Se op!

Forleden så jeg en mor stå med sin klapvogn ved et busstoppested, bøjet over sin Iphone. I vognen sad et barn på et års tid – bøjet over sin leverpostejmad. Barnet spiste ikke maden, men prikkede i stedet i leverpostejen, som om det var en Iphone.

Det var ikke svært at gætte, hvor barnet havde fået den indskydelse fra, for det var nøjagtigt sådan moren stod – dybt optaget af og bøjet over sin Iphone. Hun stod og prikkede i den, som var det en leverpostejmad. Situationen er efterhånden triviel, for vi oplever hver eneste dag, hvordan Iphonen optager os og stjæler vores opmærksomhed. Vi griber efter den i lommen, vi ser ned på den ved mindste anledning og ved hver eneste pause.

Det gælder særligt ved busstoppesteder, i busser og tog. De øjeblikke, hvor der tidligere var rig lejlighed til at se sig omkring, se på hinanden, kaste et blik, et øjeblik, på andre. De tider er forbi, for i stedet bøjer vi os over vores Iphone. Derfor dette råd: Se op! Se på dem, du går forbi, og hils gerne på vedkommende. Hellere én gang for meget end en for lidt. At gå forbi et menneske, som ikke ser op, men som er krummet sammen over sin Iphone, er en kølig oplevelse.

Temperaturen falder, humøret daler, og man føler sig overset. Og med rette. For man er bogstaveligt talt blevet overset. Man er åbenbart ikke værd at ofre et blik på. Ikke engang et lille øjeblik. Forleden talte jeg med en, som var blevet overset af sin lokale sognepræst. På vejen op til kirkegården havde hun mødt præsten, som bare var gået forbi. Præsten havde ikke løftet hovedet eller set på hende, og derfor modtog præsten heller ikke eller gengældte det blik og forsøg på hilsen, som var blevet sendt til hende.

I stedet efterlod præsten en kvinde, som var vred, ked af det, forvirret og urolig. For hvorfor så præsten ikke på hende? Hvorfor havde hun ikke set op og gengældt hendes hilsen? På hebraisk er der et ord, for den, der ikke gengælder en hilsen. Vedkommende kaldes for en røver. For når man ser på hinanden og hilser, sender man sit ønske om fred til den anden. Men hvis eller når den fred ikke bliver modtaget, efterlader den ufred. Man frarøves sin fred.

Hvor skal der dog lidt til for at sprede fred. Med blot et blik og på bare et øjeblik, hvor man ser op og gengælder en hilsen, kan man tænde håb, lys og fred i en anden. Og omvendt: Hvor skal der lidt til at slukke et håb og skabe ufred i en andens hjerte. Derfor: Se op!