gerne invitere dem i kirke, hvilket jeg gør løbende. Men vores menneskesyn er, at vi vil se dem som ligeværdige mennesker, vi gerne vil være ved siden af, uanset hvilken retning de er på vej i. Jeg ønsker selvfølgelig stadig det gode slutmål for dem, men måske lidt mere på deres præmisser.”

Den, der vander

”Der står i Bibelen, at nogen skal plante, nogen skal vande og nogen skal høste. Jeg har det fint med at være den, der planter og vander. Jeg spejder ikke kun efter resultatet. Jeg vil gerne være med i en del af processen, og så kan det være, at nogen andre kan tage over. Det synes jeg, der er et sundt element i i forhold til troen. For mig er det fint at være den mere anonyme, som prøver at være barmhjertig. De fleste ved, hvad min baggrund er og om min tro – og vi beder også sommetider med folk på gaden – men det passer mig meget godt at være en, der bare stille og roligt viser vej. Jeg tager dem gerne i hånden i forhold til hjemløshed, misbrug eller andre svære udfordringer, men jeg kan sagtens vente på, at de når dertil. Så jeg venter gerne på dem, som ikke er klar i dag.”

Det er sådan noget, der giver arbejdet mening

Allan kommer mod slutningen af vores samtale med et eksempel på, hvordan der stadig kan være en mening med arbejdet, selvom man ikke i øjeblikket oplever, at et menneske kommer ud af misbrug og udsathed gennem ens hjælp:

”Peter er en person, som vi har støttet i fire år. Han er en ven, som jeg holder meget af, men han er en af dem, som ikke rigtig er i stand til at tage det gode, vigtige valg om at komme i behandling.
Han har et misbrug, bor på et herberg og har i øvrigt en særdeles udfordrende historie bag sig. I sommer var han i Asien, for han havde – som han sagde – pludselig brug for at komme ud at opleve livet, inden det er for sent. Han tog afsted, men endte i problemer derude. Efter to måneder blev han røvet, så han ikke havde noget hævekort, ingen penge og ingen telefon. Hvis jeg ikke havde hjulpet ham, var han endt i større problemer end at skulle sove på gaden nogle dage. Senere hjalp jeg ham også med en flybillet hjem. Efter at han var kommet retur til Danmark, skrev han en besked til mig, hvor han sagde: ’Tak! Uden din hjælp havde jeg nok sovet i en parkeringskælder igen. Tak for alt, du har gjort for mig. Uden dig havde jeg nok været død her eller i Cambodja.’ Det er præcist sådan noget, der giver vores arbejde mening og Street Care sin eksistensberettigelse.”