Vi er nødt til at bruge ord
Jeg glæder mig rigtig meget over kampagnen: Lad os tale om tro. Kampagnen bygger på nogle rigtig gode podcasts, som er lagt ud på nettet. Man skriver bare ”Lad os tale om tro” i søgefeltet, og så får man en række spændende tros-dialoger med kendte troende og tvivlende.
Jeg har længe ønsket, at der offentligt skulle tales mere om kristen tro, kristenlivet og kristne fællesskaber. Der er så meget godt i kristentroens verden, som mennesker har brug for. Dette behov indleder videoerne med at fortælle om: Ni ud af ti i Danmark er medlem af et trossamfund, og en undersøgelse har vist, at 80 % oplever et åndeligt behov. Efter hver af videoerne er der nogle spørgsmål til samtale. Jeg håber, at de vil blive brugt. For vi traditionelle kristne er for stille med troen. Denne stilhed har nogle kendisser brudt – og tak for det. Deres åbenhed og frimodighed er opmuntrende.
Jeg tænker allerede på nogle nye mulige kampagner. Tænk, hvis der kunne bryde en interesse ud for at tale om at være Jesu disciple. Sloganet kunne bygges over samme skabelon: ”Lad os tale om at være Jesu disciple.” Jeg tænker også på, om ikke kampagnen, ”Try Prayer!” (Prøv at bede!), som jeg for år tilbage oplevede i Skotland, kunne bruges i Danmark? Vi er nødt til at tale. Vi har i alt for mange år været alt for tavse. Som om det var farligt at vidne.
Vi har endda fromt kunnet forsvare vores tavshed med et gammelt citat, som tillægges Frans af Assisi: ”Prædik evangeliet, om nødvendigt brug ord.” Hvis den hellige Frans har sagt sådan, så var det talt ind i en helt anden tid og situation end den, som er vores i dag. Hvis ingen taler om troen nu om dage, er der rigtig mange, som ikke får chancen for at modtage evangeliet. Det kværner med ord omkring os dagen lang. Hvis der ikke indimellem lyder kristne ord, vil kristendommen være ikke-eksisterende for de fleste.
Jeg fik en oplagt mulighed for en måneds tid siden i en flyvemaskine. I en samtale med et yngre ægtepar sagde manden, at han ikke var troende kristen. Jeg fik visdom til at spørge: ”Hvad mener du med, at du ikke er troende – hvordan tænker du tro?” Det viste sig, at han tænkte, at tro er en følelse, man kan have, hvis man er vokset op i et kristent hjem. Den tradition stod han uden for. Jeg fik lejlighed til at fortælle, at jeg så troen i hans liv fx i, at han havde ønsket vielse i kirken, og at han havde fået sine børn døbt.
Jeg fik også fortalt, at tro er at se bort fra sig selv, som fx når man beder en bøn. Konen blandede sig også … hun vidste, at man får del i ”frelsen” gennem troen. Det blev en lang samtale. Vi udtrykte til sidst gensidig glæde over, at vi ”tilfældigvis” var kommet til at sidde sammen. De var blevet om-booket pga. en aflysning. Jeg var med i et rejseselskab, hvor vi af en eller anden grund var blevet spredt ud i hele flyet. Vi var på vej til Grækenland for at ”følge i Paulus’ fodspor”. At jeg fortalte det og spurgte, om de kendte Paulus, var anledningen til at snakken kom i gang. Den gode samtale kom af, at jeg i situationen fik visdom til at inkludere parret ved at vise dem tegn på tro i deres egne liv.
I Grækenland gjorde det indtryk på mig at være på Areopagos, hvor Paulus også søgte at inkludere folk ved at henvise til deres religiøsitet og så fortælle om ”den ukendte gud”, som de tilbad for at være helgarderet. Han begyndte, hvor de befandt sig. Han risikerede livet ved at tale om sin tro. Vi kan højest blive hånet, men det bliver vi som regel ikke engang i vore dage.
Vi kan fx komme i gang ved at spørge: ”Du har sikkert forstået, at jeg er vild med Gud; hvad tænker du om Gud?” Hvis vi er oprigtigt interesseret i andre mennesker, opstår der ofte anledninger. Som igangsættende spørgsmål må man bruge det, som falder naturligt. For mit vedkommende den dag var det: ”Kender I Paulus?”
