Handlingsmættet fortsættelse om drengen Jack i andet bind af serien ’Og de fandt drager’
I bind to i serien ’Og de fandt drager’ fortsætter eventyret om 12-årige Jack og hans team, som nu er ankommet til jorden for at udføre missionen om at slå dragernes dronning ihjel. Missionen skal redde resten af menneskeheden, som befinder sig ombord på en rumstation oppe under stjernerne.
Efter en atomkrig er jorden blevet ubeboelig, og den overlevende rest af menneskeheden har nu en begrænset levetid tilbage på rumstationen pga. begrænsede iltreserver. Det er tilstedeværelsen af de giftige drager, der umuliggør at vende tilbage og genoptage livet på jorden. Ledelsen på rumstationen har efter et par mislykkede ekspeditioner til jorden erfaret, at det kun er børn, der kan overleve dragegiften.
Derfor er Jack efter endt træning sammen med tre andre jævnaldrende nu landet på jorden. Der er spænding fra første side, for i stedet for at arbejde sammen ryger Jack og hans team hurtigt i dødelig konflikt med hinanden. Er det dragegiften, der virker på dem alligevel? Jack må kæmpe både med eget helbred (hvis du har læst bind 1, ved du hvorfor) og for at holde fast i missionens mål, mens alting synes at falde fra hinanden på det skrøbelige team. Hvordan skal de nogensinde kunne redde menneskeheden?
Jack kæmper for at holde fast i troen på Yeshua, og på hvad ægte kærlighed er. Selv om al tale om tro på Gud har været forbudt på rumstationen, har Jacks mor lært ham om Yeshua og hans rige – et rige, hvor den sande kærlighed fordriver al frygt. Denne sandhed kommer under pres på en jord, hvor alt synes at være gennemsyret af netop frygt, og intet er helt, som Jack og hans team er blevet forberedt på.
Selv Jacks bedste ven Sammie forandres hurtigt, og liv, som de slet ikke var forberedt på, eksisterer på jorden. Jack må nu beslutte sig for, hvad han tror på. Hvem er ven og hvem er fjende? Og hvad er sandt? Ted Dekker har sammen med sin datter Rachelle skrevet dette familieeventyr, hvor der er spænding og stof til eftertanke for både store og små. Tredje og sidste bind i serien forventes at udkomme i januar 2025, så spændte læsere må lige vente lidt endnu med at få slutningen på eventyret om drager på jorden og kampen mod det onde.
Ted Dekker og Rachelle Dekker: Og de fandt drager – Bind 2: Rejsen til sølvtårnene. 194 sider. 199 kr. Forlaget Scandinavia