En utrolig oplevelse ombord på ”SK 596” fra Keflavik til CPH

Den 30. okt. 2024 var jeg, efter deltagelse i Nordisk Råds årsmøde, på vej hjem til Færøerne via København. Mødet lignede de gængse, dog var vi positivt overraskede over, at den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj havde afsat tid til at besøge os. Han holdt en tale, som gik direkte til manges hjerter.

I Keflavik Airport var jeg i blandt de næste, som blev kaldt ud. Der var ingen trængsel på gangbroen ud til flyet, og jeg gik i mine egne tanker, da jeg pludselig blev ”vækket” af to stewardesser, som, mens de pegede på min jakke, udbrød: ”but you have it on your jacket”. ”Hvad har jeg på min jakke?” Tankerne fór gennem mit hoved, før det gik op for mig, at det var den gule sløjfe, ”bring them home now-sløjfen” til minde om de israelske gidsler, som havde fanget deres øjne.

”Har jeg et problem,” tænkte jeg, ”vil de standse mig?” Men det var det ikke – tværtimod. Deres store smil udstrålede venlighed, og de fortalte med glæde i øjne og stemme, at: ”vi har begge samme slags sløjfe”. Vi fik en kort snak, mens jeg spekulerede på, om de vidste, hvad denne sløjfe symboliserede. Måske forbandt de den med noget andet. Jeg sad på række to og blev godt forsynet af et par særdeles venlige og smilende stewardesser.

Efter et godt måltid besluttede jeg at undersøge sagen nærmere og gik frem for at snakke med den ældre af de to, som var i gang med at spise. Forsigtigt spurgte jeg, om hun vidste, hvad sløjfen symboliserede. Å ja, svarede hun, nu på dansk: ”jeg er gift med en jøde, mine børn er jøder, ligeledes mine børnebørn.” ”WOW, og hvad med din kollega?” spurgte jeg? ”Jamen, hun er jøde,” svarede hun med et stort smil. ”Og du kan ikke forestille dig, hvor glade vi blev, da vi så dig komme gående med vores stjerne på din jakke.”

De næste 10. minutter glemte hun alt om sit måltid, og vi fik en hjertelig snak sammen. Fortumlet fandt jeg til sidst vej ind på toilettet, mest for at samle mig, før jeg gik tilbage til min plads. Da jeg efter et par minutter åbnede døren, var scenen totalt ændret. Forhænget mellem kabinen og den forreste del af flyet var trukket for, og i det lille rum stod tre stewardesser sammen med flyets kaptajn. ”Hvad sker der?” fór det gennem mit hoved.

”Har jeg forbrudt mig, skal jeg mon stå skoleret for flyets højeste myndighed?” Men de smilede alle sammen, ikke mindst kaptajnen, som fortalte, at han var svensker, ”men jeg er også jøde.” Der stod vi så, to jøder, en dansk kvinde, gift med en jøde og en færing, alle overlykkelige over at have mødt hinanden. Ikke tilfældigt, men ført sammen pga. vores tilhørsforhold og kærlighed til Gud og hans udvalgte folk. ”Det er kun sket en gang før, at vi tre har fløjet sammen,” fortalte kaptajnen, mens jeg fortalte om Færøerne og det færøske folks kærlighed til Israel på grund af min bedste ven, Jesus.

Jeg formåede ikke at holde tårerne tilbage, da jeg, efter en uventet og super oplevelse, igen sad på min plads i flyet. Og da jeg overlykkelig vinkede farvel til mine nye ”flyvende venner”, gentog jeg for mig selv en sætning, som jeg tit spontant siger til min kone i forbindelse med de oplevelser, som Herren ofte og uventet lader mig opleve, at: ”Gud er så god imod mig.” Oplevelsen ombord på SAS fly ”SK 596” fra Keflavik til CPH d. 30. okt. 2024, var en af disse ubeskrivelige oplevelser.