Travlheden er en fjende af det gode liv med Gud og andre mennesker

Hvad er egentligt den største fjende mod vores åndelige liv? Er det andre religioner, sekulariseringen eller den nye teknologi – eller hvad er det, der underminerer vores daglige åndelige liv og det gode liv med vores nærmeste?

Måske er det ikke så meget en ydre fjende som snarere den indre, nemlig vores forhold til travlhed. Ikke det andre gør ved os, men det vi igen og igen gør ved os selv, når vi vælger et liv på travlhedens præmisser.

Travlheden klemmer glæden ud

Det er tirsdag eftermiddag, og jeg ved allerede godt, inden jeg går ud ad døren, at alt skal klappe, for at min dag hænger sammen. Så det satser jeg på. Først skal jeg forbi et par butikker for at gøre nogle indkøb inden et møde på en café. Jeg når i sidste øjeblik at finde en parkeringsplads og småløber til cafeen, hvor jeg har et møde med en leder, jeg er mentor for. Til mit held er han også forsinket, så jeg kan lige nå at få vejret, inden han dukker op.

Samtalen glider heldigvis, og i rimelig ubemærkethed holder jeg øje med mit ur hele tiden, men når man ikke har så meget tid, ja så hamrer den bare afsted. Jeg undgår yderligere uddybende spørgsmål og er lettet, da han gør klar til at afslutte vores samtale, men er dybest flov over det. Jeg kan allerede nu se, at jeg bliver forsinket til min næste aftale, som endda er en hyggeaftale med et par venner. Jeg sender dem en sms, om at jeg (igen) bliver forsinket og ser irriteret efter den tjener, der åbenbart ikke har tid til at lade os betale.

Jeg småløber igen tilbage til bilen og skynder mig afsted – på kanten af hastighedsgrænsen gennem byen og kommer igen for sent til en hyggeaften med mit garageband. De har allerede gjort klar med kaffe og kage, som jeg nærmest sluger. Vi ”skynder” os at komme i gang, og da de efterfølgende byder på pizza og øl, må jeg afslå. Har lovet mig selv og min hustru at komme hjem, så vi kan komme på stranden. Jeg nikker farvel og lader dem rydde op (igen).

Jeg når hjem til min hustru på slaget 20.00 som lovet, men da jeg får et glas hvidvin i hånden, mærker jeg hele dagens stress og jag indhente mig og slå mig i hovedet som en hammer. Jeg er træt, tung om hjertet og vil faktisk bare gerne tidligt i seng. ”Men jeg nåede det hele i dag,” proklamerede jeg ynkeligt overfor min hustru, men mærker en helt anden virkelighed indeni. Jeg nåede det kun med nød og næppe, men min travlhed klemte al glæde ud af de ting, jeg faktisk holder af og samværet med andre mennesker.

Travlheden er et valg

Juletravlheden er sat i gang for mange af os. Der er så meget, vi skal nå i denne måned. På mange måder er der noget meningsfuldt over at have kalenderen fuld og en lang to-do liste. Det giver mening, og man føler, at ens hverdag har formål og betydning. Ja, det kan ligefrem være hyggeligt med lidt juletravlhed, at der er meget, der skal nås, inden julen sætter ind. Det er ikke den travlhed, jeg i denne artikel er ude efter. Den glædelige travlhed eller almindelige erfaring af, at der er meget, der skal nås, den hører det almindelige menneskeliv til i vores verden.

Den travlhed, jeg i denne kronik er optaget af, er den travlhed, der ikke bare bliver en undtagelse i vores liv, men snarere det normale mønster, vi lever efter. En tilstand, hvor vi lever i et tempo, der langsomt slider på os selv, vores åndelige liv og vores relationer. Vi erfarer det, når vi har weekend eller ferie, så klasker vi helt sammen med hovedpine og stressymptomer. Når vi endelig kan slappe af, så siger kroppen bare fra.

Når vi havner dér, så er det ofte med en forklaring om, at ansvaret for vores situationen ligger på vores chef, dovne kollegaer eller en ægtefælle, eller børn, der ikke tager deres ansvar på sig. Skylden er i hvert fald ikke vores. Men faktisk er det at have travlt et valg, du og jeg tager. Jeg læste for nogle år siden Niels Nymann Eriksens fine lille bog ’Hvorfor har du valgt at have så travlt’. Først blev jeg en anelse provokeret over titlen.

Som om det at have travlt nu skulle være en konsekvens af mine egne valg. Det er jo, fordi alle andre vil noget med mig og min kalender, at jeg har så travlt. Men vejen til at bryde travlheden i vores liv begynder med en ærlig erkendelse af, at vi er fanget i dens store spindelvæv.

Højhastighedssamfundet

Vi lever i det flere, blandt andet sociologen Hartmut Rosa, har kaldt højhastighedssamfundet. Et samfund, hvor ikke mindst de teknologiske fremskridt har gjort det muligt for os at leve i et langt højere tempo end tidligere. Et andet udtryk Rosa bruger er accelerationssamfundet, som rammende beskriver, hvad der sker; tempoet sættes støt opad, så vi nærmest ikke mærker det, før det er for sent.

Konsekvensen af hastighed og acceleration er, at vi oplever en fornemmelse af fremmedgørelse. En fremmedgørelse over for os selv, vores relationer og den verden, vi befinder os i. Vi mister fornemmelsen af os selv, mening, glæde og forbundethed med andre. Vi mangler det, Rosa betegner som ”resonans”, en fornemmelse af mening, glæden ved at være hjemme hos os selv og i denne verden.

Udtrykket resonans er et musikalsk udtryk, som fx beskriver det, at et instrument sættes i bevægelse, frembringer toner, der kan vække genklang i et andet menneske. Ikke bare et dødt ekko af sig selv, men svingninger, hvor man erfarer en dybere forbindelse til noget større end sig selv og andre mennesker. Travlheden, det forskruede tempo, gør os til en dårligere udgave af os selv. Tænk på, hvor mange af de konflikter, vi oplever hjemme eller på arbejdet, skyldes forjagethed.

Forældre, der jager med deres børn for at få dem ud af døren, voksne, der stresser efter deadlines på jobbet og i fritiden, hvor vi bilder os ind, at det handler mere om kvalitet end kvantitet af tid.
Mennesker bliver syge af stress, angst og præstationstrang, fordi man hele tiden skal noget mere. Man er altid på vej et andet sted hen. I en kristen forståelse kan vi erfare oplevelser af resonans eller åndelig genklang gennem bøn, stilhed, fordybelse og gode nærværende samtaler.

Jeg kan selv have det sådan, at jeg efter min daglige middagslur vågner med en fornyet glæde, og at denne glæde let bliver til en takkebøn til Gud.

Den daglige kamp mod travlheden

Den amerikanske præst og forfatter John Ortberg spurgte på et tidspunkt sin åndelige lærer Dallars Willard om hans bedste råd til at styrke sit åndelige liv. Efter et øjebliks pause svarede Willard overraskende:

“You must ruthlessly eliminate hurry from your life.” Med andre ord, du må brutalt reducere travlhed fra dit liv. Der var så meget andet, han kunne have svaret. Læse mere i Bibelen, faste, give flere penge til godgørende arbejde. Noget ekstremt krævende. I den meget anbefalelsesværdige podcastserie ”Fight Hussel, end hurry!” beskriver præsten John Mark Comer og forfatter Jefferson Bethke ikke bare, hvad alternativet til travlhed er, men også hvordan man i hverdagen kan sætte tempoet ned.

Helt lavpraktiske råd: Tygge maden flere gange, når du spiser den, overholde fartgrænser, tale langsomt, gå langsommere og ja, tag en middagslur – som jeg personligt er meget glad for. Vejen ud af travlhedens liv kan være krævende. Man kan opleve, at man føler sig mindre betydningsfuld. Måske ligefrem doven eller ikke produktiv nok. Men gevinsten ved at træde ud af det såkaldte hamsterhjul er at erfare det gode liv med andre og Gud. For der er intet af det, vi gør, der i virkeligheden er noget værd, hvis det skal gøres i hast.