Christine og Rasmus fandt og deler nu Vejen til Jesus
Fra ikke at have kendt til hinanden overhovedet begyndte Christine og Rasmus i påsken at samskabe podcasten Vejen til Jesus. De så en mangel på vidnesbyrd på dansk om, hvordan rejsen til en tæt relation med Jesus kan se ud.
”Før jeg fandt vejen til Jesus, før jeg fandt vejen til Gud”. Sangteksten dukkede op for Rasmus Kolding, da han var i skoven med sine to sønner dagen efter, han havde fået kontakt til Christine Bækkel Andersen. Hjemme igen spillede han akkorder til sangen, som blev til introsangen til podcasten Vejen til Jesus, hvor han er producer med Christine som værtinde.
Podcasten havde en hurtig fødsel i påskeferien i 2024, hvor Christine og Rasmus fik kontakt første gang. Pinsedag blev første afsnit optaget, og 3. juni var podcasten i luften. Vejen til Jesus var tredje forslag til podcast-titel, som Rasmus skrev til Christine ude fra skoven. Før havde de snakket en del om navnet til podcasten. ”En uge inden, vi kommer i kontakt med hinanden, der står jeg i mit køkken og hører Gud sige:
”Du skal være med til at starte en podcast om vidnesbyrd.” Og jeg afviste det og tænkte, det var mine egne tanker, men jeg hørte det tre gange,” fortæller Christine. Da podcast-navnet Vejen til Jesus faldt på plads, tjekkede Christine Instagram og domænenavn, og de var begge ledige.
Mangel på danske podcasts
Christine oplevede et kald til frimodighed og barnetro om podcast-projektet. Den dag, Rasmus gennem en ven hørte, at Christine ville starte en podcast om vidnesbyrd til Jesus, havde han netop gået rundt i sin have og tænkt på, at der manglede danske podcast-for-tællinger om vidnesbyrd. En halv time efter fik han besked fra sin ven, om at Christine ledte efter en kristen, der kunne lave musik og ville være med i podcast-projektet. Indtil da kendte Rasmus og Christine intet til hinanden.
”Så lagde det sig til rette, at jeg kom i kontakt med Rasmus og så hele påsken i sig selv – det var vildt,” husker Christine. Rasmus kom til tro for et år siden, og i den periode lyttede han til mange vidnesbyrd på engelsk om at blive fundet af og at finde Jesus: ”Det om Jesus kom meget ind fra højre for mig, og det var slet ikke noget, der ligesom var i min sfære. Så det var virkelig vigtigt for mig at høre enormt mange andre have lignende fortællinger om, hvordan Gud ligesom overnaturligt griber ind i ens liv, og man finder ud af, at det er Jesus. Og så gik jeg og tænkte rigtig meget den tid på, at det manglede på dansk,” siger Rasmus.
Kriterier for at være med
Hvilke kriterier er det, I har for historierne? Altså, hvad skal man gøre for at komme i jeres podcast? Det korte svar på mit dobbeltspørgsmål lyder fra Christine, at det er Gud, der skal lægge det til rette og bekræfte det. Flere gange har Rasmus og Christine uafhængigt af hinanden oplevet i samme tidsrum at tænke på den samme person; om hvad vedkommendes personlige vidnesbyrd mon er.
”Selve strukturen i podcasten og vidnesbyrdene er, at vi ligesom arbejder med at fordele, hvad er baggrunden, hvad er deres opvækst, og man ligesom arbejder hen imod: Hvordan begynder du at blive bevidst om Gud, og at han er virkelig, og at han ønsker at frelse dig?” siger Christine. Derefter når vidnesbyrdet frem til punktet, hvor de interviewede bliver døbt helt under vand og modtager Helligånden.
Det er forskelligt, om det ene eller det andet sker først. Men både modtagelse af Helligånden og dåb under vand er kriterier for at medvirke i Vejen til Jesus. Christine har lavet en hemmelig liste med navne på dem, hun ønsker at have med i podcasten, og så takker hun Gud for at lægge det til rette. Hun håber også på, at Gud sender andre vidnesbyrd til Vejen til Jesus end dem på listen.
”Der foregår meget bagved,
som kræver meget omtanke og bøn og tid.
Men det er det hele værd,
og vi bliver virkelig velsignet af arbejdet.”
– Rasmus Kolding
Arbejde bag scenen
Christine bor alene på Djursland, hvor hun har deltidsjob som socialpædagog i en fritidsklub, og i weekenderne kører hun rundt i det danske land og laver podcast-interviews: ”I verden ville man nok sige, at jeg har ADHD, galopperende. Men Gud har lært mig at forstå, at det ikke er ADHD. Det er en gave at have et enormt drive på forskellige tidspunkter, hvor jeg kan trække på det, og at jeg kan have mange bolde i luften og trives rigtig godt med det,” siger Christine.
”Der er en del arbejde, som man ikke ser bag scenen, som jeg tror, jeg har været overrasket over, hvor meget der egentlig er,” siger Rasmus. Billedet af de medvirkende til podcasten samt podcast-afsnittets titel og selve podcasten skal være på plads og godkendt af de medvirkende før udgivelse. Med mulighed for at få klippet om i det. ”Der foregår meget bagved, som kræver meget omtanke og bøn og tid. Men det er det hele værd, og vi bliver virkelig velsignet af arbejdet,” siger Rasmus.
Gud som chef
Podcasten udkommer hver fredag kl. 11. Kun til ét afsnit blev der brugt en betalt promovering. Ellers er følgere og lyttere kommet organisk. På det skrevne tidspunkt er der omkring 295 faste lyttere på baggrund af de på 187 abonnementer på Spotify, 52 på YouTube og 56 lyttere fra Apple Podcast. I sin tid i new age drev Christine fra foråret 2021 til august samme år podcasten Et univers i Universet, hvor gæsterne fortalte om, hvordan de blev opmærksomme på den åndelige verden.
Med én altafgørende justering kom den nye podcast til at handle om, hvordan vejen til Jesus ser ud for danske kristne. ”Det skaber bare et enormt stort netværk, og det er også en af de ting, som vi har fået helt i starten omkring podcasten, og også ligger på Rasmus’ hjerte, ved jeg, og på mit hjerte: Det er, at vi ønsker at se legemet arbejde sammen og blive ét, som Jesus beder i Johannes 17,” siger Christine.
Podcast-duoen ønsker at arbejde på Vejen til Jesus med Gud som chef og inspirator, der lægger vidnesbyrd til rette, så Christine kan køre Danmark tyndt i forudberedte afsnit, der redigeres af Rasmus og høres af kristne til trosopbygning.