Kristendom og politik: En sprængfarlig cocktail

At den politiske polarisering i samfundet stiger, er efterhånden et velkendt fænomen. Men det er min iagttagelse, at også flere og flere politiske spændinger trænger ind i den kristne kirke og kirkelige fællesskaber. Men hvordan skal man som kristen forholde sig til brandvarme politiske emner, og er der politiske svar på aktuelle problemer, der er ”mere kristne” end andre? Og ikke mindst: Hvad sker der, når vi blander kristendom og politik sammen, og når vi ikke gør? Det er, hvad denne kronik vil se på.

Kan man bevare enheden trods politisk uenighed? Det var første gang under de nationale nedlukninger under covid-19, at en af mine præstevenner udtrykte, at han aldrig før havde oplevet, at politiske uenigheder folk imellem fyldte så meget blandt mennesker i menigheden, som de nu gjorde. At uenigheder for eller imod nedlukninger og holdninger til regeringens politik generelt skabte spændinger imellem mennesker.

Nu er disse problemer i forbindelse ned nedlukningerne overstået, men andre politiske temaer sætter sindene i kog.  Tænk på krigen i Israel, eller abortdebatten eller det igangværende præsidentvalg i USA. Også disse giver nye anledninger til, at fronterne trækkes hårdt op mellem mennesker og skaber splittelser mellem kristne. Jeg er med på, at der er en verden til forskel på det, evangeliske kristne oplever af konflikter fx i USA i politiske spørgsmål, og det, vi oplever herhjemme i vores lille andedam.

Men når jeg hører kristne diskutere situationen i Israel, bliver jeg alligevel overbevist om, at konflikter og uenigheder lurer under overfladen. Og potentielt truer samhørigheden kristne i mellem. Det er der sådan set intet nyt i. Kristne har igennem hele kirkens historie haft forskellige politiske opfattelser af, hvordan man skal løse samfundsmæssige problemer. Og det er heller ikke det, der som sådan er problemet.

Problemet er nok snarere i dag den hurtighed, hvormed alting eskalerer og polariseres, og at der ikke bliver plads til nuancer eller dilemmaer i politiske spørgsmål. Vi henfalder til sort/hvide svar og er hurtige til at sætte andre i bås. Som et kristent menneske er man på den ene side placeret i denne verden med et ansvar, men også med sit ”himmelske borgerskab” i Guds rige. Ingen af delene må forsømmes.

Hverken adskilles eller sammenblandes

Det store dilemma i kristendommens forhold til politik er for mig at se, at det er farligt både at blande disse to – men også at lade være. Der er en spænding, der må fastholdes – og ikke opløses.
At leve sin kristne tro ud vil få politiske implikationer, både for den enkelte og for en menighed. Men bliver kristendommen parret med en specifik politisk ideologi, så går det galt. Når kristendommen spændes for den politiske vogn, og man tager Gud til indtægt for de holdninger, man har, eller når man med Bibelen i hånden mener at kunne trække landegrænser i Mellemøsten eller afgøre om en præsidentkandidat er Guds udvalgte eller om én politisk ideologi er ”mere kristen” end en anden – så opstår splittelserne.

Men vi ser det også i langt mindre dramatiske forhold i vores del af den vestlige verden. Når kirken melder sig på banen i spørgsmål om køn, klima eller andre spørgsmål, som ikke længere blot handler om minoritetsgruppers rettigheder, men er blevet politiske programmer med klare ideologier, som handler om at ændre normer for majoriteten, skaber det også en kontra-effekt.
Sådan beskrev en af mine gode bekendte det efter et besøg i Tyskland. Evangeliske kirker i Tyskland kæmper med at være på den rette side i forskellige politiske spørgsmål.

Men det har den konsekvens, at dele af befolkningen tager afstand fra kirken og dens budskab, fordi den kommer svøbt i en politisk klædning, de ikke ønsker at tage på sig. Som kirke må vi være en del af det, der rører sig i samfundet uden at falde ned i strømmen. Vi må forsøge at se det større billede, forstå, hvad de konkrete sager er et udtryk for, og ikke bare hoppe på den næste bølge, der rejser sig.

Men det modsatte er også tilfældet, at når kristne trækker sig fra de presserende politiske problemer i samfundet, så får det negative konsekvenser. Eller som idehistorikken Hans-Jørgen Schanz engang har udtrykt det: ”Sekularisering betyder ikke bare, at politik og religion adskilles, men derimod at religion og dens forklaringsformer og begreber trækkes bort fra flere og flere livsformer, fx økonomi, fra moral, fra kunst, fra jura, fra historie, fra politik.”

Sådan ender vi i vesten med samfund, hvor den kristne indflydelse er på retræte. Når vores kristne tro ikke har betydning for den måde, vi lever i verden på og skaber samfund på, så mister troen sin betydning i samfundet som helhed. Men måden, hvorpå vi som kristne engagerer os, vil og må være forskellig. Jeg har mødt konservative, liberale, ja socialister – som alle er kristne og mener, at deres tro har betydning for den måde, hvorpå de engagerer sig i samfundet og i politik. Men det ser vidt forskelligt ud.

Jeg har mødt konservative, liberale,
ja socialister – som alle er kristne
og mener, at deres tro har betydning
for den måde, hvorpå de engagerer sig
i samfundet og i politik.
Men det ser vildt forskelligt ud.

Måden, hvorpå vi engagerer os, og i hvilke spørgsmål, må være overladt til den enkeltes samvittighed. Uden dette mellemlægningspapir kommer vi til at sætte lighedstegn mellem det, vi selv mener, og det, vi mener, at Gud mener. I USA er abortspørgsmålet glødende aktuelt. Jeg forstår evangeliske kristnes modstand mod abort. Man kan med rette argumentere for, at spørgsmålet om abort er et politisk spørgsmål, som kristne også bør engagere sig i. Det handler om det ufødte barns rettigheder; abortgrænserne fastsættes jo politisk. Men måden, hvorpå det gøres, gavner ikke altid sagen.

Politik er blevet en erstatningsreligion

Når politik har fået denne kæmpe betydning i det moderne samfund, så skyldes det ikke mindst, at der her er et alternativ til religionernes bud på, hvordan verden hænger sammen. Ikke mindst i det sekulariserede vesten er politik blevet en erstatningsreligion. Politikerne er blevet vor tids præster, hvis forkyndelse og løfter vi retter livet ind efter og sætter vores håb til. Og når de skuffer – ja, så er vreden klar til at få frit løb.

Den australske præst og forfatter Mark Sayers betegner vort årti som ”vredens årti” – en vrede, der skyldes den skuffelse, mange moderne mennesker sidder tilbage med, over at fremtiden ikke blev, som den var blevet lovet. At løfterne om et bedre liv udeblev. Desværre kan det ske, at vi henfalder til de hurtige svar eller forsimplede løsninger på dybe og komplicerede spørgsmål. At vreden og skuffelserne får frit løb.

Også dette sker blandt kristne: Når det rige, vi drømmer om, ”trækker ud” med at ankomme, så fristes vi til i dets fravær at stille os tilfreds med noget, som ligner, men slet ikke er det samme: Nye riger, nye ideologier. Stærke ledere. Også omkring Jesus var der en længsel efter, at Jesus skulle omstyrte de aktuelle magtstrukturer og smide romerne på porten. Men sådan en konge ville Jesus ikke være.

Men Jesus sagde igen og igen: Det rige, jeg bringer – er et helt andet rige. Som kristne er vi kaldet til ”at søge Guds rige” før alt andet. Det er et rige, hvor vi erfarer spændingen mellem ”allerede” og ”endnu ikke”. Kristnes kald er at bede ”Komme dit rige” – at den virkelighed, som en dag vil bryde endeligt igennem, allerede nu vil frigive sine livgivende kræfter. Bed og arbejd på, at dette rige må komme i denne verden.