Det er ikke just julehygge at læse om manden Job, der mister sin ejendom, sine børn og sit helbred og kæmper med både Gud og mennesker. Men faktisk indeholder julen i ægte kristen tradition masser af blodig alvor.

Dagen efter lovprisningen af frelserens fødsel første juledag fejrer kirken på anden juledag kirkens første martyr, Sankt Stefanus. Vi hører også om en grum diktators mord på spædbørn i Bethlehem. Helt som dette års jul i skyggen af krige og kristenforfølgelser.

Var Jobs lidelse alligevel selvforskyldt?

Udfordringen er dog, at Job tilsyneladende til slut pludselig opgiver hele sin selvforståelse. For ifølge kapiteloverskriften i den danske oversættelse fra 1871 ender bogen med, at ”Job erkender sin Skyld og angrer den, ydmyger sig for Herren i Støv og Aske”. Hans sidste replik er at afvise hele sit forsvar for retfærdighed: ”Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske” (42,6 i GT 1871)).

Luther satte det endda på spidsen i 1545: ”Derfor vedgår jeg skyld (schüldige ich mich) og gør bod i støv og aske”. Så Job indser altså, at Satan og vennerne har ret? Bekender han pludselig synd og omvender sig? Men hvorfor hoverer vennerne så ikke? Og skal vi så læse selvretfærdighed og vantro ind i alle Jobs ord? Eller…? Hvordan skal vi forstå modsigelsen mellem Herrens tro på Job i fortællingen og Jobs erkendelse af selvforskyldt straf?

Er det fordi Gammel Testamente har et primitivt gudsbillede? Eller skyldes det bogens historiske tilblivelse – at en senere redaktør tilføjede en passende dosis bod til sidst, men glemte at rette fortællingen?

En 1.600 år gammel fejloversættelse?

En mere oplagt løsning er, at vi har misforstået Jobs sidste replik. Det kan handle om at få rettet en 1.600 år gammel fejloversættelse, som blev begået af Hieronymus, oversætteren af den latinske kirkebibel, den såkaldte Vulgata i slutningen af 400-tallet e. Kr. Hieronymus er den første, der oversætter med “Derfor fordømmer jeg mig selv og gør bod i støv og aske”. Tidligere var der forskellige frie oversættelser til græsk og syrisk og også nogle mere præcise  oversættelser, men senere bibler gjorde som Hieronymus.

I de seneste årtier har forskere dog fundet løsninger, som passer bedre ind i bogens logik og budskab, og særligt vigtigt er den hollandske professor Matthijs J. de Jongs arbejde.* De forskellige oversættelser skyldes fortolkningen af nogle få ord. Efter det indledende ”Derfor” følger et første udsagnsord, et ”og” foran et andet udsagnsord og til slut et forholdsord, som styrer to forbundne navneord (Se tekstfaktaboks).

Hvad konkluderer Job?

Det første udsagnsord står uden genstandsled. Job har selv brugt dette udsagnsord som reaktion på sin forfærdelige lidelse: ”Jeg kan ikke mere” (Job 7,16 DO1992). I forlængelse heraf kan Job 42,6 oversættes ”Derfor stopper jeg”.

Det første udsagnsord bruges dog i hebraisk meget oftere med et genstandsled i betydningen ”forkaste noget”. Derfor vælger oversættere ofte at fortolke sig frem til et ord, som Job passende kunne bruge i sin sidste replik. Hieronymus valgte at gøre Job selv til genstandsled, så han forkaster sig selv. De fleste oversættere tilføjer dog Jobs ord som genstandsled, dvs. Job opgiver alt det, han tidligere har sagt til sit forsvar.

Det er dog lidt underligt, for et par sætninger tidligere siger Job, at han vil tale til Herren. Så hvorfor forkaster han nu sine ord ved at sige noget i stil af: ”Derfor kalder jeg alt tilbage” (DO1992)? Det må jo så også gælde hans lovprisning af Herren i Job 1-2. Men dermed ville Job være uenig med fortælleren, der holder med Gud: ”I alt dette syndede Job ikke med sine læber”! (2,10)

Hvad opgiver Job?

Personligt vil jeg helst ikke at tilføje noget unødvendigt til teksten. For mig giver det nemlig god mening, at Job stopper, fordi han efter Herrens tale i Job 38-41 indser, at Gud som Skaberen har kontrol med alt, også med uforståelig djævelsk ondskab og grum lidelse. Hvis man virkelig vil tilføje noget, som Job kan forkaste, må det være det, som Herren indleder anden tale med at kritisere Job for. Ifølge den hebraiske tekst spørger Herren der direkte, om Job vil ”drage min ret i tvivl” (40,8).

I hele bogen har Job kæmpet for få Gud til at give ham ret i, at han lider uskyldigt. Så hvis der skal smugles et fortolkende genstandsled ind i teksten, burde det være ”Derfor opgiver jeg retssagen”. Begrundelsen for at få Job til at trække i land ligger dog i udfordringen med at forstå det andet af de to udsagnsord. At Job skulle fortryde eller omvende sig bryder med bogens budskab og specielt Herrens tale om, at skaberen har magt til at handle forunderligt.

Bagefter siger Herren til vennerne, at ”de ikke talte sandt som min tjener Job” (42,7-8), så hvad skulle Job omvende sig fra? Dertil kommer så, at Hieronymus og senere oversættere omfortolker forholdsordet til at betyde ”i (bod)”, hvorimod den normale betydning er ”på” eller ”over”. En meget bedre løsning er at følge en ældre og mere korrekt oversættelse. Ved slutningen af det første århundrede oversatte den jødiske lærde, Akvila, teksten fra hebraisk til græsk for at rette fejl i den græske oversættelse, Septuaginta, som de kristne brugte, fordi de ikke kunne hebraisk. Akvila oversatte her ”jeg finder trøst over støv og aske”, og det er der også andre, der gør på den tid.

Job fandt trøst

Et nøglebegreb i bogen er det at finde trøst: Job kæmpede for at finde trøst gennem døden (Job 6,9-10) eller i søvnen (7,13). Vennernes trøst var hul (15,11; 16,2; 21,34) – den eneste trøst ville være, at de tav (21,2). Job havde tidligere trøstet de sørgende (29,25). Nu finder han trøst i lidelsen (42,6) og trøstes af andre venner (42,11). Da Job til slut får et personligt møde med den ubegribelige, store skaber, opgiver han sit forsvar: ”Før havde jeg kun hørt om dig, nu har jeg set dig med egne øjne.” (Job 42,5)

For mig at se falder bogen på plads, hvis Herrens retfærdige tjener til sidst finder hvile i, at Gud har kontrol over det uforklarlige og onde i verden. Ligesom den retfærdige Abraham erkender Job, at han er et lille menneske, ”støv og aske” (1 Mos 18,25), der dog kan gå i forbøn for andre. Med rette roser apostlen Jakob derfor Job, kalder ham velsignet og fremhæver hans udholdenhed i at udføre ”Herrens formål” (Jak 5,11). Jakob bruger det græske ord telos, som betyder ”endemål”, og Job selv viser i handling, at ”Herren er barmhjertig og rig på nåde”.

Et menneske kan altså bevare sin gudsfrygt midt i uforskyldt lidelse – og lære noget uvurderligt om Gud undervejs, så man til sidst finder trøst over sin kummerlige tilværelse. Med den nuværende oversættelse får man det indtryk, at Job omvender sig og fortryder alt, hvad han har sagt. En mere korrekt oversættelse af 42,6 er ”…jeg finder trøst over støv og aske”. Dette tydeliggør også det bærende budskab i hele Jobs Bog: At lidelse ikke nødvendigvis er selvforskyldt, og at der altid er mulighed for trøst hos Gud.

Måske får jeg også en mulighed for at få en dybere forståelse både af Guds væsen og mit eget. Og der findes jo også venner, som virkelig formår at trøste, når det gælder!

Matthijs J. de Jong*

På verdensplan findes der en håndfuld bibeloversættelser, hvor Jobs sidste ord ikke er ’Jeg omvender mig’, men ’Jeg finder trøst’ (Job 42,6). Blandt dem er to hollandske oversættelser: Bibelen på almindeligt sprog (2014) og den autoriserede oversættelse til moderne hollandsk, NBV21 (2021). Oversættere fra Hollands og Flanderns Bibelselskab (BSNF), der er ansvarlige for begge oversættelser, foretog dette valg på grundlag af nyere bibelforskning.

Prof. dr. Matthijs J. de Jong, ansvarlig for bibeloversættelse i BSNF og professor i bibeloversættelse ved Vrije Universiteit Amsterdam, har bidraget til at underbygge og formidle denne nye oversættelse af Job 42,6 i flere publikationer, såsom hans tiltrædelsesforelæsning og på video. Han arbejder i øjeblikket på en omfattende undersøgelse af Job 42,6, som skal vise, hvordan Jobs søgen efter trøst er et hovedtema i hele den hebraiske grundtekst, hvorimod tanken om Jobs omvendelse først blev introduceret i Vulgata, den latinske oversættelse, som en del af en kristen nyfortolkning af Job med hensyn til synd og omvendelse.

De Jong interesserer sig i særlig grad for fortolkning af teksterne i forbindelse med bibeloversættelse.