”Danskerne taler gerne om tro, men bliver tavse, hvis man nævner Jesus”

Kan Gud tilgive alt? Tror du på et liv efter døden? Er det vigtigt, at din partner i livet har samme religion som dig? Det er næppe almindeligt at stille sin sidemand eller -kvinde ved et socialt eller kulturelt arrangement den slags spørgsmål, og selv ved private sammenkomster er det ifølge flere undersøgelser ikke spørgsmål om religion, danskerne tager fat på som det første. Tilsyneladende er danskerne blufærdige over for at tale om deres egen tro eller spørge til andres, men samtidig giver et stort flertal i befolkningen i samme undersøgelser udtryk for, at de gerne vil tale om religiøse erfaringer, spiritualitet og tro.

Som en del af den landsdækkende kampagne ’Lad os tale om tro’, som en række kirkesamfund har sat i gang, havde fem aarhusianske kirker sluttet sig sammen om et stort event i Musikhusets store sal en aften i november. Og her blev ovennævnte spørgsmål ivrigt diskuteret blandt de omkring 1.600 personer, der havde købt billet. Som afslutning på det 2½ timer lange program bad aftenens vært, Frederik Svinth, der bl.a. er kendt for sine samtalekort om forskellige emner, nemlig tilskuerne om at vende sig mod sidemanden og samtale med udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene på de tre samtalekort om tro, som var lagt frem i en lille kuvert på alle stolerygge i salen.

Stand up comedy om Gud humor

”Hvornår føler du dig tættest på din tro?”, lød det spørgsmål, som en ung mand læste op for en midaldrende kvinde, der var hans sidemakker. ”Det må være, når jeg er i stilhed og lytter til Gud, eller når jeg er sammen med mennesker, som jeg føler mig set af, og som jeg oplever at se helt åbent. Så kan Helligånden være til stede,” lød svaret. Den unge mand replicerede: ”Jeg er ikke særlig troende. Men når jeg er alene, kan jeg indimellem finde på at bede en bøn til Gud, især hvis jeg synes, at noget i mit liv er svært, og nogle gange synes jeg, at jeg kan mærke Gud.”

Spørgsmålet om, hvorvidt noget kan siges at være svag eller stærk, lidt eller meget tro – og hvordan man i det hele taget kan definere sin tro sprogligt – var noget af det, der blev diskuteret i løbet af aftenen.

Programmet blev indledt med stand up comedy ved Farshad Kholghi, der blandt andet inddrog sin iranske baggrund og sine erfaringer med at bede Gud om hjælp i situationer med sygdom og krise i sin fortælling. ”Mine forældre gav mig alle mulige gode værdier med, og de sagde til mig: ”Læg altid dine bekymringer over til Gud”. Det forstod jeg ikke dengang,” fortalte han. Men senere i livet, da han endelig havde overvundet frygten for at blive såret eller miste og havde giftet sig og fået to børn, blev det at bede nødvendigt for ham.

Hans kone fik konstateret kræft, og Farshad Kholghi var desperat og bange og bad til Gud og skældte ham ud. Da hans kone skulle til samtale på hospitalet efter en scanning, lød lægens svar: ”Det er meget mærkeligt; vi kan ingenting se.” Kræften var væk, og Farshad Kholghi lagde ikke skjul på, at han opfattede det som et mirakel. Han mente også, at Gud har planer med menneskers liv, som ofte går helt på tværs af menneskets egne.

”Da jeg fyldte 50 år, og jeg havde pustet lysene på kagen ud, sagde mine døtre, at jeg skulle ønske noget. Helt egoistisk ønskede jeg, at jeg måtte få lov at instruere eller spille med i en film – at kameraet måtte komme ind i mit liv igen. Det skete skam også. Kort efter fik jeg et brev med en indkaldelse til rutinemæssig kikkertundersøgelse. Gud har humor,” lød det fra den kendte komiker og revyskuespiller.

Skuespilleren mødte Jesus i skoven

Efter Farshad Kholghis indslag fulgte en samtale om tro mellem tre kendisser: Skuespiller Casper Christensen, journalist Iben Marie Zeuthen og tv-vært og livsstilsekspert Flemming Møldrup. Johnny Hansen, der til daglig er præst i Citykirken i Aarhus (en evangelisk frikirke) faciliterede samtalen, som i første omgang handlede om paneldeltagernes troshistorie og den forandring, troen havde medført i deres liv.

Casper Christensen, der har fortalt offentligt om sin tro i bøger og interviews, genfortalte, hvordan han efter en periode med indtag af store mængder alkohol og stoffer var gået i terapi og havde arbejdet med at bede mennesker, han havde såret, om tilgivelse. Men trods det grundige oprydningsarbejde oplevede han, at han stadig var tynget af skyld. ”Da jeg fortalte det til terapeuten, foreslog han, at jeg bad Jesus om at tage den skyld fra mig, og jeg tænkte, at det kunne jeg da godt prøve; det kunne vel ikke skade.”

Casper Christensen havde under en gåtur i skoven bedt en enkel bøn til Jesus, hvorefter en stærk følelse af lettelse og kærlighed havde omsluttet ham. Han var ikke i tvivl om, at det var Jesus, der havde løftet den tyngende skyld af ham, og herefter var hans liv forandret.

”Mange mennesker tror, at man mister noget ved at overgive sig til troen, og så er det klart, at det er svært at vælge. Men det er jo helt modsat: man får så meget; det er en ren gavebod,” sagde han.
Også Flemming Møldrup kunne fortælle, at han under en krise udløst af sorg over et nært familiemedlems sygdom havde siddet en morgen i sit soveværelse og følt sig helt lammet. Midt i lammelsen oplevede han, at en del af sorgen blev løftet ud af ham, og en indre stemme sagde: ”Det skal nok gå det hele. Du skal bare følge mig.” Trods en umiddelbar skepsis blev han snart overbevist om, at det var Jesus, der havde talt til ham, og han var nu i en ”kærlighedsrelation til Jesus”, som han udtrykte det.

At udleve kærligheden

Iben Maria Zeuthen kunne på sin side fortælle, at hun trods mange kriser og meget angst – og et stærkt ønske om at få en overbevisende troserfaring – ikke havde haft en tilsvarende oplevelse af at møde Jesus.

”Jeg kan godt blive lidt provokeret af, at det lyder, som om man bare skal overgive sig, og så sker det. Lidt, som om jeg er på vej, men jeg mangler ligesom det afgørende for at være nået i mål. For mig er tro lige så meget noget, man kan gøre – ved at udleve kærligheden, så godt man formår – eller ved at samtale på en måde, så troen bliver til. Sådan som vi gør nu, hvor jeg tænker, at vi ikke nødvendigvis taler om Gud, men under Gud og ud fra en tro på Gud,” sagde hun.

”En ud af hundrede sagde:
”Ja, jeg vil gerne komme og tale om min tro.”
Alle andre sagde først nej, og jeg tror, at det handlede om,
at de ikke syntes, at de havde sprog for deres tro,
og at de var bange for at blive opfattet som nogen,
der følte sig tættere på Gud eller klogere på Gud end andre.”

Iben Maria Zeuthen, journalist

Reaktionerne fra den fyldte sal vekslede mellem latter, anerkendende tilråb, klapsalver og indimellem et højlydt ’amen’. Mange af tilhørerne var ankommet i mindre eller større grupper, og mange havde tilknytning til en af de menigheder, der stod bag arrangementet, eller var engagerede i andre kirkelige sammenhænge. Elever fra flere kristne efterskoler var blandt tilhørerne, blandt andre Dina Refshauge og Nicolai Hougaard fra Rudehøj Efterskole ved Odder.

”Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at man taler om sin tro og også om de dilemmaer eller den tvivl, der kan opstå. Man skal huske sig selv på, at man har valgt Jesus og prioriterer ham, ligesom man prioriterer en ven eller en kæreste,” sagde Dina Refshauge, der er medlem af Kolding Valgmenighed. ”På efterskolen er vi gode til at tale om tro og taler ret åbent om mange ting. Men i andre sammenhænge har jeg oplevet, at det er lidt sværere – og jeg føler mig frem for at mærke efter, hvornår det er et godt tidspunkt at tale om tro. Det handler også om timing,” sagde hun.

Det var Nicolai Hougaard fra Viborg Oasekirke enig i: ”Jeg har aldrig skjult min tro, og jeg har haft mange gode samtaler med mennesker, jeg har mødt i sammenhænge, hvor det ikke var troen, vi var fælles om. Men jeg tror, at det er vigtigt, at man lærer et andet menneske lidt at kende, så man ved, hvordan vedkommende tænker, og hvad han eller hun går op i. På den måde kan man bedre finde ud af, hvordan man skal tale med lige præcis den person om tro, for troen er jo meget individuel,” sagde han.

Begge vurderede, at der nok var et klart flertal af troende i Musikhusets store sal, og de var spændte på, om de ville få gode tips med hjem til, hvordan man bedst taler med mennesker, der ikke har en fast defineret tro. ”Forhåbentlig vil nogle af dem, der har hørt, at vi skulle herind, spørge til, hvordan det var. Og så tror jeg, at det kan gøre dem interesserede, at der er sådan en som Flemming Møldrup med, som man mest kender fra ”Kender du typen?”. Jeg tænkte også ”what”, da jeg hørte ham fortælle, at han tror på Jesus,” sagde Dina Refshauge.

Nej tak til at tale om tro

Efter pausen gav det aarhusianske band Northern Assembly en minikoncert, og så fortsatte samtalen mellem de tre kendisser – nu med fokus på, hvordan de oplever at blive mødt, når de fortæller andre, at de er troende, eller hvis de inviterer til at tale om tro. Iben Maria Zeuthen kunne fortælle, at hun stort set altid blev mødt med et ’nej tak’ i første omgang, da hun som radiovært skulle finde medvirkende til trosprogrammet ”Tal til mig” på DR P1.

”En ud af hundrede sagde: ”Ja, jeg vil gerne komme og tale om min tro”. Alle andre sagde først nej, og jeg tror, at det handlede om, at de ikke syntes, at de havde sprog for deres tro, og at de var bange for at blive opfattet som nogen, der følte sig tættere på Gud eller klogere på Gud end andre. Men når jeg krattede lidt i overfladen, var der stort set altid noget af kommet efter,” sagde hun.
Casper Christensen fortalte, at han generelt oplever interesse og åbenhed, men også en vis skepsis, når talen falder på Jesus.

”Jeg tror, at mange gerne vil please mig, og derfor siger de, at de skam også selv tror på, at der er noget større end dem selv. Men når det handler om at tro på Jesus, synes de, at det bliver lidt for skørt,” sagde han. Samme oplevelse kunne Flemming Møldrup berette om. ”Mit indtryk er, at mange er spirituelle og søgende. Men de synes, at Jesus er noget forældet og lidt for traditionelt. Som om vi burde være kommet videre og være blevet klogere.

Når de så fortæller, at de vender englekort eller tænder ild til en salviedusk for at åbne sig for det spirituelle, tænker jeg, at det måske er en sprække eller en første åbning. Jeg vil ikke dømme det, for så lukker samtalen,” sagde Flemming Møldrup. Casper Christensen supplerede: ”Jeg vil ikke dømme, at det er forkert at bruge krystaller eller alt muligt andet. Hvis folk er søgende og virkelig ønsker at overgive sig, kan det ske på mange måder, og hvis de virkelig åbner sig, vil mange af dem ende hos Jesus. Det tror jeg,” sagde skuespilleren.

Et rum uden fordømmelse

Han tilføjede, at han dog gerne så, at samtaler om tro blev mindre uforpligtende. ”Jeg synes godt, at man må afkræve folk lidt mere præcise svar. Når de siger, at de tror på noget større end sig selv, er det ikke nok. Det kan de sagtens sige og så samtidig fortsætte med at handle, som om de er det største i verden,” sagde Casper Christensen. Flemming Møldrup var enig. ”Samtalen om tro fylder rigtig meget blandt mange danskere. Men samtalen om Jesus fylder ikke ret meget i den samtale. Når man nævner Jesus, bliver de fleste tavse.”

Iben Maria Zeuthen tilføjede, at hun først og fremmest fandt samtaler om tro befriende, fordi de kunne finde sted i et rum, hvor man ikke blev vurderet eller fordømt. ”Det kan være et meget helende rum, som næsten ikke findes i samfundet i dag. Derfor er samtaler om tro vigtige. Men samtaler med tro – hvor man taler ud fra hjertet med ægte nysgerrighed over for hinanden – er lige så vigtige. Så kan troen virke, uden at man taler om den,” sagde hun.

”Lad os tale om tro” i Musikhuset i Aarhus var arrangeret af Saralyst Kirken, Sct. Pauls Kirke, Citykirken, Aarhus Valgmenighed og Aarhus Bykirke og var en del af projektet ”Lad os tale om tro” – www.ladostaleomtro.dk