Små ting er ikke småting
Som barn boede jeg to og et halvt år i Bruxelles, hvor min far arbejdede for Europakommissionen. Her gik jeg i international skole i en dansk klasse fra 1. til halvdelen af 3. klasse. Efterfølgende havde jeg sporadisk kontakt til nogle få veninder, men det var svært på grund af de lange afstande og min lave alder. Det var også før, der var noget, der hed internet.
Ti år efter, vi er vendt hjem, modtager jeg til min store forbavselse en invitation i mine forældres postkasse. Kom til gensynsfest med den danske klasse fra Europaskolen. Ved Holstebro. Selv om jeg læser på universitetet i Odense og aldrig har bevæget mig op gennem Jylland på egen hånd, er min nysgerrighed større end min generthed. Så jeg får bestilt en togbillet og kommer med den vestlige togrute op gennem Jylland. Det er en smuk tur langs vandløb og træer.
Endelig lander jeg i Holstebro. Her er en hyggelig togstation med salg af super friske romkugler. Det er en god start, men intet imod, hvad der derefter venter mig af kulturchock. Jeg stiger ombord på bussen, der skal føre mig ud til den landejendom, hvor vi skal samles fra min gamle klasse. Jeg har adressen, men jeg ved ikke, hvordan jeg kommer helt derhen. Nå, men jeg får mig placeret midt i bussen. Der kommer en dame om bord med indkøbsposer, som sætter sig helt oppe ved buschaufføren. De snakker frimodigt, og der er i det hele taget en god stemning.
På vej gennem byen stopper bussen. Der er ikke noget stoppested. Men jeg ser, chaufføren hjælper kvinden ud af bussen med indkøbsposerne, går med over vejen og kysser hende farvel i døren. Ja, sådan hjælper man åbenbart sin ægtefælle i det midtjyske. Jeg prøver at forestille mig det samme ske i Roskilde eller København, men det er mig en umulighed. Vi nærmer os min destination. Jeg tager mod til mig og går op og spørger den hjælpsomme chauffør, om han ved, om jeg skal til højre eller venstre på den landevej, jeg skal sættes af på.
Det ved han ikke. Men der kommer en modkørende chauffør, som han får vinket til at holde, og så blokerer de vejen, mens de holder palaver, om den unge sjællænder skal til højre eller venstre. Jeg husker ikke samtalen helt nøjagtigt, men det har nok været noget i stil med – Hans Peter bor i nr. 136, og det er til højre, men så skal hun nok tættere på Magda, og så skal hun til venstre. De vidste det ikke helt, det var tydeligt, men de gjorde sig virkelig umage, og jeg stolede på, at de havde ret i, at jeg skulle til venstre. Hvilket viste sig at være et godt valg.
I dag bor jeg i Midtjylland, og jeg har svært ved at forestille mig at bo andre steder. Her er små ting nemlig ikke småting, og det at få en palaver ved købmanden kan være dagens lyspunkt. “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” Matt., kap. 25,40
