Hvis ikke kirken taler om det evige liv, overtager andre samtalen
Hvornår har du sidst hørt en prædiken, der handlede om det evige liv, og hvad du har at glæde dig til? Jeg gætter på, at du ikke kan komme i tanke om det. Siden teologiprofessor P.G. Lindhardt i sit berygtede foredrag på Askov Højskole i 1952 afviste den traditionelle tro på det evige liv og insisterede på, at evigheden er noget, der foregår nu og her, har der hersket en stor berøringangst overfor det himmelske liv i det kirkelige Danmark.
Enhver konkret beskrivelse af det evige og himlen som et fysisk sted, er blevet opfattet som naivt eller missionsk. Hvis præster endelig taler om det, bliver pointen ofte, at man netop ikke hverken kan eller skal sætte konkrete ord på det. Derfor mangler vi nu et fælles sprog for livet i himlen – og når sproget forsvinder, holder samtalen op. Efter de kristne så godt som har begravet det evige liv, så har spørgsmålet om livet efter døden nu fået en renæssance udenfor kirkelige kredse.
Senest har Frederik Lindhardt, der er faktisk er barnebarn til den gamle Lindhardt, og Nationalmuseets direktør Rane Willerslev sammen skrevet en bog med titlen “Efter livet” om emnet. I den anledning gik Willerslev for nylig i Go’ morgen Danmark i detaljer med, hvad han skal have med på rejsen til et næste liv. Listen lød på: tobak, Lundhag støvler, uldsokker, langt undertøj, snestøvler, et stykke fisk, pulk og rensdyrskind, tyggegummi, vintersovepose, silkeindersovepose, bue og pil.
Selvom det lød, som om Willerslev mere var på vej tilbage til sin tid som pelsjæger i Sibirien end til de evige jagtmarker, så var det alligevel forfriskende, at han var så konkret og ikke talte i tåger, som man ofte hører teologer gøre. Vi lever desuden i en tid, hvor nærdødsoplevelser bliver mere almindelige, og mange beretter om mødet med en virkelighed ud over det jordiske. Troen på et efterliv er ikke ny; i oldtiden, før kristendommens udbredelse, havde kulturer som ægypterne, grækerne, romerne og vikingerne klare forestillinger om, hvordan man skulle forberede sig til livet på den anden side.
Den stigende interesse for det evige liv bør vække kirker, præster og kristentroende. Det kirkelige miljø må overvinde sin berøringsangst og indgå aktivt i samtalen om, hvad der sker efter døden. Vi har netop fejret allehelgen, dagen for dem, der er gået forud og nu er forenet med Gud. Det kristne håb er troen på, at Jesus er opstået fra de døde, og at han er vejen til det evige liv. Kirken bør gribe chancen for at genopdage sit sprog for himlen og igen give troen på evigheden plads i samtalen.
