Tungetale er en omdiskuteret trospraksis
Tungetalen har i adskillige år været en udbredt trospraksis især i karismatiske, kristne kredse, mens andre kristne har været mere tilbageholdende eller påpasselige i brugen af den. Nogle mener endda, at tungetalen er ophørt, mens andre oplever den virksom i deres nuværende trospraksis.
Der er bred enighed blandt kristne om, at vi skal leve et liv i efterfølgelse af Jesus, men på trods af denne enhed bærer både kirkehistorien og den nuværende kirkekultur præg af forskellige trospraksisser. Tungetalen er netop en tros-praksis, som i adskillige år har opdelt eller adskilt kristne, hvorfor det synes oplagt at undersøge forskellige syn på tungetalen og årsagerne til, at tungetalen tilsyneladende har skabt skel mellem kristne.
Udfordringen har derfor taget kontakt til fire personer fra forskellige dele af kirken for at høre deres bud på, hvad tungetale er og kan. Tungetale er et sprog, hvor Helligånden enten giver en person at kunne fremsige et budskab på et sprog, der er ukendt for personen selv, men kan forstås af tilhørerne, altså et jordisk sprog. Eller det kan være et budskab til opbyggelse af menigheden på et sprog som er uforståeligt for de fleste, men som en i menigheden kan udlægge til forståelig tale.
Endelig kan tungetale også være et sprog, der er uforståeligt, og som ikke er givet til udlæggelse, men til den enkeltes eget brug i bøn til Gud. I Bibelen står der, at der er forskellige slags tungetale (1. kor. 12:10, 1. kor. 12:28), men hvor mange forskellige slags, står der ikke. Der er generel enighed om, at der findes tungetale, som er til offentlig brug i menigheden, og tungetale, som er til privat brug for den enkeltes eget bønsliv.
En sproggave fra Gud
Robert Bladt, som er forstander på Indre Missions bibelhøjskole i Børkop, fortæller om tungetalen, at den er en del af den måde, Gud åbenbarer sig på. Det er en sprog-gave, hvor munden stilles til rådighed for Gud. Tungetalen er én blandt andre måder, hvor Guds Ånd bruger menneskers stemmer til at forkynde evangeliet på. ”Jeg ser tungetalen som et vidnesbyrd om, at Guds Ånd har løst menneskets tunge, så Gud igennem det menneske kan forkynde evangeliet også ved hjælp af tungetalen.”
Robert tænker, at Pinsebevægelsens lære, om at tungetalen er et vidnesbyrd om åndens dåb, er funderet i Apostlenes Gerninger, hvor der står, at de, der taler i tunger, har fået del i Guds Ånd. Han mener dog, at kristne generelt skal være opmærksomme på ikke at gøre en enkelt del af Bibelens trospraksis til skabelon for, hvordan det skal se ud, når Guds Ånd er på spil.
“Man kan godt have fået del i Guds Ånd, selvom man ikke taler i tunger. Tungetalen er én blandt andre måder, hvor Gud viser, at et menneske har fået del i Guds Ånd.”
Robert mener, at den form for tungetale, som er til individets egen opbyggelse, ikke opbygger forstanden, men opbygger ånden. Den slags tungetale har til formål at forene den enkelte med Gud og hjælpe vedkommende i relationen med ham.
“Mange af dem, som jeg har talt med om gaven, fortæller, at de har oplevelsen af at være i et privat og intimt rum med Gud. Det er også sådan, jeg selv oplever brug af tungetale.”
Kærligheden er vigtigst
Robert understreger betydningen af, at tungetalen bruges med et næstekærligt udgangspunkt. ”Tungetalen skal altid drives af kærlighed og bruges i kærlighed. I første Korintherbrev havde den fået en forkert plads, hvor man var en bedre kristen, hvis man havde tungetalen, end hvis man ikke havde den. Der var tilsyneladende også et konkurrenceelement i forhold til tungetale,” siger Robert og tilføjer:
”I menigheden skal vi have fokus på, at alt, hvad vi gør, skal drives af kærlighed. Indstillingen, man kommer med til fællesskabet og i fællesskabet, er vigtigst. Vi skal lade Guds Ånd og Guds Ord forvandle vores sind, så vi vandrer i kærlighed.” “Hvis jeg med min tungetale kompromitterer kærligheden overfor min næste, skal jeg måske øve mig i at lade være med at tale i tunger.”
Tungetale i menigheden
I menigheden skal der, for at alle kan forstå, hvad der foregår, tales med forstanden. Derfor skal en tungetale i menigheden udlægges, hvilket også omtales af Paulus som en særlig nådegave.
”Tungetalen fyldte meget i brevene til Korinthermenigheden, men den fyldte ikke meget i brevene til de andre menigheder. Derfor skal vi ikke tænke, at vi er en mindre åndelig menighed, hvis vi ikke oplever tungetalen til udlæggelse i vores fællesskab. Når Paulus hellere taler fem ord med sin forstand i menigheden, er det netop det særlige ved evangeliet, at det tales til os på vores eget modersmål, og det tales, så vi forstår det med forstanden og med ånden,” siger Robert.
”Paulus’ anliggende var og er, at vi skal forstå proportionerne i, hvad der er vigtigst i menighedens forsamling. At ordets forkyndelse har højere prioritet end tungetalen, og hvis Helligånden giver en tungetale til udlæggelse, er det en ekstra gave fra Gud,” slutter Robert.
Cessationisme
Trods bred enighed blandt kristne om, at nådegaven tungetale fortsat er virksom i dag, findes der kristne, som mener, at tungetalen er ophørt. Som repræsentant for dette syn, der kaldes cessationisme, udledt af det engelske ’to cease’, at ophøre, er Magnus Nørgaard Sørensen. Han er præst i husmenigheden Augustanakirken i Spørring nord for Aarhus. Han er overbevist om, at tungetalen er ophørt.
“Tungetalen var kun til de kristne, som levede, dengang Bibelen blev skrevet, hvor Gud brugte tungetalen til at bekræfte de 12 apostles vidnesbyrd. Derudover var tungetalen også et domstegn for Israel,” siger Magnus. Magnus mener, at tungetalen, der praktiseres i dag, ikke er, som den tungetale, der blev praktiseret på apostlenes tid, og at tungetalen i dag enten er et psykologisk fænomen eller et dæmonisk fænomen. Den kan enten have en naturlig forklaring eller en overnaturlig forklaring, siger han.
“Hvis jeg ikke kan se i Bibelen, at tungetalen findes i dag, er det ikke afgørende, hvad jeg oplever. Det er Bibelen, der afgør, hvad jeg tror, og ikke mine oplevelser.” Magnus har lavet fire videoer på YouTube, hvor han forklarer i dybden, hvad cessationisme er. På videoerne uddyber han blandt andet sine argumenter for, hvorfor han tror, at tungetalen er ophørt.
Kontinuisme
Johnny Hansen er præst i Citykirken Aarhus. Han er kontinuist og overbevist om, at tungetalen er tilgængelig for kristne i dag og helt indtil Jesu genkomst. Kontinuist eller kontinuisme er udledt af det engelske continue, som betyder fortsætte.
“I andre religioner og åndelige praksisser findes der fænomener, som ligner tungetale. Jeg vil derfor ikke benægte, at der findes noget, som ligner tungetale, som kan være et psykologisk fænomen eller noget, som er inspireret af dæmoniske ånder. For mig er hovedspørgsmålet dog, hvorvidt der også i dag findes sand og ægte tungetale, hvilket jeg mener, der gør. Tungetalen er en af de måder, vi som kristne kommunikerer med Gud på.”
”Kristendommen har altid været en empirisk tro, hvilket vil sige en tro, hvor man indsamler erfaringer. Man læser i Bibelen om noget, som man derefter søger i Gud, eller man erfarer noget i troslivet, hvorefter man undersøger om det, man har erfaret, står omtalt i Bibelen. Man er så at sige i en vedvarende og fortsat dialog med Bibelen.” Magnus og Johnny forstår eller tolker flere forskellige skriftsteder og passager i Bibelen forskelligt. Blandt andet følgende stykke fra 1. Korintherbrev kap. 13:
”Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”
De to er enige om, at kærligheden aldrig hører op. Uenigheden handler blandt andet om tidspunktet for, hvornår tungetalen skal forstumme, ligesom de er uenige om, hvad det fuldkomne er.
Er det fuldkomne den fuldkomne bog Bibelen, eller er det fuldkomne, når Jesus Kristus kommer igen, og vi ser ham ansigt til ansigt? Og hvordan skal det forstås, at vi en dag skal se ansigt til ansigt? Skal det forstås som en metafor, eller skal det forstås bogstaveligt?
Magnus mener, at fordi Bibelen er kommet, er tungetalen ophørt: “Vi har ikke længere adgang til eller brug for profetiske gaver, tungetale eller kundskab. Det er ophørt. Vi har ikke længere brug for det stykkevise, som kun var nødvendigt dengang, idet vi i dag har den fuldkomne åbenbaring i Guds Ord.”
Det er Johnny uenig i: “Vi har fortsat i dag brug for og adgang til profetiske gaver, tungetale og kundskab, hvilket jeg også mener, vi har, indtil Jesus kommer igen.” Han fortsætter med et retorisk spørgsmål: “Hvor længe har vi kristne behov for at opbygge os selv? Det har vi indtil Jesu genkomst. Hvor længe har menigheden brug for at blive opbygget af profetisk tale? Det har den indtil Jesu genkomst.”
En trospraksis i dag
John Lorenzen er præst i Evangelisk Frikirke Danmark (tidligere Missionsforbundet) i Saralystkirken i Højbjerg ved Aarhus. John tænker, at når nogle kristne stiller sig skeptiske overfor tungetale, kan det hænge sammen med, at nogle karismatiske kristne kredse har sat lighedstegn mellem tungetalen og det at være født påny, som omtales i Johannes Evangeliet kapitel 3.
”Det kan have bevirket, at nogle kristne har følt sig stigmatiseret eller fordømt, hvis de ikke talte i tunger,” siger John.
John fortæller, at gaven tungetale til udlæggelse og gaven til at udlægge tungetale begge er virksomme i Saralystkirken. John har selv nådegaven til at udlægge tungetale, hvilket han som ung opdagede på følgende måde: “Når der kom en tungetale til udlæggelse, forstod jeg altid, hvad der blev sagt. Det troede jeg, at alle andre også gjorde. Derfor spurgte jeg ledelsen, hvorfor der gik så lang tid, inden udlæggelsen kom? Først da gik det op for mig, at jeg havde fået en gave til at udlægge tungetale, som ikke alle havde.”
Hver gang, der kommer en tungetale til udlæggelse, forstår John budskabet i tungetalen. Det er Ikke en ord for ord forståelse, men det er meningen, han forstår. Når en anden har udlagt en offentlig tungetale, har John som oftest haft det samme budskab.
Forskellige grunde til utryghed.
Ole Bacher Mogensen, der er sognepræst i Græsted Kirke, fortæller om tungetalen: ”Der kan være flere grunde til, at kristne er utrygge eller usikre på tungetalen. Med pinsebevægelsens understregning af tungetalen som trospraksis, berørte man noget, der var fremmedartet og eksotisk. Det blev oplevet som noget nyt. Samtidig knyttede pinsebevægelsen tungetalen til en særlig dåb, åndens dåb, hvilket skabte et slags skel blandt kristne. De “rigtige kristne” var dem, der talte i tunger.”
“Tungetalen blev måske også nogle gange gjort mere dramatisk, end den ofte var og er. Som en udefrakommende kraft, der nærmest overtager et menneske. Noget, man ikke har kontrol over. Men når man beder i tunger, er hjernen stadig klar, og man er i kontrol.” Tungetale er for de flestes vedkommende meget enkelt og udramatisk, et sprog, hvor man kommunikerer med Gud. Det er så at sige et menneske foran Gud i bøn, som ikke kan finde ordene på sit modersmål, og derfor beder i ånden eller i tunger, forklarer Ole.
“Tungetale skal ses helt på linje med alle andre nådegaver uden nogen særstatus, det tror jeg er sundt.” Ole fremhæver vigtigheden af, at tungetalen udlægges, men mener ikke, at der nødvendigvis kun findes én rigtig udlægning på en tungetale.
“Tungetale i store forsamlinger kan ofte skabe forvirring. Det kalder på en udlægning. Her tror jeg, at Gud kan give forskellige mennesker forskellige udlægninger, og at der ikke nødvendigvis kun er én sand udlægning. Helligånden taler, og som altid taler Guds Ånd lidt forskelligt til forskellige mennesker. Det samme gælder ved en prædiken, eller når bibelske tekster læses. Vi hører forskelligt og får forskelligt med. Men det er den samme Ånd, som taler,” slutter Ole Backer.