”Den åndelige verden er virkelig”

69-årige Radmila Suslovski er født i Bosnien i det tidligere Jugoslavien. Hun voksede op i en lille by, omgivet af gode naboer. Hendes familie var ikke troende. Hendes familie kom oprindelig fra Serbien, hvor man var græsk-ortodoks. De var medlem af det kommunistiske parti, som de fleste var i det område efter 2. Verdenskrig. Hendes mands familie, der oprindelig var fra en muslimsk familie, var heller ikke troende.

Jugoslavien var et socialistisk-kommunistisk land, men kan ikke sammenlignes med fx Sovjet, fordi det var et meget åbent land med langt større frihed. Da landet begyndte at gå i opløsning, var der tre religioner i Bosnien: Muslimer, katolikker og græsk-ortodokse, som levede i fred med hinanden.

Krigen

Men i 1992 ændrede det sig, fortæller Radmila. ”Man begyndte at snakke om, at katolikkerne ville angribe byer, hvor de græsk-ortokse boede. Jeg kunne slet ikke forstå det, for i vores nabolag boede folk fra alle religioner, og vi havde det godt sammen og respekterede hinanden. Vi kendte jo alle hinanden, så det lød helt urealistisk. Ingen troede at det skulle ske.”

Men krigen kom nærmere og blev mere og mere virkelig for Radmila og alle omkring hende. Da Radmila var 37 år, brød krigen for alvor ud. Hun og familien så det på tv og kunne slet ikke forstå, hvad der skete.

Flugten

Kort tid efter fik Radmilla og hendes familie at vide, at kvinder og børn skulle forlade byen, mens mændene skulle blive tilbage og kæmpe. Radmilas forældre blev tilbage, for de kunne ikke forlade deres hjem.

”Vi tænkte også, at krigen kun ville vare 10-14 dage, og så kunne vi vende hjem,” husker Radmila, ”så jeg tog afsted med min søn på syv år. Vi kørte om natten i en bus, uden lygterne tændt for ikke at blive angrebet af militære styrker, som ingen vidste, hvem tilhørte. Man kunne blive dræbt for ingenting, så alle var bange, og børnene i bussen sad og græd. Så når jeg i dag hører et barn græde, f.eks. i en butik, så går jeg ud, for det sidder så dybt i mig fra dengang. Vi rejste uden ekstra tøj, for vi måtte ikke tage noget med. Det var en virkelig hård tur.”

”Min søn og jeg kom til Serbien, til Beograd, hvor jeg havde familie. Men jeg stod der uden tøj og uden penge, for bankerne var lukkede. Dengang havde vi heller ikke mobiltelefon, så jeg kunne ikke få kontakt med min mand. Jeg ventede bare på at kunne vende hjem til min familie.”

Forenet igen

”Efter 3-4 måneder dukkede min mand pludselig op i Beograd,” fortæller Radmila. ”Han havde rejst 1.400 kilometer, hele vejen over Østrig og Ungarn og ned til Serbien. Sammen besluttede vi, at vi ville rejse væk. Vi havde hørt, at vi havde mulighed for at komme til de skandinaviske lande, mens krigen stod på. Så vi rejste med bus og kom til Polen, hvor vi kunne komme med en færge til enten Sverige eller Danmark.”

26 mennesker i ét rum

Den lille familie kom til Danmark, hvor de havnede på asylcenter Avnstrup med 1.000 andre flygtninge. ”Vi var 26 mennesker på et værelse,” fortæller Radmila. ”Man kunne ikke sove og finde fred, og der var også krig mellem familierne på grund af de forskellige religioner. Vi var der i 15 dage – og så valgte vi at rejse tilbage til Beograd, for det var som at være i et fængsel på asylcentret. Min onkel havde et firma i Beograd, hvor vi kunne få arbejde, så vi tænkte, at det var bedre end at være der.”

Men efter tre måneder blev krigen værre og så ikke ud til at stoppe, så familien fortrød, at de var kommet tilbage til Serbien. Radmila og hendes mand og søn vendte tilbage til Danmark. Denne gang kom de til Genner Strand, hvor de fik deres eget lille værelse på ni kvm, og der boede en del andre familier på stedet. På det tidspunkt vidste de ikke, at det skulle blive deres hjem i næsten tre år.

Mens hun var på flygtningecentret, var Radmila plaget af mareridt og angst. ”En aften sad jeg og blev grebet af angst for, hvad der skulle ske med os i fremtiden. Vi havde jo ingenting, og krigen så ikke ud til at stoppe. Så hørte jeg pludselig en stemme i mit hoved sige: ”Hvorfor er du bekymret for dagen i morgen?” Det var en fantastisk stemme, og jeg tænkte, hvem er det, der taler til mig? Først senere fandt jeg ud af, at det står i Matthæusevangeliet, og for mig blev det senere et bevis på, at Gud hele tiden havde været med mig.”

Angst og mareridt

Radmila var i lange perioder plaget af angst og mareridt.  ”En nat var det, som om der stod en fremmed i mit værelse og råbte af mig,” fortæller hun. ”Jeg kunne også lugte det. Det gjorde mig helt stiv af skræk, og jeg havde en fornemmelse af, at hvis jeg kunne Fadervor, så ville det have hjulpet. Jeg havde også en oplevelse en nat, hvor jeg kunne høre fodtrin, og så kunne jeg mærke hænder, der prøvede at kvæle mig. Jeg prøvede at skrige, men ingen kunne høre mig. Min mand lå bare og sov ved siden af og mærkede slet ikke noget. Men jeg vidste, at det var reelt.”

Radmilla begyndte at få det dårligt og sov dårligt om natten og kunne ikke komme op om morgenen. Så hun begyndte at søge efter en mulighed for at finde fred. ”Ubevidst endte jeg i det okkulte, hvor jeg prøvede transcendental meditation osv. Jeg meldte mig til det, fordi jeg havde fået at vide, at man fik sådan en dejlig ro ved at sige mantra – selv om jeg slet ikke vidste, hvad mantra betød. Jeg betalte endda for det, for jeg ville gøre alt for at finde ro.”

”Mens jeg var på flygtningecentret, fik vi besøg af nogle fra en frikirke i Aabenraa. Der kom en dame hen til mig og gav mig en bibel på bosnisk, og hun sagde: Jeg tror, at du vil få brug for denne bog en dag.”

En ny tilværelse

Efter næsten tre års borgerkrig i det tidligere Jugoslavien besluttede den daværende danske regering at give permanent opholdstilladelse i Danmark til de berørte flygtninge. For Radmila og hendes familie betød det, at de kunne flytte i en lejlighed i Haderslev og endelig bygge en ny tilværelse op. ”Efter at vi var flyttet til Haderslev, var jeg i en bilulykke, hvor min bil endte på taget. Min nakke og mit hoved blev skadet. Jeg kunne kun holde mit hoved lige på grund af voldsomme smerter i hovedet og skulderen. Jeg brugte masser af penge på kiropraktor og fysioterapi, uden at det hjalp.”

Radmilla havde på dette tidspunkt fået arbejde som tolk og en dag på vej hjem fra den sønderjyske by Tønder, hørte hun en stemme. ”På vej hjem hørte jeg en stemme, som sagde: ”Se det træ, du skal bare køre ind i det, for dit liv er ikke noget værd”. Jeg fik virkelig lyst til at gøre det, for stemmen lød blid og kærlig. Men jeg blev helt forskrækket og tænkte, at nu måtte det være nok, jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg havde oplevet forfærdelige ting om natten med dæmoniske anbreb, hvor jeg fik revet tøjet af og blev kradset på ryggen og andre ting.” Da Radmilla kom fra arbejde, faldt hendes blik på ugeavisen, hvor der stod: ”Der er mere mellem himmel og jord”, og at der skulle være gospelkoncert på Hotel Harmonien.

”Det fangede mig, og jeg ringede til to veninder og spurgte, om de ville med. Til koncerten oplevede jeg virkelig noget gennem sangen og musikken. Jeg blev fri fra et eller andet, og jeg græd bare. På den flyer, vi havde fået udleveret til koncerten, stod der, at der var møde i pinsekirken, som kun lå 200 meter fra min bopæl.  Så mine veninder og jeg tog til det møde, hvor der var en, der hedder Jørn Hyldgaard, der talte, der sang.”

”Pludselig sagde Jørn Hyldgaard: Der er en, som har smerter i nakken og lider af hovedpine og smerter i skulderen efter en ulykke. Han bad personen komme frem til forbøn. Jeg anede ikke, hvad forbøn var, men mine veninder prikkede til mig og sagde ”Det er dig – du skal gå frem.” Jeg rejste mig og gik frem. Da jeg kom frem, så jeg et fantastisk lys, og jeg græd bare helt vildt. Jeg kunne slet ikke forklare det. Så spurgte Jørn, hvem der havde begået selvmord i min familie. Jeg blev helt overrasket, for hvordan vidste han det? Jeg svarede, at det var min mormor, som gjorde det, før jeg blev født, men jeg kunne ikke se, hvad det havde med mig at gøre? Så sagde han: Det er de samme dæmoner, der bad din mormor begå selvmord, som angriber dig om natten og deres eneste ønske er, at du skal begå selvmord eller ende på psykiatrisk afdeling. I det øjeblik huskede jeg, at der engang var en stemme, som havde sagt, at jeg skulle gå ud i garagen og hænge mig kl. 3 om natten. Det hele var så levende. Det blev klart for mig, at den åndelige verden findes, og at den er helt realistisk.”

Jørn Hyldgaard begyndte at bede for Radmila. ”Han sagde, at de smerter, jeg havde i skulderen og nakken, ville Gud helbrede om tre uger. Hvorfor først om tre uger, når jeg vil helbredes nu, spurgte jeg, og Jørn svarede, at Gud altid har en årsag. Efter den aften græd jeg hele weekenden og oplevede en masse lægedom.”

Mødet med Jesus

”Jeg havde fået at vide, at de dæmoniske angreb kunne blive værre, efter at jeg var blevet bedt for. Jeg kunne ikke bede, for jeg vidste ikke hvordan. Jørn havde sagt til mig, at hvis jeg blev angrebet, så skulle jeg skrige ’Jesus’. Natten inden de tre uger var gået, oplevede jeg et forfærdeligt angreb, hvor nogen hev dynen af mig og hev mig i benene og ned på gulvet. Jeg skreg ’Jesus’, og så var der pludselig lys i værelset, og jeg kunne se en hvid kjortel og sandaler og sand på benene, og han tog dynen og puttede den op omkring mig og sagde: Nu har du kaldt på mig, og der er ingen, der kan skade dig mere.”

Helbredelsen

”Næste dag, vågnede jeg kl. 9 om morgenen. Jeg vågnede ved, at rindende vand løb ned fra min skulder, ned ad armen. Jeg begyndte at bevæge mit hoved fra side til side, og det gjorde slet ikke ondt. Så kunne jeg mærke den Jesus, jeg så, da jeg skreg om natten. Jeg så den samme skikkelse, som jeg havde set den nat. Jeg kunne ikke se hovedet, men jeg kunne se de smukkeste hænder, som han lagde på mit ansigt og sagde: ”Jeg er det levende vand, og den, der drikker af mig, bliver aldrig tørstig.” Så forsvandt han.

Jeg vidste ikke, at det stod i Bibelen. Jeg var så glad og kom i tanke om den bibel, jeg havde fået for 8-9 år siden. Jeg begyndte straks at lede efter den, og det første sted, jeg slog op på, var der, hvor Jesus siger, at han er det levende vand.”

Et nyt liv

Derefter begyndte en proces, hvor Radmilla gik i gang med at lære den Jesus bedre at kende. ”I den proces kunne jeg mærke, at jeg forandrede mig. Jeg begyndte at snakke anderledes til folk, og jeg begyndte at tænke anderledes. Jeg begyndte at bede i bilen for de mennesker, jeg tolkede for, som havde været udsat for forfærdelige krigstraumer osv. Jeg bad Gud lære mig, hvordan jeg kunne tale med disse mennesker, og det har hjulpet mig virkelig meget i min kontakt med disse meget følsomme mennesker.”

Radmila blev troende i 2004 og har nu været kristen i 20 år og oplever, at det har reddet hendes liv. ”Jeg er vokset i min tro og har set Gud gøre mange fantastiske ting. Jeg har oplevet, at Gud har ledt mig til mennesker i mit eget land, som jeg slet ikke vidste var kristne, og at han har brugt mig på måder, jeg aldrig havde troet.”

Miraklet på flyet

”En gang, jeg skulle rejse hjem til Danmark med fly, begyndte jeg pludselig at bede i tunger, og jeg havde lært, at når det skete, så var Gud ved at forberede mig til noget. Da jeg sad i flyet, var der en dreng på 14 år, som fik en hjerneblødning. Personalet spurgte, om der var en læge ombord, men ingen reagerede. Pludselig talte Helligånden til mig: ”Gå op og læg hænderne på drengen,” og jeg valgte at være lydig.

Så jeg gik op til drengen og hans familie, som var en bosnisk familie. Jeg kunne se, at hans mund hang og blod rendte ud. Jeg spurgte, om jeg måtte lægge hænderne på deres søn og bede for ham. Hans mor græd helt vildt. Så lagde jeg hænderne på ham og sagde: ”I Jesu navn” – og så nåede jeg ikke at sige mere, for han kom til sig selv, og farven vendte tilbage i kinderne, og hans mund hang ikke mere. Han sagde: ”Mor, jeg kan tale igen.”

Stewardessen blev meget berørt og begyndte at græde og kaldte mig frem i cockpittet og ville, at jeg skulle bede for hende. Der var ringet efter en ambulance, som skulle stå klar, når vi kom frem, men den blev der ikke brug for, for drengen var frisk og rask.”

Der er kun én vej

Radmila har oplevet den åndelige verden fra både den mørke og lyse side og har en opfordring til læserne:

”Jeg vil bare sige til dem, som ikke kender til den åndelige virkelighed, at de skal passe på med, hvad de leger med. Den eneste mulighed for fred gennem den åndelige verden er gennem Jesus. De mennesker, som dyrker clairvoyance osv., kender den åndelige verden, men er på den forkerte side. Der er kun én vej, og det er Jesus. Satans løgn er at overbevise os om, at han ikke findes. Læs i din bibel og find Gud igennem det, du læser.”

Radmila bor stadig i Haderslev med sin mand og er aktiv i Frikirken i Multihuset.