Welby vil velsigne samkønnede – nu kræves han afsat som ærkebiskop
Ærkebiskoppen af Canterbury, som også er leder af verdens anglikanske kirker, bør træde tilbage. Det mener flere efter Welbys nylige udtalelse om ægteskab og seksualetik.
Kristne fra hele UK opfordrer til ærkebiskoppen af Canterburys tilbagetræden efter hans kommentarer om samkønnet sex. Justin Welbys udtalelser repræsenterer en grundlæggende afvigelse fra Church of Englands lære om ægteskab og seksuel etik, hævdes det.
Welby har udtalt i et nyligt podcast-interview, at seksuel intimitet er moralsk acceptabel i ”stabile, engagerede og trofaste” forhold, uanset køn. Dette udløste modreaktioner fra evangeliske troende i kirkesamfundet, skriver The Christian Post.
På vej mod alternativt stift?
The Alliance, et netværk af anglikanske grupper, der fastholder den bibelske lære om ægteskab og seksuel etik, har skrevet til ærkebiskopperne og de øvrige biskopper og udtrykt deres bekymring. De hævder, at de nævnte ændringer ikke er foregået korrekt ifølge ”den forfatningsmæssige proces”, og at der er tale om en ændring i kirkens lære. På denne baggrund annoncerede alliancen, at de er begyndt at ”oprette en de facto parallel provins inden for Church of England som svar på de facto ændringen i doktrinen.”
Ægteskab eller ”et forpligtet forhold”
I Church of Englands officielle lære hedder det, at ”seksuelt samleje, som et udtryk for trofast intimitet, udelukkende hører hjemme i ægteskabet”. Her defineres ægteskab som en livslang forening mellem ”én mand med én kvinde”. Også den pastorale vejledning fra 2023 med bønner om kærlighed og tro gentager denne holdning og bekræfter, at ”det er i ægteskabet, at seksuel intimitet finder sin rette plads.”
Justin Welbys kontroversielle udtalelse faldt på podcasten ”The Rest is Politics”, da medværten Alastair Campbell (tidligere talsmand for Tony Blair under Labour-regeringen) spurgte ham, om han mente, at homosex var syndigt. Welby svarede: ”Vi er kommet frem til at sige, at al seksuel aktivitet skal være inden for et forpligtet forhold, uanset om det er hetero- eller homoseksuelt.” Welby tilføjede, at han sammen med andre biskopper har fremsat et forslag om, at folk i et civilt partnerskab eller et ægteskab af samme køn skal kunne få en velsignelse i kirken.
Svar på kritikken
Som svar på Alliancens kritik har Welbys kontor udgivet en offentlig erklæring, der uddyber hans synspunkter. ”Ærkebiskop Justin gav et personligt synspunkt, der afspejler den holdning, som han selv, ærkebiskoppen af York og mange andre biskopper nu har med hensyn til seksuel intimitet,” hedder det i erklæringen.
”Han har været ærlig om, at hans tankegang har udviklet sig gennem årene gennem megen bøn og teologisk refleksion – især gennem processen med at leve i kærlighed og tro – og han har nu oprigtigt denne opfattelse. Det afspejler hans forpligtelse til fortsat at byde velkommen, elske og inkludere LGBTQ+-personer mere fuldt ud i Kirkens liv,” fortsætter erklæringen.
”Bagvendt logik”
Welby erkender, at biskopperne er uenige i dette spørgsmål, og at Kirken er ”dybt splittet”. Samtidig forsikrer han Alliancen om sin ”absolutte forpligtelse til, at de, der har en traditionel holdning, har ’en fuld og utvivlsom plads i Church of England’.” Men dette svar er ikke nok for kritikerne. Som reaktion på Welbys udtalelse skrev Tim Dieppe, chef for offentlig politik hos den britiske gruppe Christian Concern, i en klumme: ”Welbys logik er faktisk fuldstændig bagvendt. Det er dem med ’et traditionelt syn’, der hører mest til inden for Church of England (CofE). De opretholder doktrinen, som den er blevet modtaget og forstået.”
Dieppe tilføjede: ”De biskopper, der afviger fra CofE’s klare, utvetydige lære, bør træde tilbage. Det er dem, der ikke har en plads i Church of England, uanset hvor oprigtig deres tro måtte være.
En oprigtig ateist kan næppe være en biskop. Oprigtigheden af vantroen overfor CofE-doktrinen retfærdiggør ikke, at nogen forbliver biskop!”