Skoæsker med gaver til børn i hele verden
Igen i år sender Operation Christmas Child under NGO’en Samaritan’s Purse julegaver i skoæsker ud til børn i hele verden.
Skoæskerne bliver pakket af børnefamilier i mange lande, før de bliver samlet i kæmpestore opsamlingshaller i USA og andre lande i løbet af november. Afhængig af, hvor pakkerne skal sendes hen, og hvordan transporten foregår, vil gaverne nå frem til modtagerne før eller efter jul. Nogle af dem når måske først frem engang i foråret, hvis der fx. er forsinkelser på toldkontorerne.
I landene i Central- og Sydamerika samt i Østeuropa vil pakkerne dog typisk nå frem til jul.
Transportformer
De fleste af gaverne bliver sendt med skib, men mange steder må lokale transportmidler tages i brug på den sidste del af vejen ud til modtagerne. Her kan man – alt afhængig af området – fx anvende kameler, firehjulstrækkere, både, æselkærrer eller hestevogne for at få gaverne frem.
Æskernes indhold
Indholdet i pakkerne er typisk legetøj, skolematerialer, ting til personlig pleje, tøj og små bibelske bøger, skriver Samaritan’s Purse. På ”forbudt-listen” står blandt andet krigslegetøj, chokolade, madvarer, spraydåser og medicin. Når æskerne pakkes, vælger man indhold ud fra køn og alder, så indholdet kan glæde enten en dreng eller en pige i aldersgrupperne 2-4, 5-9 eller 10-14 år.